Frusteret kvinde sidder i sengen
© iStock

Gør det ondt, når I har sex? Her er 6 mulige årsager

Det er ikke meningen, det skal gøre ondt! Heldigvis er der en løsning...

13. september 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Oplever du, at det gør ondt, når du og din partner slå jer løs i soveværelset? Så er du ikke alene. Det er ikke meningen, at sex skal gøre ondt, og alligevel oplever en del kvinder, at der er smerter forbundet med det. Enten hver gang eller blot en gang imellem. 

Der skelnes mellem smertefuldt samleje, hvor selve sexakten gør ondt, eller vaginisme, hvor alle former for indtrængning gør ondt – selv en tampon eller en finger. Førstnævnte er dét, de fleste oplever, hvis de føler smerte i forbindelse med sex. Der kan være forskellige årsager til smertefuldt samleje, og heldigvis er der også en mulig løsning på alle problemerne.  

1. I glemmer forspillet

En helt almindelig årsag, som de fleste nok er bekendt med, er manglen på forspil. Det kræver som regel lidt mere for kvinder at blive klar til sex end for mænd. Derfor er det vigtigt, at I ikke bare kaster jer ud i akten, for selvom du har lyst til din partner, er det ikke sikkert, at din krop er helt klar. Det her gælder især, hvis din partner er veludrustet!

2. Du er stresset og kan ikke slappe af

Hvis du har en travl hverdag, hvor du hele tiden føler dig stresset, kan det være svært at slappe ordentligt af, når du kommer hjem – også i soveværelset. Og når du er stresset, har du også svært ved at blive tændt, og derfor gør det ondt. Svaret her er at gøre afstressning til en del af forspillet. Hvis du er stresset, så er du ikke til den hurtige omgang – det er din krop i hvert fald ikke.

Giv hinanden massage, og prøv at slappe af og nyde øjeblikket. Lad det eventuelt ikke være givet, at I skal have sex. Nyd bare at slappe af – og så leder massagen måske til noget mere, fordi I ikke kan holde jer fra hinanden, når din partners hænder glider hen over din nøgne ryg...

Hvis du ikke er så vild med massage, kan du også prøve yoga, da det også er med til at give ro til din krop – og dit sind. 

3. Kollisionssmerte

En af de meget almindelig årsager til smerter (eller måske snarere ømhed) under sex er kollisionsmerter. Det er ikke så voldsomt, som det lyder. Det betyder blot, at din partners penis støder mod dine æggestokke eller musklerne i din bækkenbund. Det er igen, hvis din partner er til den mere veludrustede side, at I skal være opmærksomme på dette og passe på de stillinger, hvor han kan trænge dybt ind.  

4. Du har endometriose

Hvis du har endometriose, betyder det, at din livmoderslimhinde sidder et forkert sted. De fleste er ikke generet af det, men for nogle kan det gøre sex meget smertefuldt. Hvis årsagen til din smerte er endometriose, vil du sandsynligvis også opleve, at din menstruation er ret smertefuld, da vævet, der sidder udenfor livmoderen undergår de samme forandringer gennem din cyklus som slimhinden i din livmoder.  

Der er desværre ikke noget, du selv kan gøre, hvis du mistænker endometriose for at være årsagen til, at du føler smerte. Hvis det er tilfældet, skal du til lægen, for så kræver det måske operation. 

5. En infektion i underlivet

Der er flere underlivsinfektioner, der kan forårsage smertefuldt samleje. De mest almindelige er svamp eller herpes i underlivet. Det gode er, at hvis problemet er en infektion i underlivet, så er det blot en hurtig tur til lægen, og så er du klar igen. 

6. Måske har du irritabel tarm

Irritabel tarm eller IBS, som det kaldes, er ikke en sygdom i den forstand, at den ikke kan påvises gennem blod- eller andre prøver. Men det er en tilstand, som påvirker din hverdag, hvis du har det – cirka 15 procent af danskere har oplevet at have problemer relateret til IBS – og én af generne kan desværre være smerte under sex. IBS er dog kun årsagen, hvis du også oplever andre problemer såsom:

  • Mavesmerter eller ubehag generelt

  • Oppustethed

  • Diarré

  • Forstoppelse

  • Kvalme

  • Træthed

Tal med din læge, hvis du mistænker IBS. Lægen vil sandsynligvis tale med dig om din kost, da det ofte er en kostændring, der er løsningen.  

Kilder: Netdoktor.dk, Sundhed.dkDiaetportalen.dk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?