Forskellen på mænd og kvinder er ... et bryllup

Jeg skal giftes. Det er fuldstændigt fantastisk, og jeg er glad.

Jeg har altid gerne villet giftes. Jeg vil nemlig gerne fejre guldbryllup. Det gjorde mine bedsteforældre for et par år siden, og det var så sødt, så det vil jeg også.

Men der kommer ikke noget guldbryllup, uden at der først er et bryllup - og så 50 år, så er vi der. Og jeg bliver jo ikke yngre, så jeg tænkte, jeg hellere måtte komme i gang. Jeg er nemlig begyndt at mærke alderstegn. Jeg siger ikke, at døden er lige om hjørnet, men jeg er af og til nødt til at stå op for at tisse om natten. Det er første skridt mod graven.

Egentlig kunne jeg godt have friet tidligere, men to ting stod i vejen: For det første var det fedt, at der var en ting, som det kun var mig, der bestemte. I mit parforhold er det meget få ting, jeg helt selv bestemmer. Jeg har det som blommen i et æg, så jeg klager ikke, men som regel er min kæreste inde over de fleste beslutninger. Det var for eksempel hende, der lige bestemte, at der skulle stå, at jeg har det som blommen i et æg.

Nå, men frieriet har altså været i min hule hånd de seneste par år. Den magt har været fed at have. Ikke at jeg har brugt den til noget - det var bare fedt at bestemme.

Den anden ting, der har forhindret, at jeg friede tidligere, var selve frieriet. For hvordan skulle jeg lige gøre det? Jeg tror, det var meget nemmere for 50 år siden. Da satte manden sig på knæ og spurgte, om hun ville gifte sig, og bom - så var de videre.

Sådan er det ikke længere, for alverdens sukkersøde amerikanske film har gjort det skidesvært at fri. Skal det være romantisk, skal jeg først skaffe et ton tøris, der damper på den rigtige måde. Så skal jeg drysse rosenblade ud over hele Frederiksberg, inden jeg selv kommer flyvende ind på en hvid due med den smukke ring. Og jeg ved altså ikke, hvor jeg skal skaffe hvide duer, så den idé dur ikke.

Min kæreste har (ud over amerikanske kærlighedsfilm) også slugt det der program, der hedder noget i stil med Sig det med 1.000 mennesker. Hvis du ikke har set det, så forklarer titlen meget godt, hvad det handler om: En person overbringer et budskab ved hjælp af 1.000 mennesker. Min kæreste tvang mig til at se et frieri, hvor der var en hulens masse mennesker, der dansede, og en mand, der friede. Det program forsinkede i høj grad mit giftermål. Jeg har flere gange grublet over, hvordan jeg dog skulle skaffe 1.000 mennesker, og hvordan jeg ovenikøbet skulle lære dem at danse. Godt nok har jeg en Facebook-side med en ordentlig slat venner, og jeg gik også til dans, da jeg var 14 år, men jeg ville aldrig kunne kombinere de ting til et frieri, der ville være værd at føre ud i livet.

Derfor har jeg altså ventet fem år med at fri. Men nu har jeg endelig gjort det. Det var godt nok hverken med 1.000 mennesker eller tøris, men det var romantisk, og hun sagde ja.

Det betyder samtidig, at jeg aldrig mere kommer til at bestemme noget selv. Og jeg kan mærke, at det allerede er begyndt.

Nu skal brylluppet nemlig arrangeres, og det er kæmpestort. Det føles fuldstændigt som at arrangere det internationale Melodi Grand Prix, bare med færre homoseksuelle.

Det er i hvert fald helt vildt, hvad der skal tages stilling til. Og der er stort set ingen af de ideer, jeg har fået, der bliver til noget. Jeg vil gerne have en radiobilbane - det får vi ikke. Jeg vil gerne have et skydetelt - det får vi ikke. Jeg vil gerne have bare en enkelt karrusel - det får vi heller ikke. Jeg vil bare have lidt tivolistemning, men det passer åbenbart ikke ind. Hmm. Men alle min kærestes ideer stryger lige igennem. Hun vil i kirke - tjek. Hun vil have en flot kjole - tjek. Hun vil invitere gæster - tjek.

Men ak ja, jeg må vænne mig til det, for sådan bliver resten af mit liv. Og det bliver fantastisk! Fra nu af hviler intet ansvar på mine skuldre, hvis bare jeg bakker op om min kæreste. Det glæder jeg mig til.

Så Woman-læsere: Gift jer allesammen, og tag kontrollen over jeres mænd. Det vil vi gerne have, at I gør!

Mandetanker

Mandeklummen er skrevet af Thomas Skov Gaardsvig, 27 år og journalist på DR. Han blev kendt som praktikanten i Det nye talkshow, og nu kan du se ham i Thomas Skovs sportsprogram

Hvad synes mændene?