© iStock

Knibeøvelser: Få et stærkt og stramt underliv med knibeøvelser

Med knibeøvelser får du stærke muskler i dit underliv, og dét kan gøre underværker for dit sexliv

20. april 2017 af Redaktionen

Når din bækkenbund er i topform, er dine muskler i underlivet stærke, og det kan gøre hjemmegymnastikken med din partner endnu bedre. For veltrænede og stærke muskler gør, at du kan stramme op omkring din partner, når han er inde i dig, så sex bliver mere intens for jer begge to. Samtidig kommer der mere blod til området, som gør, at dine orgasmer bliver kraftigere, fordi blodgennemstrømningen bliver bedre, og musklerne trækker sig voldsommere sammen.

Der er altså gode grunde til at træne musklerne i din bækkenbund, og det gør du med knibeøvelser, som udover et bedre sexliv også medfører mindre risiko for inkontinens og bedre støtte af dit underlivs organer.

 

Find musklerne 

Når du laver en knibeøvelse, skal det føles, som om du forsøger at lukke endetarmen (og dermed også skeden og urinrøret) sammen. Du skal altså kun spænde op i underlivet og lade resten af kroppen være slap. Inden du går i gang med træningen, er det en god idé at finde ud af, hvornår du kniber sammen i bækkenbunden, så du ved, at du gør det rigtigt.

Det kan du for eksempel gøre ved...

  • At knibe sammen om strålen, når du tisser. Det er dog ikke noget, du skal gøre for tit, for det kan gøre, at du ikke tømmer blæren ordentligt og dermed får blærebetændelse.

  • At føre to fingre op i skeden, når du ligger på ryggen. Når du kniber sammen, kan du mærke, at det strammer til omkring fingrene, og de bliver løftet lidt indad. Når du slapper af igen, er det hele blødt igen.

 

Træningsprogram til knibeøvelser:

  • Lav 8-12 knib, hvor du prøver at holde hvert knib i op til seks til otte sekunder ad gangen. I starten vil det være svært at holde et knib så længe, hvis du ikke er vant til det, men gradvist vil det blive lettere.

  • Lav knibeøvelserne tre gange om dagen.

Når du laver knibeøvelserne rigtigt, er det ikke til at se på dig, at du træner, fordi det bare er en lille bevægelse i dit underliv og ingen andre steder. Derfor kan du med fordel lave knibeøvelserne, når du sidder foran computeren, laver mad eller ser tv. Du kan nemlig både træne, når du sidder, står eller ligger. Du skal bare ikke gøre det, når du er i bevægelse. Når dine muskler i bækkenbunden føles stærke, kan du lave færre knibeøvelser om dagen.

 

Kilder: sundhed.dk, birthebonde.dk, katrineberling.dk

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?