© woman.dk

Sådan bliver du dus med hans venner

Ny kæreste? Og vil du gerne på god fod med hans venner? Så kommer guiden her

4. november 2011 af Mette Andrea Boesgaard

Sådan bliver du dus med hans venner

Du har mødt en vidunderlig mand. Han er vild med dig, du er vild med ham, og I svæver rundt på lyserøde skyer, når I er sammen. Og alt er godt-godt-godt... Men når et parforhold starter, er det ikke bare jer to, der skal swinge. I skal også passe ind i hinandens omgangskredse - jeres familier skal mødes, og I skal introduceres for hinandens venner.

 

Vil du have guiden til at gøre et godt indtryk på hans venner? Så læs med lige her...

Derfor skal du gøre en indsats

Du er sikkert hamrende nervøs, inden du skal møde hans familie, for familien - den slipper I aldrig for! Men venner kan faktisk være mindst lige så tricky, for godt nok kan venner da teoretisk set udskiftes, men det bliver de næppe (og da slet ikke, fordi du siger, at du ikke kan lide dem). Han har selv valgt dem, og ofte er han endda endnu tættere med sine venner end med sin familie - det er dem, han hænger ud med og som hører om hans druk-udskejelser, kender hans eks-kæreste, har hjulpet ham gennem kriser og får fortællingen om jeres forhold. I kommer sikkert til at tilbringe mindst lige så meget - hvis ikke mere - tid med vennerne end med familien, så derfor er der god grund til at stramme dig an og forsøge at få forholdet til at glide.

Gør et godt førstehåndsindtryk

© woman.dk

Det første møde er super-vigtigt - det skræmmende faktum er, at folk danner sig en mening om dig allerede i løbet af de første 15 sekunder, og det første indtryk kan være afgørende for, hvordan jeres forhold bliver. Så derfor:

 

Træk i det rette kluns
Tag noget tøj på, du føler dig lækker i - det afspejler sig nemlig i dit kropssprog, og er du utilpas i dit tøj, kommer du også til at virke famlende og akavet. Vælg gerne noget, du ved, din kæreste kan lide (han skal jo være stolt af at vise dig frem), men gå i en stor bue udenom det, der er alt for kort, udringet og opslidset, også selvom det er hans favorittøj. Hans venner må gerne kunne se, at du er sizzling hot, men du skal ikke ud og score, så hold det smart og lækkert frem for sexet.

 

Smil og hold øjenkontakt
Det virker bare 100 %, for det får dig til at virke åben, imødekommende og interesseret.

 

Stil spørgsmål
Folk elsker at tale om dem selv, så spørg til deres liv og levned - så skal samtalen nok glide.

 

Slap af
Er du hamrende nervøs? Så forestil dig, at du skal møde en gammel ven i stedet for alle hans venner - det lyder simpelt, men det virker faktisk, for du får helt automatisk et mere afslappet kropssprog. Det afspejler sig også i den måde, I er sammen på, fordi når du har programmeret dig til at se dem som nogle, der holder af dig og vil dig det godt, kommer I let til at tale som gamle venner.

 

Behandl din kæreste pænt
Hvis du retter på ham, rynker misbiligende på næsen når han bestiller sin tredje øl eller rakker ham ned foran vennerne, vil hans venner synes, at du ikke er noget for ham, så hold sure miner tilbage, til I er alene. Du må gerne være lidt lovey-dovey med ham - I er jo trods alt kærester - men lad være med at snave ham i gulvet (det virker altid pinligt på andre) eller sid lårene af ham, så hans venner bliver bange for, at du vil stjæle ham fra dem.

 

LÆS MERE Få flere fif til at gøre et godt førstehåndsindtryk

Få forholdet til at glide

Pyh, første møde gik godt. Men det var jo trods alt kun første møde af utallige i de mange år, du og din kæreste (og hans venner) skal være sammen. Her er de gode råd til, hvordan du får forholdet til at køre på skinner i mange, mange år:

 

© woman.dk
Vis vennerne, at du kan lide dem
Husk de små detaljer i deres liv - spørg ind til deres sidste eksamen / ferie / forkølelse, når du ser dem; husk kærestens og kæledyrets navn, vis interesse for deres liv. Bliv venner med dem på Facebook. Vær venlig over for dem, selvom din kæreste ikke er der - så ved de, at du kan lide dem og ikke bare taler med dem, for at din kæreste skal kunne lide dig.

 

Inkludér vennerne
Du behøver ikke have din dør stående åben, så de kan brase ind på ethvert givet tidspunkt - men vis ham (og dem), at du tænker på dem ved at tage initiativet til, at I ses, nu og da.

