Kvinde er usikker på sig selv i sengen
© iStock

6 simple tips til at få mere selvtillid i sengen

En sexolog fortæller også, hvilke sexstillinger der gør dig mindst usikker

15. juni 2017 af Katrine Vendelbo

Du har fundet en mand, som du er helt vild med, men tanken om sex med ham kan slå dig helt ud af kurs. For du føler dig egentlig ret usikker på dig selv i sengen. 

Du vil rigtig gerne lære, hvordan du skal tackle din usikkerhed og vende den til selvtillid – men hvordan skal du gribe det an?

Certificeret sexolog og parterapeut Maria Stobbe giver dig her en forklaring på, hvorfor du bliver usikker på dig selv, og hvordan du kan få mere selvtillid i sengen.

Hvorfor bliver jeg usikker på mig selv under sex?

Blufærdighed

“Der er i dag en meget blufærdig kultur omkring vores kroppe. Det kommer også til udtryk i omklædningsrummet, hvor piger og kvinder ikke er tilpas med at vise deres nøgne krop.”

Utilfredshed med dit udseende

“Generelt udtrykker størstedelen af alle kvinder, at der er noget, de gerne vil ændre ved deres krop. Dette gør sig specielt gældende for kvinder, hvor kroppen har ændret sig gennem årene.”

Smerter under samleje

“Der er overraskende mange kvinder, som har ubehag ved penetration. Enten på grund af tørhed i skeden eller for lidt forspil. Hvis du har oplevet, at sex har gjort ondt, vil du per automatik spænde op i underlivet, og det forhindrer dig i at blive våd. På den måde får du svært ved at nyde sex og give dig hen under samlejet. Sexlysten forsvinder langsomt, og det påvirker parforholdet negativt. Det er en grim cyklus at komme ind i, og det kræver ofte en god samtale mellem parret at komme det til livs. Her kan en sexolog være gavnlig.”

Længe siden sidst

“Usikkerhed er meget normalt, også selvom du har seksuel erfaring. Du kan også godt blive usikker, hvis det er lang tid siden, du har haft sex. Ligesom med alt andet er du ofte mere sikker, hvis du har rutinen – faktisk lidt ligesom at køre bil.”

Præstationsangst

Måske føler du, at du skal præstere noget ekstraordinært under samlejet. Det kan skyldes, at vi lever i en præstationskultur, hvor det handler om, at alt skal være perfekt og ekstremt. Det kan også skyldes et forvrænget billedet af at have sex – blandt andet på grund af sammenligningen mellem det at have sex og porno.”

Uudtalte forventninger til hinanden og sig selv

“Du har sikkert nogle forventninger til, hvordan samlejet skal foregå, hvem der skal gøre hvad og hvordan. Hvis du ikke får sat ord på disse forventninger, kan det ofte skabe usikkerhed og skuffelse. I den forbindelse får du heller ikke fortalt din partner, hvad du godt kan lide under sex. Hvordan han skal røre, hvor blidt/hårdt, hvor henne og i hvor lang tid. Ved at være åben om, hvad du godt kan lide, kan din partner også bedre tilfredsstille dig – og så får du automatisk mere selvtillid under sex.”

Hvad kan jeg gøre for at blive mere selvsikker i sengen?

1. Lær din krop at kende

“For det første kan du starte med at lære din egen krop at kende – og øve dig i at elske den for, hvordan den ser ud, og for alt det dejlige den kan give dig.”

2. Ros din krop

“Det er en god idé at kigge på dig selv i spejlet og give dig selv anerkendelse ved at sige værdsættende ord om din krop og takke den for alt, den har givet dig. Du skal altså lære at sætte pris på at se på dig selv, inden du kan nyde at lade andre beundre din krop.”

3. Forkæl din krop

“Du kan forkæle dig selv ved at massere din krop med olie – også dine kønsdele – og derefter tage et varmt bad. Her er det vigtigt at mærke efter ved hver berøring og prøve, om du kan nyde, at du rører ved dig selv.”

4. Udforsk dig selv

“Find ud af, hvad du synes, der er dejligt. Det kan du gøre ved at udforske din egen seksualitet med selvstimulering, med dine hænder eller hjælpemidler. Brug eventuelt lidt glidecreme, hvis du har behov for det.” 

5. Vær ærlig over for din partner

“Det næste skridt kan godt være lidt svært. Det handler om at fortælle din sexpartner, hvad du godt kan lide, og hvad du ikke bryder dig om. Det er her en god idé at anerkende din partner, når I har samleje og fortælle ham, når han gør det, du synes, er dejligt – så du kan få mere af det. Hvis det er svært, kan du lave en ‘ønskeliste’ over ting, du synes, er dejlige.”

6. Tving ikke dig selv til noget

“Du må ikke tvinge dig selv til noget, du inderst inde ikke kan lide, eller noget, du synes, der gør ondt. Det kan give nogle negative eftervirkninger, eksempelvis spændinger i underlivet, større usikkerhed og angst, og det resulterer i nedsat sexlyst.”

De bedste sexstillinger til dig, der er usikker

“De bedste stillinger, hvis du er usikker på grund af frygt for smerte, er dem, hvor du har mulighed for at styre hastigheden. Det kan eksempelvis være stillinger, hvor du sidder øverst.

Hvis din usikkerhed skyldes blufærdighed, kan du starte ud med stillinger, hvor du ikke føler dig blottet. Det kan være stillinger, hvor jeres hoveder er ud for hinanden. Eksempelvis missionærstillingen, som er yderst undervurderet. Her har du mulighed for at tilpasse stillingen, så penis rammer der, hvor det føles dejligst.

Hvis du har brug for omsorg og blive holdt om, kan en sexstilling, hvor I ligger i ske også være god. Der undgår du også at føle dig udstillet.

Du skal generelt undgå stillinger, der giver dig ubehag. Det er meget individuelt fra person til person, hvad usikkerheden bunder i. Men hvis usikkerheden er hæmmende for dit sexliv, vil jeg helt klart anbefale, at du går til en sexolog eller psykolog. Nogle gange kan der ligge noget andet til grund for usikkerheden, end du selv er klar over.” 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?