Sextabuer
© iStock

6 af de mest almindelige sextabuer blandt os kvinder – og deres løsning

Ikke fan af at spørge veninderne til råds om lugt og manglende orgasme? Spørg artiklen her!

14. november 2016 af Redaktionen

Maj Wismann er sexolog og parterapeut. Her giver hun os løsningen på seks af de mest almindelige sextabuer blandt os kvinder.

1. Jeg lugter forneden

Hvorfor? 

Hvis underetagen lugter lidt funky, kan det skyldes to ting: Enten har du en bakteriel infektion, eller også har du svamp. Bakterierne viser sig som tyndt udflåd, der lugter lidt af fisk, mens svampen er tykt, hvidt og ofte skummende udflåd, og som regel klør det også forneden

Hvad kan jeg gøre? 

For det første: Du må aldrig vaske dig indvendigt i skeden! Og det er lige meget, om det kun er med vand, for det har også en pH-værdi, som kan skabe ubalance. Vask dit underliv udvendigt og kun med vand eller intimsæbe. Samtidig kan vaginalkapsler som Vivag genoprette den naturlige bakterieflora i dit underliv. 

2. Jeg skal tisse under sex

Hvorfor?

Har du lige taget colaflasken fra munden, inden du hopper i kanen? Så er det ikke så underligt og skyldes bare, at du rent faktisk skal tisse. Kommer tissetrangen derimod kun snigende, når sexen er allermest fantastisk, og du er tæt på at komme? Så skyldes det, at dit g-punkt bliver stimuleret, og svulmelegemerne omkring urinrøret hæver. De trykker på urinrøret, og du føler det, som om du skal tisse, men for det meste er det hjernens påfund.

Hvad kan jeg gøre?  

For det første kan du tisse af lige inden, du går i seng, og derudover droppe aftenkaffen eller teen. Ellers er der ikke andet at gøre end at holde pause med sexen, forsøge at tisse og så fortsætte projektet. Du vil formentlig opleve, at det er svært at tisse, og det betyder, at det var falsk alarm. 

3. Min skede prutter

Hvorfor? 

Skedeprutter er helt naturlige! Og alle kvinder med et aktivt sexliv har været ude for, at skeden kommer med en lille fanfare lige midt i akten. Det skyldes såmænd bare, at der kommer luft ind i skeden, når du har sex og når luft kommer ind, skal det jo også ud igen. Logisk.

Hvad kan jeg gøre? 

Sorry girl, du må leve med prutterne, for der er ikke meget at gøre ved det. Hvis du alligevel synes, det er for pinligt, må du undgå de stillinger, som giver mest luft i skeden, og det er ofte doggystyle. Du kunne også vælge en sjovere løsning og sætte din partner ind i, hvor lyden kommer fra, så han ikke mistænker dig for at slå en fis. Lur os, om han ikke allerede kender til skedeprutter, hvis han har et aktivt sexliv.

4. Jeg har ikke lyst

Hvorfor?

Hvis din sexlyst er helt i bund, skal du først spørge dig selv, om du har mistet lysten til sex generelt, eller om du har mistet lysten til sex med din kæreste. Hvis det er tanken om sex med ham, der ikke længere gør dig våd i trussen, er der sikkert knas i forholdet.

Hvad kan jeg gøre? 

Hvis lystmanglen er generel, skal du tage det roligt. Sexlyst kommer og går gennem hele livet – selv vejret har betydning for din sexlyst – og det er okay. For at komme videre skal du finde ud af, om du har lyst til at få lyst. Der behøver ikke være noget galt med parforholdet, for at du mister lysten, men du bliver nødt til selv at trykke på de rigtige knapper for at komme videre. Hvis det betyder, at du skal begynde at onanere mere eller se porno, må du gøre det.

Hvis du har mistet lysten til din kæreste, kan en parterapeut eller en sexolog hjælpe. Et besøg eller to kan hjælpe jer til at finde ud af, hvorfor lysten mangler. Samtidig er det vigtigt at huske, at lysten daler i takt med, at nyforelskelsen falder, og sommetider skal sex både planlægges og opprioriteres. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til et spontant knald, men hvis sexen skal fungere optimalt, fortjener den fuld opmærksomhed. 

5. Jeg kommer ikke

Hvorfor? 

Alle kvinder kan få en orgasme, hvis de bruger den rigtige teknik. Men en orgasme under sex kræver, at du først kan få en på egen hånd – og det kræver øvelse. Og så kan overdreven brug af vibratorer gøre klitoris mindre følsom, fordi nervecellerne bliver sløve. 

Hvad kan jeg gøre? 

Det kan kræve træning at få en orgasme, hvis du har svært ved det. Hvis du bruger en vibrator så ofte, at du ikke kan komme uden den, bliver du nødt til at tage en kold tyrker for at overvinde orgasme-krisen. Læg din lille hjælper på hylden i en måned, og brug udelukkende dine egne fingre. Kan du komme alene, men ikke under sex, bliver du nødt til at give ham et intensivt orgasmekursus, så han lærer, hvordan han skal gøre med fingre og tunge. Tag et håndspejl med i kanen, så I sammen kan se, hvordan dine fingre arbejder, når du giver dig selv en orgasme. Kommer du aldrig, hverken med vibrator eller fingrene, er det til gengæld en god idé at investere i en meget kraftig vibrator.

Så får du fornemmelsen af, hvordan de kraftige vibrationer føles, og finder ud af, hvordan kroppen reagerer. Det kræver træning og kan snildt tage en time fra start til slut, men det er en god måde at lære dit underliv at kende på. 

6. Jeg er tændt, men knastør

Hvorfor? 

Hvis du ofte oplever, at kusinen er tør som Sahara, kan det skyldes, at der er rod i din hormonbalance – som hvis du havde ramt overgangsalderen. Og nej, så gammel er du ikke, men det er også normalt, at lysten falder lidt undervejs i akten. En anden årsag kan være, at du ganske enkelt ikke længere tænder på din sexpartner.

Hvad kan jeg gøre? 

Hvis tørheden er en engangsforestilling eller i hvert fald ikke sker, hver gang du har sex, kan du fikse det med en god glidecreme. Brug den silikonebaserede slags til almindelige hyggeknald, og vælg en vandbaseret til hanky panky med sexlegetøjet. Hvis du gentagne gange oplever tørke i understellet, skal du gå til læge. Men inden da: Spørg dig selv, om dit forhold i virkeligheden trænger til en alvorlig snak og en vitaminpille, så lysten kommer tilbage. 

Husk, at du også kan få svar på dine egne spørgmål om sex, parforhold og meget mere i Sexbrevkassen. Send dit spørgsmål til [email protected]

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet er skrevet af Pernille Krogh.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?