Mændene afslører: Derfor hiver vi ikke kondomet frem

Se, hvad 10 mænd helt ærligt svarer om ubeskyttet sex

12. december 2016 af kommerciel redaktion for Sundhedsstyrelsen

Kære mænd, det er så rart at vide, hvad I tænker. Derfor har vi snakket med 10 skønne mænd og fået dem til at svare på, hvorfor de ikke hiver kondomet frem, når vi skal have sex.

En ting er sikkert - de synes faktisk, det er ret fedt, når vi kvinder selv tager initiativ til at få gummiet på. Så husk at få det sagt! Kondomer er nemlig det eneste, der beviseligt beskytter mod klamydia, herpes hiv og andre sexsygdomme.

"Det er ligesom med festsmøger. Man ved godt, man ikke burde, men det er vildt lækkert, så man gør det alligevel. Jeg har intet problem med at kvinden foreslår kondom. Det er på ingen måde noget turn-off. Tværtimod.”

- Anders 25 år *

"Der findes jo ikke noget mere aseksuelt end at skulle fedte noget gummi frem for så at trække det ud over det stolteste, som vi mænd har."

- Søren, 28 år

"Det er jo svært, fordi det er sådan lidt pinligt. Vender man det rigtigt? Mærkerne er jo forskellige. Øvelse gør mester, og pludselig kan man sætte kondom på med én hånd. Vupti. Nemt. Anbefaler helt klart at man lærer at mestre et bestemt kondommærke. 

Det dér, man hører, med at kvinden sætter det på med munden, har jeg aldrig prøvet. Jeg ved ikke, om I andre har erfaringer med det? Jeg tænker, at det er ret unødvendigt og svært. Til gengæld synes jeg, det er vildt sexet og sejt, når en kvinde tager kondomet frem. Så ved man allerede, at hun har godt styr på ”det der med sex”."

- Mads, 27 år

"Helt ærligt så tror jeg at det er "vild ungdom" og hele "lad mit fremtidige jeg, tage mig af det"-mentaliteten der spiller ind. Men på den anden side, hvis kvinden ikke selv foreslår det, går jeg ud fra, at hun er på p-piller. Samtidig bliver jeg selv tjekket regelmæssigt."

- Kasper, 25 år

“Der er jo noget akavet over det lille indslag i festlighederne "kondom pausen". Det er på en måde en afbrydelse, der virker unaturlig, selvom det jo bør være det mest naturlige i verden! Så er der selvfølgelig også det med alkoholen, der tit er en faktor første gang. Man træffer jo så mange dårlige og forhastede beslutninger, når man er blevet lidt bedugget. Det er selvfølgelig ikke en undskyldning. Hvis en kvinde selv tager initiativ til at tage kondomet frem, så tænker jeg ”Fedt! Selvsikkert, sejt, sexet”. Vi burde selvfølgelig selv have styr på det, men når det glipper, er det jo godt med en reminder fra hende.”

- Niels, 27 år

"Følelsen forsvinder! Længere er den ikke. Hvis kvinden vil have det, så gør man det."

- Daniel, 25 år

"Det føles som om, lillemand er bedøvet med regntøj på. Men hvis kvinden vil have det, er det fint. Så får hun bare en længere rusketur."

- Mathias, 23 år

"Hvis jeg er sammen med en kvinde efter byen, plejer jeg som regel selv at hive kondomet frem, da det kan være første gang, jeg møder hende, og jeg ikke ved, om hun er beskyttet eller clean. Men sex uden kondom er langt bedre og mere naturligt, så det sker ofte, at jeg spørger kvinden, om hun er beskyttet, og hvis hun er, så hiver jeg kondomet af. Men dermed tager jeg også chancen for at få en kønssygdom. Hvis kvinden selv tager initiativ til at hive kondomet frem, så synes jeg, det er fint".

- Jakob, 24 år 

"Det kan være med til at bryde den stemning, der er opstået. Især hvis det er en af de første gange. Det får lidt en til at "vågne op". Men kondomet skal selvfølgelig på. Man skal bare finde ud af at gøre det til en del af legen - eller øve sig i at gøre det hurtigt og diskret."

- Alex, 26 år  

"Jeg gider ikke bruge kondom, fordi det ikke føles lige så lækkert som uden. Det er ofte også en akavet afbrydelse at det tage på, når man er midt i noget lækkert."

- Peter, 26 år

Vidste du..?

  • Hver fjerde under 25 år har haft en sexsygdom en eller flere gange.
  • Kondomer er det eneste, der beviseligt beskytter mod klamydia, herpes, hiv og andre sexsygdomme.
  • Sexsygdomme kan blandt andet medføre langvarige behandlingsforløb og ufrivillig barnløshed.
  • Kondylomer kan godt tage op mod et år at få bugt med, og behandlingen indebærer fjernelse af vorter med kniv, laser, syre eller ved at fryse dem. Så husk, at det er ikke altid "bare" en pille, der kan tages, når du bliver smittet med en sexsygdom.

*Nogle af navnene på mændene i artiklen er ændret, men er redaktionen bekendt.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?