© Mette Dreyer

Det betyder dine forbudte sexfantasier

Ikke alle frække drømme skal leves ud i virkeligheden - men du kan sagtens bruge dem til noget

21. november 2014 af Woman

Det betyder dine forbudte sexfantasier

Du ligger derhjemme og hygger dig med dig selv, og den indre hjemmebiograf kører for fuld skrue. I fantasien fremtryller du frække billeder af lækre mænd. Men hov, hvad var nu det? Pludselig udvikler fantasien sig i en meget mere voldsom retning. Det tænder dig, men du kan ikke lade være med at blive en smule flov over dig selv bagefter. Hvorfor fantaserer du om den slags?

“Fantasierne giver dig et frirum. De får din krop til at slappe af og komme i stemning, så det bliver meget lettere for dig at få orgasme,” fortæller sexolog Joan Ørting. Men der er langt fra fantasi til virkelighed, og bare fordi du tænder på noget underligt i fantasien, behøver det ikke at betyde, at du har lyst til at udleve det in real life. “Jo mere dirty fantasierne er, jo bedre virker de - de skal helst gå lidt over grænsen.”

Se med, når vi fortæller dig, hvad dine sexfantasier betyder, og hvordan du kan bruge dem.

Eksperten: Joan Ørting, Sexolog

Fantasi 1: Domina

© Scanpix/Iris

Du bestemmer alt i sengen — bare for en nat. Hvor det skal foregå, hvad I skal lave, og hvor længe det skal vare. Og hvis han ikke gør, som du siger, er det værst for ham selv, for så får han smæk...

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

Du er ikke vant til at bestemme ret meget. Du har sikkert et pænt job, som du passer til punkt og prikke, men det er aldrig dig, der træffer beslutninger. Det er også altid dine venner, der bestemmer, hvilken film I skal se, og hvor I skal spise bagefter. Og du har i hvert fald aldrig nogensinde sagt til en mand, at du har lyst til at bolle. I fantasien får du lov til at udleve de sider af dig selv, som ellers aldrig ser dagens lys, og tanken om at tage magten, ride og pine ham virker fantastisk.

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL?

Hvis du er single: Øv dig i at tage initiativet: Prøv at fange en mands blik, og smil uden at vente på, at han smiler til dig først. Det giver dig selvtillid, når du mærker, at du godt kan selv.

Hvis du har en kæreste: Første skridt er bare at stoppe din kæreste og snuppe et knus. Sæt dig overskrævs på hans skød ganske uopfordret - sid der et par sekunder, og gå igen. Langsomt vil du opdage, at du godt kan selv. Det skal være slut med altid at sætte dig selv i venteposition i forhold til mænd.

Fantasi 2: En helt ung fyr

© Scanpix/Iris

Som en anden desperate housewife forfører du naboens unge, uerfarne teenagesøn og oplærer ham i elskovens kunst. Det tænder dig at se, hvor ophidset du kan gøre ham, og hvor imponeret han er over din kunnen.

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

Du er en stærk, forførende kvinde, der har stor appetit på sex og nedlægger mænd på stribe. Frihed betyder uendeligt meget for dig - ingen skal komme og lægge bånd på dig og gøre dig til noget andet end det, du er. I fantasien behøver du ikke passe ind i en mands måde at have sex på, her er det dig, der sætter dagsordenen. Den unge mand er en ren hormonbombe af lyst. Han har ingen sure forpligtigelser til at tage hans tanker andre steder hen, så du er hans førsteprioritet, og det gør ikke noget, hvis han pjækker fra skole for at bolle hele formiddagen.

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL? 

Hvis du er single: Gå efter en frihedselskende mand, der ikke er optaget af karrieren - en, der har tid nok til at ligge og kysse hele formiddagen, og en, der er legebarn nok til at bolle i det fri en gang imellem.

Hvis du har en kæreste: Der skal noget mere leg ind i jeres forhold! Tag et spil strippoker, gå ud at bowle, book en spontan weekend til Prag - prøv noget nyt, og se, hvad der sker! I kan også lave kæresteaftener, hvor I skiftes til at bestemme aftenens forløb. Når det er din tur, har du magten: Du bestemmer, hvad I skal have at drikke og spise, hvor det skal foregå, og hvordan I skal have sex. Du vil nyde at være den, der siger til, når der skal skiftes stilling.

Fantasi 3: En fremmed mand

© Scanpix/Iris

Du går tur i skoven, da du helt tilfældigt ser en skovhugger i bar overkrop. Han holder op med at arbejde og kigger intenst på dig. I samme øjeblik ved I det begge: I MÅ bare have hinanden!

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

I det virkelige liv er du tjekliste-typen: Du er kun sammen med mænd med den rigtige krop, højde, bankkonto og postnummer. Du er altid i kontrol, men i fantasien giver du slip. Du er reduceret til ren krop, og manden er bare et brunstigt handyr, der tager dig, som du aldrig er blevet taget før. Du er nødt til at overgive dig, og derfor føler du intet ansvar. Skøøønt!

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL?

Hvis du er single: Du har brug for et godt, gammeldags one-night-stand. Gå i byen en aften med det eneste formål. Glem tjeklisten - den er ligegyldig, for du skal jo netop ikke være kærester med ham. Lad være med at snakke med ham i tre timer først. Du skal være fri til at være den frækkeste version af dig selv.

