© woman.dk

Takt og tone - for ekskærester!

Skal du levere gaver tilbage, og hvad gør du, hvis du er bedstevenner med eks-svigerinden? Woman giver gode råd

25. marts 2011 af Mette Andrea Boesgaard

Takt og tone - for ekskærester

Der var engang for længe, længe siden, hvor kærlighed var for evigt, og parforhold aldrig gik i opløsning. Men sådan er det ikke i dag - langt de fleste af os har minimum et par eks'er i bagagen. Og vi kan sjældent helt undgå at rende ind i dem igen. Og hvad er så egentlig god takt og tone, når det drejer sig om at håndtere din eks? Woman har kigget på sagen og forsøgt at finde svarene.

Eks'en og sex

© woman.dk
Du må aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde have sex med din eks - med mindre du grundigt har overvejet konsekvenserne og vurderet, at du gerne vil være kærester med ham igen! Selvom det var god sex, er der masser af andre fisk i søen, hvis du virkelig vil komme videre i livet. Så drop det!

På samme måde må du heller aldrig nogensinde kysse eller flirte med ham. Undgå situationer, hvor du bliver forledt til nogle af tingene - det vil især sige festlig lag med masser af alkohol (særligt hvis det er i en lille, lukket gruppe).

Du må heller aldrig have sex med din eks' bedste ven. Heller ikke selvom det er true love og ikke bare en lille hævnakt. Det skaber uundgåeligt gnidninger mellem dig, vennen og ham på sigt. Så fingrene af fedtefadet!

Sådan dropper du sex med din eks

Eks'en og minder

Lånte ting skal leveres tilbage ved forholdets ophør, men hvis du har fået noget i en gave af din eks, må du altid gerne beholde det - og vice versa! Forlovelsesringe er lidt en grå-zone: Du har ikke pligt til at levere dem tilbage, og hvis ringen ikke har nogen synderlig sentimental værdi for ham (fordi den for eksempel er et arvestykke), og du gider have den, så behold den. Hvis det er dig, der bryder forlovelsen, så er det dog god skik at levere den tilbage.

Du må også gerne beholde billeder fra jeres fælles liv, men lad være med at hænge dem på væggen, have dem stående fremme eller have dit Facebook-fotoalbum fyldt med dem - de holder sårene åbne og skræmmer potentielle nye kærester væk. Nøgenbilleder og frække film skal slettes - både så de ikke falder i de forkerte hænder og kan misbruges og af hensyn til nye kæresters følelser.

Eks'en og Facebook

© woman.dk
Hvis I ikke har svoret at være venner, er der kun en ting at gøre - og det er at unfriende hinanden på Facebook med det vuns. På den måde har I gjort jeres til at undgå at løbe ind i hinanden i cyberspace (at I så ikke helt kan undgå det er en anden sag, for det kan jo godt være, at Facebook foreslår jer at blive venner igen....).

Har I til gengæld lovet hinanden evigt venskab, er sagen lidt mere tricky, særlig hvis du kan mærke, at du trods alskens gode løfter ikke helt kan håndtere at blive konfronteret med hans daglige gøren og laden - inklusive billeder fra hans fede singleliv og beskeder fra fremmede damebekendtskaber. Gør dig selv den tjeneste at unfriende ham! Han behøver ikke direkte at få besked om det (men han kan godt indirekte gøre det, fordi du dukker op i hans People you might know-boks, hvis I har fælles venner).

En anden, mindre drastisk måde, er at blokkere newsfeed'et fra hans profil. Så kan du stadig beholde ham blandt dine venner, men du behøver ikke at blive konfronteret med hans gøren og laden, med mindre du selv opsøger hans profil.

Eks'en og fælles omgangskredse

De fleste møder deres kærester, fordi de har en fælles berøringsflade - hvad enten det er studiet, jobbet eller en fælles kreds af venner. Og de fælles berøringsflader består, selv efter et brud. Så hvordan håndterer du det, når du uværgeligt ved, at du vil løbe ind i din eks igen?

 

  • Hold dig væk - eller opfør dig ordentligt! Det skal ikke gå ud over jeres studiekammerater / kolleger / venner, at I er gået fra hinanden, så det er nødvendigt, at I opfører jer voksent og modent overfor hinanden, også selvom I er midt i et hårdt brud! Bed dem aldrig vælge side og undgå at bagtale hinanden (det smitter kun af på dit eget omdømme). Er I nødt til at tale sammen, så hold det pænt og sobert. Ingen skingre stemmer, ingen offentlige skænderier. Hvis du virkelig gerne vil holde jeres kontakt til et minimum, så nøjes med et venligt nik til ham og gå først videre til neutral smalltalk, når I begge er klar til det.

 

  • Hils pænt og høfligt på hans venner - lad være med at flygte eller ignorere dem, det får dig til at se umoden ud.

 

  • Hvis jeres brud var virkelig slemt eller det, at I omgås dagligt, forhindrer dig i at komme videre, så overvej, om det er værd at skifte job / holde en pause fra vennegruppen / flytte til et andet studiested eller tage et udlandsophold eller lignende.

 

  • Kommer han med sin nye kæreste? Så bid tænderne sammen og smil! Vær høflig og venlig, smalltalk - helst om noget neutralt og ALDRIG om jeres fælles fortid. I behøver ikke være bedstevenner, men hvis I jævnligt kommer til at løbe ind i hinanden fremover, er det smart at holde et høfligt forhold.

 

Eks-familie og -venner

Når et parforhold går i opløsning, er det ikke kun et forhold mellem dig og ham, der slutter - det er også en omgangskreds, der falder fra hinanden. Hans familie og fælles venner bliver pludselig et sprængfarligt minefelt, og hvordan navigerer du i det?

Hvis du ikke kom særlig godt ud af det med hans venner og familie, er der bare at råbe hurra og sige pænt farvel (ALDRIG svine dem til, du ved jo ikke, hvor du kan møde dem igen). Har du derimod fået et nært forhold til dem og betragter dem som en vigtig del af dit liv, kan det være mere tricky. Der er ingen regler - skrevne eller uskrevne - om, at du skal cutte forbindelsen med eks-svigerfamilien og hans venner, men der er visse ting, der gør forholdet kompliceret. Det handler nemlig ikke bare om dine eller hans følelser - men også om de vennernes / familiens.

God opførsel er dog, at du skal tage hensyn til ham og hans venner / familie. Hvis han er knotten over, at du går på skovhugst i hans venner og familie, så træk dig - i hvert fald for en stund, indtil hans vrede har lagt sig. Forklar dem, du gerne vil bevare et godt forhold til, hvorfor du trækker dig, og at du vender tilbage om et par måneder, når tiden er moden til det. Er han helt urimelig, så overvej, om det er umagen værd at forsætte forholdet - det sætter jo også din gode ven i en svær situation. Hvis jeres fælles venner har det svært med at bevare det gode forhold til dig, så tal med dem om det og giv dem den plads, de har brug for.

Uanset hvad: Bed aldrig dine venner vælge mellem dig eller ham - det går kun ud over dig selv.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?