Kvinde der tænker
© iStock

Derfor er det naturligt at være tiltrukket af andre, selvom du har en kæreste

Er det farligt, hvis du drømmer om ham fra jobbet? En sexolog giver dig svaret

25. marts 2017 af Victoria Carlsson

Der kan nemt gå lidt for meget hverdag og leverpostej i dit parforhold, og så sker det – du bliver tiltrukket af ham den søde nede fra fitnesscentret, og skyldfølelsen knuger i maven.

Vi kender alle sammen følelsen af at være draget af spænding og det forbudte, og en undersøgelse fra Indiana University viser, at det er helt normalt. 70 procent af de adspurgte kvinder i parforhold indrømmer nemlig, at de før har følt sig tiltrukket af en anden mand. Mange af kvinderne fortalte dog, at de ikke kunne finde på at handle ud fra disse følelser.

Men er det naturligt, skal du have skyldfølelse, og hvad betyder det for dit parforhold? Det har vi spurgt kognitiv sexolog og parterapeut Dianna Alexandersen om. 

Derfor sker det

I bund og grund er det naturligt at blive tiltrukket af andre mænd, fordi vi er udstyret til at formere os – det er her, vi bliver udfordret på vores instinkter. For tiden drøfter man meget, om mennesket er monogame eller polygame, og vi er nok mere polygame, end vi vil være ved,” fortæller Dianna Alexandersen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du og din partner absolut skal til at have et åbent forhold, men blot at det kan være svært at styre det seksuelle begær, som vores lyster er drevet af – og som er en helt naturlig del af det at være menneske.

Dianna Alexandersen tilføjer, at vi ofte bliver tiltrukket af andre, fordi vi mangler noget i vores nuværende forhold. Det kan være alt fra manglende opmærksomhed, til at I tager hinanden for givet, eller der blot er gået lidt for meget hverdag i den. 

“Og når ham charmetrolden pludselig tilføjer en masse spænding og fyrværkeri, som lige præcis udfylder dit tomrum, opstår begæret. Det betyder ikke, at du ikke elsker din kæreste, men som mennesker har vi nogle behov, der skal dækkes.” 

Skal du have skyldfølelse?

Men hvad med skyldfølelsen – skal du have den?

“Både ja og nej. Skyldfølelsen opstår, fordi det er en klar alarmklokke om, at der er noget galt i parforholdet. Vi ved jo også, at det i værste tilfælde kan føre svigt, løgn og sorg med sig.

Du skal have følelsen, hvis du kan mærke, du lader dig vikle ind i et følelsesmæssigt spind og er i gang med at svigte dit parforhold.

Du skal ikke have følelsen, hvis du kan bruge oplevelsen konstruktivt enten som krydderi eller til at kigge ind i dit parforhold”, fortæller Dianna Alexandersen.

Skyldfølelsen opstår også, fordi uvisheden plager dig – du og din kæreste har måske aldrig talt om, hvor jeres grænse går, og hvornår det er utroskab. Er det okay at tale lidt mere med din mandlige kollega, drikke en kop kaffe sammen, eller skal det være noget helt fysisk, før at du er ham utro? Det er vigtigt, at I sætter ord på det, lyder rådet fra Dianna Alexandersen.

Sundt for jeres forhold

Mænd kan være betaget af det andet køn af ren og skær fysiske grunde – altså helt uden følelser. Det kan kvinder ikke på helt samme måde, for de fleste kvinder har i langt højere grad hjertet med, mener Dianna Alexandersen, og det kan gøre tiltrækningen farlig.

Dog kan det også have visse fordele for jeres forhold, hvis du synes, at en anden mand er spændende. Det kan nemlig højne og udvikle parforholdet, hvis I bruger det ordentligt. Fortæl din kæreste, at han faktisk har en rival derude, og rivalen giver dig lyst til noget. Find ud af, hvad der mangler i jeres parforhold – og se, om du selv kan tilføre det, eller om din partner kan.

Ifølge Dianna Alexandersen er timing vigtig. Det kan åbne nogle nye døre og muligheder for jer, hvis du fortæller det, men hvis du holder det for dig selv, vil du gå rundt med de samme bekymringer, og du vil aldrig give din kæreste en reel chance for at forandre tingene. Men sig det, inden du bliver følelsesmæssigt involveret – for så er det nemlig ofte for sent. 

Det gode råd

Til sidst får du lige Dianna Alexandersens bedste råd til dig, som har et godt øje til en anden mand, selvom du elsker din kæreste. 

“Det gode råd er at standse op og mærke efter – hvad handler begæret om? Find ud af, hvad det er, du mangler, og hvordan du kan få det ind i dit parforhold. Mange bliver bare drevet af lysten og lader sig løbe afsted med følelser, fordi det er sjovt og fristende med spænding og opmærksomhed.”

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?