Mand og kvinde ligger i sengen
© iStock

Break-up sex: Hvorfor har vi brug for det sidste knald?

En sexolog gør os meget klogere

5. februar 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Har du undret dig over, hvorfor der kan være et behov for et sidste knald? Når det er slut, så er det vel slut? Eller hvad? Sådan fungerer det ikke for alle, og vi har spurgt sexolog Katrine Berling, hvad break-up sex egentlig er – og hvorfor vi kan have et behov for det.  

Sex for en sidste gang

Break-up sex er, når vi har valgt at gå fra hinanden og herefter vælger at gå i seng med hinanden en sidste gang, inden vi skilles. 

Selvom vi er enige om, at vi skal gå fra hinanden, kan der være smerte forbundet med det, og ofte holder vi stadig meget af den person, som vi skal gå fra. Et break-up er ikke altid sort-hvidt. Det kan være en erkendelse af, at vi ikke er gode som kærester, men at vi holder meget af hinanden. Derfor kan det også være et ønske om lige at mærke den anden en sidste gang.

Du kan også komme i den situation, at det er så god sex, at I overvejer at blive sammen alligevel... 

Ned med paraderne

Grunden til, at break-up sex ofte er så godt, kan være, fordi det nu er sidste chance for at nyde hinanden seksuelt. Så nedlægger vi alle de parader, vi har opbygget gennem vores forhold.

“Pludselig er der ikke noget på spil mere, for vi skal jo gå fra hinanden, så du kan gøre, lige hvad du vil – uden frygt for tab af kærlighed, kritik eller noget andet. Du kan tænke på dig selv og være til stede og nyde øjeblikket fuldt ud helt uden bekymringer,” fortæller Katrine Berling.

... Meeen, er det nu smart?

Det kommer lidt an på, hvilken situation, du er i, om det er en god idé at tage en sidste omgang på lagnerne eller ej. Det gælder om at mærke efter, og se, hvad der føles godt for dig.

For nogen vil det være en måde at fejre forholdet på. Vi går fra hinanden med et festfyrværkeri og ønsker hinanden held og lykke med fremtiden. Dette vil ofte være, hvis begge parter er enige om bruddet.

Smertefuld sex

Det kan også være dybt smertefuldt at vide, at det er sidste gang, at din (eks)kæreste kysser dig, rører ved dig og elsker med dig. Dette vil især være for den af jer, der måske stadig har følelser. Her er det en god idé at overveje, om det er en god idé eller ej. “Der kan dog være noget meget smukt i at elske, mens du mærker smerten, især hvis du kan give udtryk for den undervejs,” siger Katrine Berling.

Medlidenhedsknaldet

Hvis du har mistet alle følelserne for din partner og alligevel vælger at gå i seng med ham for en sidste gang, går du på kompromis med dig selv. Du gør det måske på grund af dårlig samvittighed eller medlidenhed for den anden.  “Jeg vil altid fraråde et medlidenhedsknald. Det er ikke værdigt for nogen af parterne,” slutter Katrine Berling af med at fortælle.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?