Unicorn nudler
© Instagram @the_sunkissed_kitchen

Se, hvor nemt du laver de mest eventyrlige og smukke enhjørninge-nudler

Du skal kun bruge fire ingredienser, ti minutter og en lille smule magi

6. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Vi kan vist ikke skjule, at vi her på redaktionen er temmelig vilde med enhjørninger! Se eksempelvis disse smukke kager, som vi næææsten ikke kan nænne at sætte tænderne i – eller de her ret pæne dildoer, som er formet som enhjørninger. 

Nu er vi faldet over en opskrift, som går ud på at lave de smukkeste nudler, der bliver kaldt 'unicorn noodles'. Nudlerne bliver farvet med fortryllende farver, og de slår seriøst alle former for minutnudler, der nogensinde er blevet spist! 

Kun fire ingredienser (og lidt magi)

Det bedste ved enhjørninge-nudlerne er, at de er virkelig nemme at lave. Du skal kun bruge fire ingredienser (nudler, vand, rødkål og limesaft), og det tager kun ti minutter at lave dem. 

Først skal du koge vand med et stykke rødkål. Herefter skal du lægge dine nudler i det farvede, varme vand, og langsomt kan du se, at nudlerne skifter farve. Hvor farvede dine nudler bliver, afhænger af, hvor meget rødkål du bruger, og hvor længe nudlerne ligger i vandet. 

Når dine nudler er færdige, er de blå – og nu begynder magien for alvor! Du skal nemlig dryppe lidt limesaft over dem, og når det sker, forvandler nudlernes farve sig til pink.

Du kan se en kort video af tricket herunder, og her kan du se hele opskriften. 

Er du mere til ris? 

Tricket med rødkål og limesaft virker også på ris, så hvis du er mere til de små, hvide korn, kan du sagtens kaste dig ud i en risfarvning i stedet for. 

Og hey, prøv lige at se, hvor fine sushi-stykker du kan lave med enhjørninge-ris – det er jo nærmest kunst! 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?