Mand og kvinde i seng
© iStock

“Selvom jeg hæftede mig ved, at han stadig havde sin vielsesring på, var jeg ligeglad”

Maiken kunne ikke modstå sin kollega – selvom han havde både kone og børn

31. august 2017 af Redaktionen

Womans læser Maiken lod begæret overtage, og hun havde sex med en forbudt mand. Hun var selv i et fast forhold, men var pludselig parat til at kaste det hele over bord. Her er hendes historie. 

Mark trådte ind ad døren 

Jeg var lige blevet ansat på en ny arbejdsplads, da Mark en dag trådte ind ad døren og slog benene helt væk under mig. Jeg var i slutningen af tyverne og boede sammen med en kæreste, som jeg havde været sammen med i årevis, og vi var begyndt at tale om børn. Men da jeg så Mark, kunne jeg mærke en fysisk tiltrækning, som jeg følte, at andre næsten måtte kunne se på mig. 

En dag skulle vi ud på en opgave for firmaet, og der havde jeg lejlighed til at tale lidt mere indgående med ham. Han fortalte, at han var gift og havde to små børn. Jeg ville ikke vise, at jeg var skuffet over at høre, at han var afsat, så jeg pludrede glad videre om mit eget liv med kæreste og børneplaner. Han smilede meget til mig, og inden arbejdsdagen var ovre, fik jeg en venneanmodning fra ham på Facebook. 

Flirt til fest

To måneder efter blev der arrangeret en fest på arbejdet, og jeg tog mig selv i at tænke på Mark op til. Jeg havde tre forskellige outfits, som jeg ikke kunne vælge mellem, og min kæreste grinede ad mig, mens jeg rendte rundt derhjemme med curlere i håret og våd neglelak på tæerne.

Da jeg ankom til festen, var det med bankende hjerte og en puls, som havde jeg løbet derhen. Mark stod i kantinen med nogle af vores kollegaer, og jeg lod først, som om jeg ikke så ham. Jeg ville være sikker på, at vores flirt ikke bare var noget, jeg havde bildt mig selv ind. Men der gik ikke længe, før han kom over, og vi talte sammen det meste af aftenen. Sent på natten, da mange var gået hjem, gik jeg ud i køkkenet for at drikke et glas vand. Kort efter mærkede jeg, at han stod bag mig. 

Vielsesringen forblev på

“Vil du med ud at have lidt frisk luft?” spurgte han. Jeg nikkede. Vi satte os på trappetrinet ud til fortovet, og jeg følte mig pludselig meget ædru. Jeg kom i tanker om, at min kæreste var taget hjem til sine forældre resten af weekenden.

“Vil du med hjem til mig?” røg det ud af mig. Mark hentede vores jakker, og vi tog en taxa uden at sige farvel til de andre. Da jeg låste mig ind i lejligheden, tænkte jeg ikke et sekund over, om det var i orden at være sammen med en gift mand. Jeg håbede kun, at min kæreste ikke var der. Jeg vendte mig om og kyssede Mark, og han trak min kjole op over mit hoved. Vi gik direkte ind i soveværelset, og selvom jeg hæftede mig ved, at han stadig havde sin vielsesring på, var jeg ligeglad. Det var hans eget ansvar, at han faktisk tilhørte en anden, og hvad mit eget forhold angik, var jeg pludselig klar til at smide alt over bord. 

Konen ringede

Han kyssede mig over hele kroppen, og bagefter havde vi fantastisk sex. Selvom vi ikke kendte hinanden, var jeg så opslugt af ham og situationen, at jeg glemte alt om at trække maven ind eller forsøge at regne ud, hvad han bedst kunne lide. Det blev efterhånden lyst udenfor, og vi var lige faldet i søvn, da hans mobil ringede fra bukselommen på gulvet. Han sprang op og fiskede telefonen frem. Jeg nåede at se hans kones navn og et billede af hende og børnene på displayet. Han tog opkaldet uden at vende sig mod mig.

“Hej skat. Hvad? Nej, jeg er bare faldet i søvn. Jeg blev her for at hjælpe med at rydde op, men jeg er på vej hjem nu.” Så lagde han på og kiggede på mig. Jeg følte mig akavet over at ligge nøgen ved siden af, mens han talte med sin kone, men han virkede upåvirket. Han kyssede mig, og vi havde sex igen, inden han tog sit tøj på. 

Familietid på Facebook

Op ad dagen vågnede jeg til en sms: ‘Hej allerdejligste kvinde. Tak for den bedste nat. Jeg tænker på dig. M.’ 

Jeg smilede for mig selv. Så åbnede jeg Facebook og fik pludselig kvalme, da jeg så et billede af ham siddende i en sofa med sine to børn og en billedtekst a la:

‘Familietid. Mor har bagt boller, og far har tømmermænd. Elsker min trætte mand.’ Det var hans kone, der havde lagt det op og tagget ham. Jeg kunne ikke regne ud, om det var et udtryk for, at hun anede uråd, eller om det bare var et uheldigt sammentræf.

Da han skrev igen om søndagen, svarede jeg helt kort: ‘Tak for sidst, men husk, du
er gift.’ Kort efter fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste kollega, han havde været sammen med. Der gik et halvt år, så blev han og konen skilt. Selvfølgelig var det ikke i orden at være sammen med en gift mand. Men som min venindes mor sagde, da jeg betroede mig til hende:

“Man kigger ikke ud ad vinduet, hvis man har det godt derinde, hvor man er.” 

Jeg er nu alligevel færdig med gifte mænd. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Maria Denise Christoffersen. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?