Hvis du har en kæreste: Sluk lyset i soveværelset, og leg, at din kæreste er den mørke fremmede. Hvis du har mod på det, kan du indvie ham i fantasien, så det bliver til et sexet rollespil. Benyt lejligheden til at prøve noget nyt, og vær ikke bange for, at han synes, du er corny - han vil helt sikkert elske, at du giver slip og ikke bekymrer dig om, hvad han tænker.

Fantasi 4: En kvinde

© Scanpix/Iris

Tanken om en kvindes fugtige læber og silkeglatte hud kan gøre dig våd i trussen. Det er blødt, blidt og sanseligt, og hun ved præcis, hvordan hun får dig i den syvende himmel.

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

Du føler, du ikke bliver set og hørt som den kvinde, du er. Tingene bliver aldrig, som du havde forestillet dig. Måske fordi du ikke er helt klar over, hvad det er, du vil have? Du forestiller dig, at en anden kvinde ved, hvordan hun skal røre dig. Det handler også om, at du gerne vil lære din egen krop bedre at kende.

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL?

Hvis du er sinlge: Du kan sagtens flirte med en kvinde på dansegulvet, uden at nogen tror, du er lesbisk. Musikken er din undskyldning, I danser jo bare! Mange kvinder har prøvet at kysse en anden kvinde - det kan du jo også? Brug lidt mere tid på at onanere, end du plejer. Udforsk din krop, prøv nye ting, og mærk efter, hvad der føles godt. Så bliver du også bedre til at formidle det videre til andre.

Hvis du har en kæreste: Vil du udleve fantasien, så tag en snak med kæresten om det. Mange mænd tænder på ideen om deres kæreste sammen med en anden kvinde. Øv dig også i at sige nøjagtig, hvad du gerne vil have i sengen. Det, som en anden kvinde kunne gøre ved dig, kan han også lære.

Fantasi 5: Trekantsex

© Scanpix/Iris

Det er en rå, dyrisk drøm: To mænd, der bruger dig godt og grundigt for deres egen fornøjelses skyld. Du er fuldstændig opslugt af dem. Du er alt og ingenting på samme tid, og det er næsten, som om du bliver opløst i enzymer og forsvinder ud i æteren og din egen nydelse.

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

Du tænker alt for meget over tingene til daglig: Mon du kan overholde din næste deadline? Mon din veninde bliver sur på dig, hvis du aflyser jeres aftale? Og hvad mente ham manden egentlig med den bemærkning? Derfor drømmer du om en total ud af hovedet-oplevelse. I fantasien fokuserer du kun på din krop, og der er ikke tid til at tænke en eneste lille tanke. Du overgiver dig til de to mænd og deres begær, og kontrollen er fuldstændig i deres hænder.

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL?

Hvis du er single: Du kan selvfølgelig gå på jagt efter mænd, der har lyst til at udleve fantasien sammen med dig. Men du kan også øve dig i at slippe kontrollen på andre måder. Gør som hende, der drømmer om at dyrke sex med en fremmed mand: Få dig et one-night-stand med en mand, du ikke kender, hvor det udelukkende handler om sex.

Hvis du har en kæreste: Tal om din fantasi med kæresten. Fortæl ham, hvad de to mænd gør ved dig, helt ned i mindste detalje: Hvad er klokken, hvor foregår det, og hvad laver I? Brug det som en del af forspillet. Men lad være med at sætte navn og ansigt på mændene, det vil kun gøre kæresten jaloux.

Fantasi 6: Tvunget til sex

© Scanpix/Iris

Det er voldsomt, direkte, hårdt og kontant. Du siger nej, og han siger ja - men når han begynder at tage dig, giver du slip og overgiver dig til hans vilje. Og fra det øjeblik nyder du hans mandlige styrke for fuld kraft.

HVAD SIGER FANTASIEN OM DIG?

Du er en stærk kvinde, og det er ofte dig, der tager styringen og sidder ovenpå under sex. Du elsker at slås, og kampen mellem kønnene fascinerer dig. Men det irriterer dig, at du altid vinder, for inderst inde drømmer du om en mand, der er stærkere end dig, og som kan finde ud af at tage dig op ad køkkenbordet en gang imellem. I fantasien er der endelig en mand, der tager, hvad han vil have, uden at spørge om lov først.

HVAD KAN DU BRUGE DEN TIL?

Hvis du er single: Gå ud og mød nogle fremmede mænd, der er gode til at slås - for eksempel til boksning eller judo. Alternativt kan du overveje tango. Her er det manden, der styrer, og det passer godt til dit temperament. Hvis du finder en mand, du er tryg ved, kan du eksperimentere med noget blid S/M. Du vil sikkert finde det frækt at blive bundet og måske oven i købet få et lille smæk i numsen.

Hvis du har en kæreste: En mand, der er i tvivl om sine egne evner, tør ikke gå imod dig. Vis ham, at du er åben over for hans forslag. Ros ham, når du synes, han er sej, og anerkend ham, hver gang du har chancen - en god dosis selvtillid kan gøre enhver kastreret hankat til en fyrig hingst! Seksuelt skal du bare give los og eksperimentere. Husk dog, at han også skal synes, det er sjovt. Lad være med at presse ham til noget, han dybest set ikke har lyst til.

Bragt første gang i Woman nr. 135

Hvad synes mændene?