© iStock

Pinligt: Er det her den pinligste tamponhistorie nogensinde?

Stakkels, stakkels læser...

11. november 2015 af Redaktionen

Alle har vist haft deres pinlige øjeblikke gennem tiden, men ikke mig. Jeg har faktisk aldrig haft den slags oplevelser i mit liv, hvor jeg nærmest ville ønske, jeg ikke eksisterende. Altså lige indtil for et par måneder siden...

Jeg skal fra København til Struer og besøge familien – en hel dags rejse i tog. Toget er proppet med mennesker, der fylder gangene op, og det er virkelig varmt. Men jeg prøver at tage mig en lille lur. Efter et stykke tid må jeg en tur ud og besøge toilettet. Normalt benytter jeg ikke toiletterne i togene, da de ofte er virkelig ulækre, men det er en lang tur, og jeg har min menstruation, så jeg er nødt til det.

Jeg får mig mast ud til toilettet for at skifte min tampon. Jeg lukker toilettets skydedør og trykker på låse-knappen. På toilettet undgår jeg at røre brættet – min mor har nemlig altid prædiket, at alle de bakterier, der er på et toiletbræt, kan man blive syg af!

Jeg trækker bukserne ned, mens jeg kæmper lidt med at holde balancen i det bumlende tog. Den nye tampon bliver pakket ud og gjort klar, og bedst som jeg skal til at sætte den op og er dybt koncentreret, bumler toget helt vildt. Jeg mister balancen og slår min albue ind i væggen, hvor låse-knappen sidder.

Læs også: Pinligt: Nøgen i svømmehallen 

Det lyder nærmest for uheldigt til at være sandt, men jo, døren glider op! Der står jeg så med bar røv og tampon og kigger febrilsk ud på de cirka ti passagerer, der har frit udsyn til mig og min bare bag.

Dame i bar røv

En dame, der står foran døren, reagerer forholdsvis hurtigt og får lukket døren i. Selv er jeg for lamslået til at bevæge mig. Jeg får låst døren, og først der går det op for mig, hvad det er, der lige er sket.

Jeg er næsten tudefærdig af ydmygelse og kan bare ikke få mig selv til at gå derud. Det gør det ikke bedre, at jeg kan høre en masse latter og nogle efterskoleelever, der råber til hinanden uden for døren:

“Hvad skete der?” lyder det fra flere af eleverne.

Og en af vennerne, der tilsyneladende har fået det hele med, er så venlig og diskret at råbe tilbage:

“Der stod fandeme en dame med bar røv!”

Der lyder igen latter – denne gang højere. Damen, der har lukket døren for mig, kan jeg høre sige:

“Vær du bare glad for, at det ikke var dig.”

Og så bliver der lidt ro.

Læs også: Pinligt: "Min dildo? Nej, det er... Øh..."

Efter 20 minutters tid bliver jeg enig med mig selv om, at jeg ikke kan sidde derude hele vejen til Struer. Jeg samler alt mit mod, retter på mit hår og åbner døren. Nu forstår jeg, hvordan aberne i Zoologisk Have må have det. Der bliver gloet helt vildt. De andre passagerer skal lige se, hvad der kommer

ud derfra, og hvem der har skabt alt det postyr. Den rare dame smiler sødt til mig og siger:

“Det var da også uheldigt. Jeg håber, du er okay.”

Taknemmelig over lidt forståelse nikker jeg venligt til hende og prøver at fremtvinge et smil, mens jeg får møvet mig gennem gangen og ind på min siddeplads. Heldigvis er der ingen af dem i min kupé, der har set, hvad der er foregået, så jeg prøver at lade som ingenting og virke helt rolig.

Jeg kan slet ikke beskrive med ord, hvor pinligt det er for mig. Hele vejen hjem føler jeg, at alles øjne er på mig, og at hele toget ved, hvad der er foregået. Den tur glemmer jeg virkelig aldrig.

Læs også: Pinligt: Læsernes største feriestunts

Da jeg får fortalt om turen til mine bedste veninder, der helt respektløse er flade af grin over historien, kan jeg også godt selv se det sjove i det. Og jeg har siden hen fået nogle gode grineflip af episoden. Når jeg fortæller den, starter jeg dog altid med: “Jeg har en veninde, der for et stykke tid siden skulle med toget for at besøge noget familie ...”

Bragt første gang i Woman nr. 100.

Hvad synes mændene?