Lækker (og snasket) chokodrøm med peanutbutter

Det er jo Snickers som muffin! Win

21. juli 2016 af Redaktionen

Varme og mørke chokoladekager – fyldt med cremet peanutbutter. Mums! Hæld dejen i formene et par timer i forvejen, sæt dem i køleskabet, og bag dem lige før servering.

Det skal du bruge

Til 2 personer. 

100 g mørk chokolade

20 g usaltet smør, blødt (+ ekstra til at smøre formene med)

50 g sukker

1 stort sammenpisket æg

1 knsp. salt

1⁄2 tsk. vaniljeekstrakt

20 g hvedemel

2 spsk. cremet peanutbutter

Kakaopulver

To muffinforme i metal eller små ovnfaste porcelænsskåle 

© Thomas Dahl

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader. Tegn cirkler på bagepapir rundt om bageformene, og klip dem ud. Smør formene, og pres cirklerne ned i dem.
  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Lad den køle af.
  • Pisk blødt smør med sukker. Pisk æg i lidt efter lidt. Pisk salt i, derefter vaniljeekstrakt, og vend til sidst mel i.
  • Vend chokoladen i, bland dejen grundigt – men rør ikke for hårdt.
  • Hæld dejen i en plasticpose, og klip hjørnet af. Fyld hver form cirka halvt op med chokoladedej. Sprøjt så en ring rundt i kanten af formen, så du får en fordybning til peanutbutteret i midten. Kom en spsk. peanutbutter i hver kage, og fyld op til kanten med dej. Sørg for, at peanutbutteret er ‘pakket ind’ hele vejen rundt.
  • Bag kagerne i ti minutter (12, hvis de har stået i køleskabet), og stil dem på fine tallerkener. Drys med kakao lige før servering. 

Opskriften er tidligere bragt i magasinet Woman. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?