Kvinder i fosterstilling
© iStock

Ida er 22 år og lider af vaginisme: “Sex er sindssygt smertefuldt”

For én ud af 200 kvinder er sex et smertehelvede. De lever med vaginisme, der gør det umuligt at have samleje

8. september 2017 af Redaktionen

For én ud af 200 kvinder er sex et smertehelvede. De lider af vaginisme, der gør det umuligt at have samleje. Men mange holder det hemmeligt, for tabuet er enormt. 22-årige Ida er en af dem, og her fortæller hun, hvordan vaginisme påvirker hendes hverdag, og hvorfor det er grunden til, at hun aldrig har haft en kæreste. 

“Sex er sindssygt smertefuldt” 

Jeg er relativt gammel, før jeg for alvor begynder at interessere mig for det modsatte køn. Måske har jeg ubevidst en fornemmelse af, at der er noget anderledes ved mit forhold til sex... jeg ved det faktisk ikke. Som 18-årig forsøger jeg første gang at gå i seng med en mand. Vi har datet et par måneder, han er sød, og jeg føler mig tryg. Men det gør sindssygt ondt, og jeg kan umuligt gennemføre – det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Jeg dater flere mænd, men jeg kan ikke overskue at prøve at dyrke sex med dem. 

Bare tanken gør mig angst – den ene gang, jeg prøvede, føltes det jo næsten, som om jeg begik et overgreb mod min egen krop. Så hver gang en mand prøver på noget, afviser jeg ham. De fleste siger, at det er fint nok, at jeg vil vente. Men sjovt nok holder de hurtigt op med at skrive derefter. Det er dog ikke noget, der sårer mig, for jeg er aldrig forelsket i dem. Jeg lukker aldrig nogen ind.

Jeg fortæller ikke nogen af mine veninder, at jeg er jomfru. De scorer til højre og venstre, og jeg kan ligesom forstå, at alle andre dyrker sex hele tiden. Jeg har ikke lyst til at føle mig udenfor – så er det lettere at lade som om. Selvfølgelig strejfer det mig af og til, at der kan være noget galt. Men tanken om at gå op til lægen og sige: ‘Hej, jeg har ondt i skeden, ved du, hvad det er?’ er meget ubehagelig. Så jeg affinder mig med situationen. Indtil det hele kulminerer for omkring et halvt år siden. 

Vendepunktet 

Tårerne løber ned ad kinderne, mens jeg ligger hos lægen med benene i bøjlerne. Jeg er kommet for at få et middel mod svamp, men hun insisterer på at lave en underlivsundersøgelse. “Det er normalt at være lidt nervøs,” forsøger hun at berolige mig, men det føles, som om jeg er midt i mit værste mareridt. 

Lægen forsøger at stikke en finger op i mig, men hun kan kun få den en centime­ter op, før jeg oplever en intens smerte. Heldigvis opgiver hun at fortsætte. Hun kan godt se, det ikke er normalt at reagere så stærkt, og hun henviser mig til en gynækolog.

I de følgende uger besøger jeg flere eksperter, og til sidst kommer jeg til sexologisk klinik, hvor de ikke er i tvivl: Jeg lider af vaginisme. Det er ikke noget, jeg har hørt om før, men de forklarer, at det er nogle kramper i skeden, som opstår, når jeg forsøger at føre noget derind. Behandlingen består af gruppeterapi, psykolog­samtaler og forskellige øvelser, hvor jeg langsomt skal lære mig selv og min krop bedre at kende.

Jeg aner ikke, hvordan det er opstået – og tro mig, jeg har virkelig tænkt meget over det. Sex har aldrig været tabu i mit barndomshjem, og jeg har aldrig været udsat for overgreb eller den slags. Det er der ligesom bare.

Der er et hav af følelser, der eksploderer inden i mig, da jeg får diagnosen. På den ene side er det en lettelse. Jeg er ikke forkert – jeg har bare vaginisme. På den anden side bliver jeg også enormt ked af det. Og så er der behandlingen; for det første skal jeg tale om det hele tiden. Det lyder måske ikke så vildt for andre, men i årevis har smerterne været et stort tabu for mig, så det er hårdt, at der pludselig kommer så meget fokus på det.

