Kærestepar i sengen
© iStock

Sådan får I mere sex (og ja, det gælder også, hvis I har været sammen i mange år)

Vil du gerne booste dit sexliv? Få nogle gode råd her

23. februar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Hvis du og din kæreste har været sammen i mange år, er romantikken nok ikke helt den samme, som den var engang. Nogle par oplever også, at sexlivet halter lidt med årene, men det behøver slet ikke at blive kedeligt – tværtimod!  

Her har vi samlet 5 råd, som kan booste jeres sexliv

1. Drop snakkeriet

Det er selvfølgelig vigtigt at snakke om arbejde, studie, familie og alt muligt andet, der fylder i jeres liv. Men lav en regel om, at I en aften (eller hvilket som helst andet tidspunkt) i ugen ikke må snakke om alle de ting. I skal faktisk ikke tale om noget som helst – andet end jeres fantasier – og ellers skal I bare smide jer på lagnerne.

Når I dropper snakken om, 'hvad I skal give til tante Lone i fødselsdagsgave', og 'hvor skideirriterende din chef var i eftermiddags', clearer I hovedet, og I ryger nemmere tilbage til jeres nyforelskede periode, hvor der ikke var så mange bekymringer, og hvor én ting fyldte mere end alt andet – nemlig din kæreste. Det booster jeres lyst til hinanden, og langsomt betyder det, at I får mere og mere sex.

Psst... Prøv disse 5 sexstillinger, som er geniale, når han skal trænge dybt ind.

2. Find årsagen

Okay, vi ved godt, at vi lige har sagt, at I skal droppe snakkeriet, men det kan også være nødvendigt at tale om, hvorfor I ikke har (nok) sex. Måske er der en bagvedliggende årsag, som gør, at du eller din partner holder sig tilbage og ikke har lyst til sex, og hvis I finder frem til årsagen og løser den, kan jeres sexliv blomstre igen.

Måske tænker du, at det er nemt nok at tale om jeres sexliv, men det kan være svært for mange. Så øv jer, vær ærlig, og ryd ud i de dårlige sager, som blokerer for jeres gode sexliv.

3. Smid sex i kalenderen

Du tænker måske, at det ikke er særlig sexet at have skemalagt sex ‘hver onsdag klokken 21.30’, men hovedpointen er heller ikke, at I skal skemalægge hver eneste tur på lagnerne. Tanken er derimod blot, at I skal tage jer tid til at have sex – og det drejer sig altså om mere end en quickie!

Det kan være en hjælp at aftale et fast tidspunkt, så I viser hinanden, at sex er en ligeså høj prioritet som alt andet i jeres liv. Den faste aftale betyder også, at I får endnu mere lyst til sex, så det efter lidt tid giver sig selv, og I ikke kan holde jer fra hinanden.

Psst... Prøv disse dejlige sexstillinger, hvis du er ultra fleksibel.

4. Lær hinanden at kende på ny

Gør noget helt nyt med din kæreste – og her mener vi faktisk ikke i sengen (selvom I selvfølgelig også bare skal fyre den af her). Men lav nogle ting, som I aldrig har prøvet før. Tag til klatring, vinsmagning, traktortræk eller en anden anderledes oplevelse, som er helt ny for jer.

De nye oplevelser vil booste jeres lyst til hinanden, fordi I ser hinanden i et nyt lys. I vil vende tilbage til de romantiske, sexede og nyforelskede dage, hvor alting var nyt og spændende – jeres sexliv vil takke jer!

5. Glem rutinerne

Måske er I faldet ind i nogle faste rutiner, når det gælder, hvor og hvornår I har sex, fordi hverdagen har taget over. Det er vigtigt, at I leger med det, og det handler ikke kun om at være alternative i forhold til, hvor I har sex.

Det handler også om, at I skal droppe rutinerne, der dikterer, hvornår I har sex. Ofte falder kærestepar ind i nogle faste rytmer, og det gør, at I glemmer sex på visse tidspunkter. Hvorfor har I aldrig sex, lige når I kommer hjem fra arbejde? Eller midt på dagen, når weekenden sætter ind? Visk jeres indre tidsskema væk, og tænk, at altid er tid til sex.

Vil du læse flere spændende artikler om sex og kærlighed, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?