Kvinde er i tvivl
© iStock

Do's and don'ts, når det kommer til at dele dit sexliv med andre

Hvem kan du dele de mest intime detaljer med, og hvornår SKAL du tie stille?

27. april 2017 af Katrine Vendelbo

Do's

Betro dig til en loyal veninde

Hvad enten du har lyst til at prale med kærestens evner i sengen eller er frustreret over hans mangel på samme, kan det være godt at dele dine tanker med en veninde. Måske har hun selv brugbar erfaring, som hun kan dele ud af? Ellers kan det generelt bare hjælpe at få sat ord på dine tanker. 

  • Før du åbner op for de meget intime detaljer om dit sexliv, er det dog vigtigt, at du har fat i den rigtige veninde. Spørg dig selv, om det virkelig er hende, som du føler, at du kan stole fuldt ud på – for hvis du er det mindste i tvivl, bør du holde tankerne for dig selv. Dit sexliv skulle jo nødig ende med at blive det helt store (pinlige) samtaleemne i din omgangskreds.
  • Hvis du har behov for at snakke med veninderne om dit sexliv, er det også en god idé at spørge kæresten, om det er okay med ham. Forestil dig, hvis din kæreste delte intime detaljer om jeres sexliv uden at fortælle dig om det – hvordan ville du så reagere? 

Vær ærlig over for din partner

Hvis der er én, du uden tvivl skal dele dit sexliv med, så er det din partner. Det kan dog være svært – har du eksempelvis nogle hemmelige lyster, som du ikke helt ved, hvordan du skal fortælle din kæreste? En læser har allerede stillet spørgsmålet til mændene i Womans forum, og her kommer mændene med forskellige bud på, hvordan du bedst deler dine lyster med din partner.

  • Omvendt er der stor sandsynlighed for, at I er utilfredse i jeres forhold, hvis I ikke snakker med hinanden om både gode og dårlige ting. Så tal nu for pokker sammen! Hvis emnet er særligt sensitivt, kan du med fordel øve dig i, hvordan du bedst får det sagt, så du undgår en fornærmet kæreste.

Snak med en terapeut

Har du og kæresten forsøgt at løse jeres problemer i sengen sammen uden held? Måske skal I overveje, om I sammen skal opsøge en parterapeut. Han eller hun kan med sin ekspertise i sex give jer gode råd til, hvordan I optimerer jeres sexliv.

  • Her er det selvfølgelig vigtigt, at I finder én, som I begge føler jer trygge ved at dele intime detaljer om jeres sexliv med. Husk på, det er ingen skam at bede om hjælp – hellere dét end at ende med at sige farvel til forholdet og hinanden. 

Don'ts

Del ikke noget online

Der er mange situationer, hvor du gør klogest i at holde dig laaangt væk fra de sociale medier. Hvis du enten er fuld, eller du har følelserne uden på tøjet, kan du hurtigt komme til at dele indhold på Facebook eller Instagram, som du fortryder inderligt dagen derpå. Det er særligt de intime dele af dig selv og dit liv, du skal passe på med at dele med offentligheden. 

  • De fleste af os ved sikkert godt, at det kan være farligt at dele intime billeder af os selv på de sociale medier – og på samme måde kan det være risikabelt at dele intime detaljer om dit sexliv. Hvis det er noget, som kæresten ikke er blevet advaret om eller spurgt om tilladelse til, risikerer du at miste hans tillid. Og uden tillid i jeres forhold får I rigtig svært ved at fortsætte som kærester

Del ikke noget på jobbet

Der er helt sikkert mange situationer, som du skal undgå at bringe dig selv i på jobbet. Her snakker vi alt fra sex med en kollega til at afsløre intime detaljer om dig selv. Når I hyggesnakker på jobbet, kan du hurtigt glemme, at de er dine kollegaer (som du er tvunget til at se hver dag). 

  • Måske I ender ud i en lidt mere sjofel snak, hvor du pludselig lader (uskyldige) kommentarer om dit sexliv slippe ud? Pas på med det, for dine ord kan meget hurtigt blive misforstået eller overhørt af folk, som bliver stødt af dine ord. I værste tilfælde kan du ende med at sidde på dit chefs kontor til en meget akavet samtale... 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?