Samtidig er jeg klar over, at jeg for at få det bedre på et tidspunkt bliver nødt til at stikke noget op i mig selv. Og det kan jeg slet ikke overskue på det her tidspunkt. 

Et tabu er brudt 

Det er nu et halvt år siden, jeg startede behandlingen, og jeg føler allerede, jeg er kommet langt. Jeg er blevet meget bedre til at mærke mig selv og koncentrere mig om ikke at spænde. I dag kan jeg stikke en finger op i mig selv – det er et kæmpe skridt, som virkede fuldstændigt urealistisk for få måneder siden.

Selvfølgelig er der lang vej endnu, før jeg bliver klar til at få en kæreste og dyrke sex med ham. Men hvis det tager tre år, så er det den tid, det tager. Jeg er overbevist om, at det kommer til at ske en dag, og det er en dejlig følelse.

Noget af det bedste er, at jeg er begyndt at tale med mine veninder om problemerne. De synes ikke, jeg er underlig – de accep­terer bare, at sådan er jeg, og vi er kommet meget tættere på hinanden. Vaginismen har aldrig fyldt så meget i mit liv, som den gør nu, men det er på den gode måde. Den slags må ikke være tabu. Hvis vi kan snakke åbent om gagballs og Fifty Shades – så kan vi også snakke om det her! 

Eksperten svarer på spørgsmål

Hvad er vaginisme, hvordan opstår det, og kan det helbredes? Ekspert Else Skytte Christensen er pensioneret gynækolog og forfatter til bogen Vaginisme – når kroppen siger nej. Her er hendes svar på de mest gængse spørgsmål om vaginisme. 

Hvad er vaginisme?

“Det er en tilstand, hvor kvindens bækken­bundsmuskler ufrivilligt trækker sig kraftigt sammen, når hun forsøger at føre noget op i skeden – det gælder både en tampon, en finger og en penis. Det gør det umuligt at gennemføre et samleje. Ofte ved kvinden ikke selv, at hun spænder, hun kan bare mærke, at der ikke er adgang. Undersøgelser tyder på, at omkring en halv procent af alle kvinder lider af vaginisme.” 

Hvorfor opstår det? 

“Det er meget forskelligt. Hos nogle opstår det, fordi noget har gjort ondt – det er det, der hedder sekundær vaginisme. Det kan for eksempel være, at de har en lidelse omkring skeden som svamp. Hvis de har gået med en infektion i meget lang tid, kan der komme sår, hvilket gør sex meget smertefuldt. Og så kan der komme en reaktion, hvor kroppen ubevidst forhindrer, at det skal gøre ondt. Det kan også være noget andet smertefuldt, som kvinden har oplevet, som for eksempel voldtægt. Primær vaginisme er en lidt anden tilstand, men det er det samme, der sker. Disse kvinder har bare altid haft det, uden at der er en fysisk begrundelse. Nogle har måske en meget følsom person­lighedsstruktur. Nogle er vokset op i en kul­tur, hvor sex var tabu, og andre har oplevet noget i den tidlige barndom, som de ikke selv kan huske – men det er meget diffust og ofte umuligt at finde frem til.” 

Kan vaginisme helbredes?

“Ja, hos langt de fleste er udsigterne gode, hvis de kommer i den rette behandling. Den består af gruppeterapi, samtaler og forskel­lige afspændings­øvelser. Kvinden skal forstå, hvordan hun anatomisk er opbygget, og hun skal bearbejde sine holdninger – og med tiden skal hun lære at føre silikone­stave op i sig selv uden at spænde. Der er dog også en mindre gruppe af kvinder med primær vaginisme, der er meget svære at hjælpe, og i få tilfælde er det faktisk umu­ligt at behandle.”

Hvor skal jeg gå hen?

“Hvis du har mistanke om, at du lider af va­ginisme, skal du gå til din læge og bede om en henvisning til en gynækolog. Din læge skal ikke forsøge at gennemtvinge en gy­nækologisk undersøgelse på dig – det kan være direkte traumatiserende. Men hvis du tydeligt fortæller, hvordan du har det, vil du også hurtigt blive henvist til en specialist.” 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Rikke Hovn Poulsen 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?