Forskellen på mænd og kvinder er... en blog

Min kæreste elsker blogs. Eller det vil sige, der er en håndfuld bloggere, hun følger dagligt og er opdateret på, som var de hendes veninder.

En dag, jeg kom hjem fra arbejde, udbrød hun: “Jackie har født!” Desperat gennemgik jeg vores omgangskreds i hovedet, men jeg kunne ikke komme i tanke om nogen Jackie. Jeg fik sagt noget i stil med: “Hvor er det dejligt for hende. Er det en fra dit arbejde?”

“Nej, Thomas. Det er Jackie Navarro.”

Det viste sig, at Jackie Navarro åbenbart havde blogget noget nær direkte fra sin fødsel, og det havde min kæreste så fulgt med i. Sådan følger hun med i så meget, min kæreste, og indimellem delagtiggør hun mig i diverse oplysninger om alt lige fra Mascha Vangs ferieplaner til Sarah Louises søns sygdom. Jeg kunne naturligvis ikke være mere ligeglad, men det skal ikke gå ud over min kæreste, så jeg lader, som om jeg er interesseret, og siger ting som: “Okay, skal Sarah Louise virkelig koge ALT sit Lego? Det er da helt vildt, hva’?!” Og så læser min kæreste videre på bloggene, indtil hun finder noget nyt at fortælle.

Sådan har min kæreste og jeg begge forskellige interesser, som vi hver især lader, som om vi synes er spændende over for hinanden, og det er fint. Men jo mere min kæreste har fortalt mig om sine blogveninder, desto mere er blogtanken vokset på mig.

For selvom jeg ikke interesserer mig for Mascha Vangs datters tøj, så er min kæreste et tydeligt eksempel på, at der er nogen, der sluger blogs råt, og derfor fik jeg en dag tanken: ‘Jeg vil have en blog’. Den skal være ligesom Maschas blog, hvor jeg får direkte adgang til læsernes hjerner. Hvor jeg kan skrive lige, hvad jeg vil, og hvor jeg ved, det vil blive taget fuldstændig ukritisk imod. Sikken magt, det vil give mig.

Men det er så her, problemet opstår, og det er her, forskellen mellem mænd og kvinder aldrig har været tydeligere. For hvad fanden skulle jeg skrive om? Jeg er jo en mand. Der er så mange ting, kvinder kan blogge om, som mænd overhovedet ikke kan komme i nærheden af. Jeg kan ikke lægge billeder af min morgenmad op. Jeg spiser havregryn. Jeg kan ikke skrive om, hvilke smykker jeg går med. Jeg har et ur på, og det er det samme ur hver dag. Efter et par uger bliver folk trætte af at høre om det ur. Jeg kan ikke forfatte lange følsomme digte om, hvordan det er at være mig. Det gør mænd ikke. Selv når jeg skriver postkort, har jeg svært ved at få brugt hele pladsen. Det er desværre ikke nogen god egenskab som blogger.

Det er umuligt at være mand og have en blog. Jeg vil vove den påstand, at jeg hver eneste dag i mine 27 år har været glad for at være mand, men når det kommer til blogs, så ville jeg gerne prøve at være kvinde bare en enkelt dag. Så skulle du se mig blogge derudad.

Jeg ville skrive et langt indlæg om mit By Nord-sengetøj og i detaljer beskrive, hvor længe lakridste skal trække. Jeg ville blogge om ham den lækre kollega, der er crossfit- instruktør. Jeg ville lægge en masse skøre billeder op af min mor under overskriften Best Mom. Jeg ville blogge om, hvordan det går med min bikinibootcamp. Jeg ville blogge om, hvor meget jeg elsker at spille Tegn og Gæt med veninderne. Jeg ville blogge en opfordring til alle om at få en HPV-vaccine. Jeg ville med andre ord blogge, til jeg blev helt tør i livmoderhalsen.

Men ak, ja, jeg er bare en simpel mand. Det nærmeste, jeg kommer en blog, er sådan en blok, man slår søm i på bodegaer, og jeg må nok skyde en hvid pind efter drømmen om en blog. Jeg bliver aldrig Mascha Vang, Sarah Louise eller Jackie Navarro. Så kvinder, nyd, at I kan blogge om selv de mindste ting, uden at der bliver kigget skævt til jer. Men vid, at der en dag forhåbentligt også vil komme ligestilling på internettet.

Mandetanker

Mandeklummen er skrevet af Thomas Skov Gaardsvig, 27 år og journalist på DR. Han blev kendt som praktikanten i Det nye talkshow, og nu kan du se ham i Thomas Skovs sportsprogram

Hvad synes mændene?