Forskellen på mænd og kvinder er... squats i køkkenet

Min kæreste er skide-god i et køkken. Så er det sagt. Hun kan trylle mesterværker ud af ingenting. Giv hende salt, sukker, frosne fiskefileter og glutenfri pasta, og hun skaber et guddommeligt måltid. Jeg har ingen idé om, hvordan hun gør. Og når jeg selv prøver, mislykkes det grumt. Jeg kan følge opskrifter ned til mindste detalje og stadig fucke en hakkebøf op.

En dag kom jeg hjem og kunne høre, hun var i køkkenet. Hun prustede, stønnede og talte højt, og jeg tænkte, at det måtte være den til dato mest avancerede ret, hun havde haft gang i. Men det var ikke kødgryderne, der sydede. Eller det var det, men i overført betydning. For min kæreste havde gang i sine egne skinker. Altså sine lår.

“Hvad laver du?” spurgte jeg.

“102, 103, 104, 105,” talte hun prustende, mens hun for hvert tal satte sig ned på en usynlig stol og rejste sig igen.

Jeg gentog mit spørgsmål.

“Hold lige op, Thomas. Jeg har lige gang i noget. 109, 110, 111.”

Forbløffet og sulten lod jeg min kæreste færdiggøre, hvad hun nu havde gang i, og på 150 var hun klar til at tale igen:

“Det er min squatchallenge.”

“Tuborg Squats,” prøvede jeg at sige på mit Finn Nørbygaard-sprog, men hun er lidt yngre end mig, så hun har aldrig rigtigt set de der Tuborg Squash-reklamer, som jeg syntes var så sjove, da jeg var barn.

Nå, men det viser sig, at min kæreste har gang i en squatchallenge, hvor hun hver dag skal pruste i vores køkken, mens hun tager flere og flere squats. Og alt sammen kan hun gøre, mens hun laver mad. Det er to fluer med ét smæk: Hun får stramme lår, og jeg får coq au vin.

“Du skulle da være med, Thomas,” fik jeg at vide.

Men der stopper festen! Mænd, der tager squats ... Nu er det ikke, fordi jeg vil være fordomsfuld, men mænd, der tager squats, er ... hvordan skal jeg forklare det ... de er en anelse feminine. De er mere til Melodi Grand Prix end til Champions League, hvis du ved, hvad jeg mener. De er mere til Cosmopolitans end til nossebajere, hvis du kan følge mig. De er mere til glatte klunker end til ... behårede nødder. Det, jeg prøver at sige, er bare, at mænd, der tager squats, er homoseksuelle!

Nu er jeg heldigvis en mand med god kontakt til min feminine side, og havde det ikke været for min kæreste, kunne jeg nok godt have været homoseksuel. Mænd er fede at hænge ud med, og jeg kan godt li’ popmusik, så jeg vil ikke afvise, at jeg kunne være blevet det. Men det er jeg altså ikke p.t.!

Alligevel tænkte jeg et par dage senere, at nu skulle jeg lige prøve at lave et par squats. Min kæreste var ikke hjemme, og jeg skulle stå for maden - wok, havde jeg besluttet. Jeg vælger altid madretter efter, hvad der er svært at ødelægge, og wok er altså ret svært at fucke op. Så en masse kylling og grøntsager ned i en gryde, og så kunne jeg lige prøve et par squats eller 100, mens det stegte.

Jeg må indrømme, at følelsen af flovhed ramte mig, mens jeg stod der og prustede hen over wokken. Og jo strammere lår og baller jeg fik, desto mere flov blev jeg. Og midt i flovheden kom trætheden. Det er hårdt at squatte, og det næste, der skete, lyder som noget, jeg har fundet på - men det er det ikke: Da jeg nåede til squat nummer 70, ville mine ben ikke mere. Jeg fik overbalance, og min krop væltede bagover. Helt febrilsk og urutineret ud i squats viftede jeg vildt med armene og fik ved et uheld fat i wokgrydens håndtag og rev den af kogepladen og ned over mig, da jeg faldt. Og i samme sekund, som jeg udbrød et av, fordi wok er varmt, kom min kæreste ind ad døren og hastede mod køkkenet, hvor hun fandt mig på gulvet - svedende med wok ud over det hele.

“Det er min wokchallenge!”

Så nu squatter jeg aldrig igen.

Mandetanker

Mandeklummen er skrevet af Thomas Skov Gaardsvig, 27 år og journalist på DR. Han blev kendt som praktikanten i Det nye talkshow, og nu kan du se ham i Thomas Skovs sportsprogram

Hvad synes mændene?