 

Giv dem plads til at være sammen
Din kæreste og dine venner har brugt mange år på at opbygge og nurse et venskab - de har en masse historie og interesser til fælles og måske endda en masse traditioner, de gerne vil holde i hævd. Lad være med at invadere deres frirum - giv dem plads til at ses også uden dig og til at holde ved deres traditioner. Du vil skønne på, at han har sit eget liv, når den første forelskelse har lagt sig.

Hjælp, jeg føler mig ikke godt tilpas med hans venner!

© woman.dk

Åh nej - du har mødt hans venner nogle gange, og du føler dig ikke just godt tilpas med i deres selskab. Måske har du på fornemmelsen, at de ikke kan lide dig - måske føler du dig bare akavet og udenfor gruppen, når I er sammen med dem. Uanset hvad så kan det være starten på en ond cirkel, der kommer til at ride jeres forhold som et evigt skænderi, så sæt ind hurtigst muligt (efter du har ladet tvivlen komme dem til gode et par gange). Her er opskriften på at komme videre:

 

Bed din kæreste om hjælp
Din kæreste er sikkert godt klar over, at du er nervøs sammen med hans venner, fordi du opfører dig helt anderledes, end du plejer, så du kan lige så godt tage bladet fra munden og tale med ham om det. Bed ham gøre en indsats for at inkludere dig i samtalen, når I er ude med hans venner, eller få ham til at fortælle nogle sjove (men endelig ikke pinlige) facts om hans venner, så du har noget at starte en samtale ud fra.

 

Se hans venner i små grupper
I stedet for at mødes med hele hoben af venner, så arrangér at se vennerne et par stykker af gangen - invitér et par stykker over til middag (med eller uden kærester), eller gå ud og drik et par øl med en enkelt eller to af dem. Det gør, at du kender dem lidt bedre, så du slapper mere af og har nogle at støtte dig til, næste gang I skal mødes med venneflokken.

 

Invitér vennerne over til dig
Hvis du holder en middag, fodbold-eftermiddag, seriesøndag eller giver en øl hjemme hos dig, er du et sted, hvor du har det godt, hvilket får dig til at slappe mere af. Samtidig får det folk til at tale mere til dig, fordi de vil komplimentere traktementet eller spørge til billederne på din væk.

 

Gør noget sammen
Det kan være skrækkelig angstprovokerende, hvis I skal mødes og bare sidde og snakke, og du ikke føler, at du har en skid at sige. Bryd isen ved at lave noget sammen med hans venner i stedet: Gå ud og bowle eller spil dart. Invitér dem til en spille-aften, hvor I spiller Cranium eller Trivial Pursuit - det får samtalen til at glide, fordi du går op i jeres aktivitet og glemmer at blive nervøs.

 

Tænk nyt
Det værste, du kan gøre, er at tænke, at hans venner faktisk også burde gøre mere for at blive venner med dig. Du kan ikke ændre den måde, de opfører sig på - du kan kun ændre på dig selv. Og hvis du går rundt og surmuler over, at de ikke gør en indsats, opnår du bare en ting: At du bliver mere og mere ond i sulet på dem, hvilket kun forværrer dit forhold til dem (og dermed til din kæreste) yderligere! Så prøv at sæt dig ud over dig selv: Smil - snak - slap af - vær dig selv og gør en ekstra indsats. Og tænk på, at du trods alt har en virkelig stor ting til fælles med dem - I elsker alle sammen din kæreste. Så mon ikke også I kan komme til at finde hinanden med lidt arbejde?

Hjælp, jeg kan ikke lide hans venner

© woman.dk

Ok, det værst tænkelige er sket - du har virkelig, virkelig, virkelig prøvet at få et godt forhold til hans venner, men af den ene eller den anden grund er det bare gået helt i hårdknude. Prøv løsningerne i forrige afsnit først - og ellers:

 

Acceptér at han har sine venner
Det kan godt være, at du virkelig ikke bryder dig om hans venner - men du kan ikke få ham til at droppe dem! Han har selv valgt dem, og han holder meget af dem; sætter du ham dilemmaet, at han må vælge mellem dem og dig, lider jeres forhold ubodelig skade (hvis han da vælger dig). Du kan ikke ændre ham - og du kan heller ikke ændre hans venner!

 

Begræns samværet
Der kan være situationer, hvor I er nødt til at være sammen, og I de situationer skal du gøre en ekstra indsats, så hverken han eller vennerne føler sig ilde til mode. Det er dig, der har et problem - ikke dem. Men derudover så acceptér, at I ikke er bedste venner, og at I ikke behøver være det. Lad ham se dem alene i stedet for sammen med dig - så får du også en aleneaften ud af det eller en hyggelig aften med dine veninder i stedet.

 

I Woman nr. 172 kan du læse mere om, hvad han egentlig tænker om dine venner

Se mere her

Hvad synes mændene?