Mand og kvinde i seng
© iStock

Halter sexlivet, efter I har fået børn? Her er 6 råd til at komme igang igen

Der er nogle ting ved dit nye liv, som du lige skal vænne dig til

15. juli 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Børn er fantastiske, og din nye rolle som mor har uden tvivl allerede ført et hav af gode oplevelser med sig. Kærligheden til dit lille pus er altoverskyggende, og du kan næsten ikke huske dig, hvordan livet var, før dit barn kom til verden. 

Men selvom dit lille myr er et ønskebarn, og du lever lidt på en lyserød sky, er der også nogle ting ved dit nye liv, som du skal vænne dig til. Det gælder blandt andet forholdet til din krop, og det kan være en udfordring at komme igang med sexlivet igen. 

Vi har her samlet en række gode råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig og din mand til et bedre sexliv. 

1. Elsk din krop

Din krop har forandret sig, og måske har du lidt svært ved at holde af den. Men prøv lige at tænk på den fantastiske præstation, som den lige har ydet. Det er ret imponerende, hvad kroppen er i stand til, og du bør give den al den kærlighed, som den fortjener. Når du begynder at elske din krop igen, vil det også blive nemmere at slappe af, når du har sex, og dit sexliv vil få et boost. 

2. Prioriter sex og nærhed

Dit liv har ændret sig radikalt, og der er pludselig et hav af gøremål og praktiske ting, som du skal ordne. Det kommer nemt til at betyde, at der ikke er tid til sex, og fysisk nærhed lander langt nede på listen over prioriteringer. Det er vigtigt, at I skaber tid til fysisk omsorg, og hvis det i starten virker uoverskueligt, kan I starte med kærlig, fysisk nærhed som kys, kram og putte i sofaen. Hvis jeres sexliv skal blomstre igen, er det vigtigt, at sex bliver en prioritet, selvom der er en masse andre ting i dit hoved. 

3. Find lysten

Det er helt normalt, at sexlysten daler, efter du har fået børn. Der er så mange andre tanker, der fylder dit hoved, og dit forhold til din krop er måske også på slingrekurs. Alt i alt betyder det, at din lyst til sex ikke er overvældende, men forsøg alligevel at være intim med din partner. Det kan stille og roligt gøre, at du får lysten tilbage. 

4. Drop den dårlige samvittighed

Hvis du i noget tid ikke har haft lyst til sex og afvist din partner, når han har prøvet at lægge op til sex, kan du godt være tynget af dårlig samvittighed. Men du skal kun gøre én ting med den følelse: Smid den i skraldespanden! Der kommer ikke noget godt ud af at slå dig selv i hovedet, og det er helt naturligt, at du har fået nogle andre prioriteringer. Det betyder ikke, at I aldrig får et godt sexliv igen, men det betyder blot, at I skal give hinanden plads, og at det så langsomt vil blive bedre. 

5. Undgå at være bange

Det er helt normalt at være bange for at komme i gang med sexlivet igen efter fødslen, fordi du frygter, at det kommer til at gøre ondt. Her kan det hjælpe, hvis du stille og roligt lærer dig selv at kende igen ved at massere dig selv eller langsomt begynde at onanere. Nogle kvinder oplever også, at de er meget tørre i underlivet, og her kan det hjælpe at bruge lidt glidecreme.

6. Lav knibeøvelser

Vi kan ikke komme udenom, at en fødsel gør noget ved kroppen, og efter fødslen er du sandsynligvis ikke ligeså stram som tidligere. Det kan hjælpe at lave knibeøvelser, og du kan også forsøge at knibe sammen, imens I har sex. Men husk, at kroppen skal have tid til at finde sig selv igen, og det bliver du nødt til at acceptere. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?