Hvor meget skal vi egentlig finde os i på en date?

Det var sommer. Jeg havde en fin kjole på, gjort mig umage med håret og havde faktisk glædet mig til den meget spontane Tinderdate, jeg skulle på efter arbejde. Han havde fanget mig på en tilfældig søndag, og efter to korte beskeder havde vi aftalt at mødes i Frederiksberg Have. Jeg vidste vitterligt intet om manden. Men han så sød ud og tog initiativ. Helt dårligt kunne det vel ikke gå. Jeg tog fejl. Seriøst fejl.

Dårlig start, dårlig midte og dårlig slutning

Så nemt kan den date opsummeres. At manden (til min umiddelbare irritation) kom for sent til daten skulle faktisk vise sig at være en fordel, for det betød, at jeg havde mindre tid sammen med ham. Normalt er jeg ikke en type, der har svært ved at holde en samtale kørende. Faktisk har jeg nærmere svært ved kun at have én samtale kørende. Min pointe er, at jeg er god til mennesker. Men jeg arbejder ikke alene. Det kræver selvfølgelig også, at den anden er til stede. Det var ikke tilfældet her.

Spild af min tid

Allerede fra starten syntes jeg, han var mærkelig. Han dukkede op og lignede en, der lige havde sovet. Bevares, det skal han have lov til. Men noget var off.

Vi gik lidt rundt i parken, og det var, som om han ikke forstod, hvad jeg sagde, og ikke rigtigt kunne fokusere. Han spurgte mig om de samme ting og kunne ikke huske, hvad han selv havde sagt. En ting var han dog helt klar omkring: Han gad ikke sidde i solen! Vi havde ellers aftalt at sidde på et tæppe og nyde en øl i solen, men nu gad han åbenbart ikke, og jeg gad egentlig heller ikke dele mit tæppe med ham, så jeg løj og sagde, at jeg havde glemt det derhjemme. At det helt åbenlyst stak ud af det net, jeg gik rundt med, ænsede manden ikke.

Jeg havde næsten givet op, men vi satte os alligevel på en bænk i skyggen. Måske trængte han bare til at sidde ned og slappe af, måske var han nervøs. Men så begyndte han at snakke om sin drøm om at have en båd, men ikke sådan en normal, kedelig, lyseblå en, der hedder Miranda. Nej, han ville have en masse dyr på båden (okay, Noah), hvorefter han sluttede af med at sige, at det var fedt, at jeg havde taget et kostume på med lysende sole. Min kjole var hvid med sorte prikker! Han var dog lidt skuffet over, at jeg ikke var tandlæge, for han havde lidt problemer med tænderne, men ikke nogle penge.

Farvel og tak

Jeg fik endelig nok, og det mærkede han vist (wauw, alligvel). Han forklarede, at hvis han var lidt underlig, så var det bare, fordi han lige havde røget en stor joint, inden han gik hjemmefra. Manden var altså rygende skæv! Jeg gad ikke mere. Jeg tog min telefon op (og skruede op for lyden). Skrev til min veninde, at hun skulle ringe mig op tre gange med det samme. Hun ringede, ringede og ringede – højt. Jeg ignorerede den selvfølgelig, for man tager ikke sin telefon, når man er på date (man ryger sig bare skæv). Efter den tredje gang løj jeg – igen åbenlyst – og sagde, at jeg virkelig var nødt til at tage den her, for det var noget med en nøgle, der var stjålet og en syg kollega. Jeg blev nødt til at gå. Jeg rejste mig hurtigt, og han sjoskede efter og snakkede om samuraisvær og kængurustylter. Jeg nærmest småløb over til min cykel.

Not cool!

Jeg cyklede direkte ned til min veninde. Jeg havde behov for at dele situationen – og grine ad den. For det kunne jeg heldigvis sagtens, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere provokeret blev jeg. Hvad regnede han egentlig med? Jeg havde da andet at bruge min tid på! Og hvad hvis det havde været min første date? Ville jeg så nogensinde have haft lyst til så meget som at åbne Tinder igen? Det tror jeg faktisk ikke.

Jeg følte mig til grin. Mit udgangspunkt var seriøst. Jeg havde prioriteret ham i min kalender – i mit liv. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne have endt i sjov og ballade, men i mine øjne svarede det her til, at jeg havde dukket op og været pissefuld. Og det kunne jeg da aldrig finde på. For vi er vel allesammen enige om, at når man mødes – to fremmede mennesker på en date i en park, så er det, fordi man er nysgerrig efter at se, om det kan blive til noget? Om kemien er der? Man skylder vel hinanden som minimum at forsøge. Hvorfor ellers overhovedet gøre det?

Og daten efterlod mig da også med spørgsmålet: Hvor lidt respekt kan man egentlig tillade sig at have for andres mennesker og deres tid? Et spørgsmål, som jeg stadig fortryder, at jeg ikke stillede ham – inden jeg slettede ham.

 

Mariannes mumlerier

Marianne er 32 år og Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?