Par har sex
© iStock

Tantrasex – sådan gør du

Drømmer du om langsom sex med masser af nærvær med din elskede? Så læs guiden til tantrasex

14. april 2017 af Mette Andrea Boesgaard

Tantrasex – sådan gør du

Består dit sexliv mest af et hurtigt knald, når energien tillader det? Og er dig og kæresten ikke helt så tæt, som I engang var? Så hedder opskriften på et bedre forhold måske tantrasex! Tantra er nemlig meget mere end bare en besværlig, hokus-pokus-agtig form for sex, hvor mænd aldrig kommer og kvinder får sprøjteorgasmer – det er en kraftfuld cocktail af yoga, meditation og sex. Og den kan være vejen til et sprudlende sexliv.

Læs med og få opskriften…

Hvad er tantrasex?

Ordet tantra stammer fra sanskrit og betyder at udvide eller frigøre. Tantrasex blev ”opfundet” i Indien 3.000 år f.Kr. og blev oprindeligt praktiseret af tibetanske, kinesiske og indiske buddhister som en hellig akt, der skulle forene ånd og kød og vise dem vejen til guddommelig erkendelse.

Filosofien bag tantrasex er, at på samme måde som vores blod strømmer gennem vener og arterier, flyder der energi gennem vores kroppe. Denne energi forbinder kroppens syv energicentre eller chakraer. Ved at opnå en tilstand af voldsom seksuel spænding, åbner tantrikerne deres chakraer, og det giver en fornemmelse af enhed og ekstase.

I sin reneste form forbyder tantra, at manden kommer, for det er spild af seksuel energi og frarøver kvinden muligheden for at få masser af orgasmer. Men mange par aftaler nu, at han gerne må komme – så længe han bare holder sin udløsning tilbage, indtil du er kommet masser af gange (det gør også hans orgasme stærkere og mere kraftfuld).

Sådan gør du

Glem alt om erogene zoner og præstationsræs: det allervigtigste element i tantrisk sex er nemlig din hjerne. Dybest set er tantrasex en form for meditation, og essensen er, at du er helt og aldeles til stede, så du kan opleve sexakten bevidst og fornemme dybden, fylden og kraften i din seksualitet. Selve akten er samtidig et slags ritual, der hylder din partner og jeres forening, så derfor er det vigtigt, at I forbereder jer.

Forberedelsen

Forberedelsen starter allerede et par dage inden selve akten – det er nemlig bedst, hvis I ikke dyrker sex i en rum tid, inden I kaster jer ud i en heftig gang tantra-sex, for så kan I bygge masser af lækker, brugbar og seksuel spænding op. Husk også, at tantra tager laaaang tid, så reservér aftenen til jeres udskejelser og træk telefonstikket ud.

Start med at gøre rummet rent. Sørg for, at der er en behagelig temperatur, så I kan holde ud at være nøgne i timevis, og tænd røgelse eller duftlys. Hvis du er fristet til at springe duft-delen over, så tænk dig om to gange: Ifølge tantravisdom højnes din opmærksomhed og følsomhed nemlig, når din lugtesans påvirkes.

Nu skal rummet gøres klar til ritualet. Pynt rummet med blomster – de symboliserer samlejet, urkraften og symbolet på det mandlige og kvindelige. Forbered så et let måltid. I et traditionelt tantra-måltid indgår vin (symbol på den berusende oplevelse forude), kød (der symboliserer alt, hvad du er, gør og oplever), fisk (der symboliserer de tilstande, hvor du oplever alt) og ristet hvede eller ris (der symboliserer, at du smider frygt og hæmninger fra dig).

Opvarmning

Start med at tage et bad sammen og smøre dig ind i velduftende olier, cremer og parfume (pas på ikke at overdrive – for meget duft kan risikere at give din mand og dig selv hovedpine!). I kan med held også starte med at massere området omkring hinandens rygrad, så spændinger løsnes og energierne kan strømme frit.

Tune ind på dig selv: Sæt jer ned hver for sig og ånd dybt og roligt, så I bliver helt afslappede – forestil dig for eksempel, at din krop består af klart lys, og lad lyset strømme gennem din krop, indtil det fjerner al frygt, had, uro, hæmninger og had.

Tune ind på din partner: Sæt dig helt tæt på din partner – så tæt, at du nærmest sidder på ham, mens han sidder i meditationsstilling – og mad hinanden med vinen og maden. Mad og drikke forøger lysten og følsomheden, men pas endelig på ikke at drikke for meget, så du slører din bevidsthed i stedet for at skærpe den.

Connect mentalt: Læg jer i ske og mærk hinanden – træk vejret dybt og find sammen i et synkroniseret åndedræt, så I efterhånden føler jer som en krop, en organisme, en person. Lig i stillingen i en halv times tid til følelsen af samhørighed fylder hele jeres krop. 

Sæt jer så overfor hinanden – stadig så tæt, at jeres kroppe rører ved hinanden – og meditér på hinanden. Koncentrer dig om din partners krop, se den, oplev hinanden med lyst og glæde, værdsæt din dejlige kæreste. Det kan godt virke lidt kejtet i starten og afføde en hel del fnis, men lad fnisene glide bort og vend tilbage til en afslappet sindstilstand, hvor I bare er – oplever – og nyder.

Mærk din partner

Nu starter han med at kærtegne dig langsomt over hele kroppen med sine hænder. Hvis du kan mærke dårlig samvittighed mase sig på, fordi du bare ligger og modtager, så skub den væk – så længe han kærtegner dig, er din fornemmeste opgave nemlig at være 100 procent bevidst om at modtage. Når han har berørt dig over hele kroppen, er det din tur til at udforske hver en afkrog af hans legeme. Og når I har været jeres kroppe grundigt igennem en gang, så start forfra – denne gang må I godt bruge mund og tunge til berøringerne også, og I må også gerne nærme jer de traditionelle erogene zoner…

Byg energien op

Nu er I sandsynligvis godt kåde begge to, så derfor er det ekstra vigtigt, at I husker at tage den med ro. Kunsten i næste fase er nemlig at bygge spændingen op, til I er nær ved og næsten – og så slappe lidt af igen. Når I holder orgasmerne stangen på den måde, opnår I nemlig begge kraftigere og skønnere orgasmer

Selvom tantrasex nok er mest kendt for sit udvalg af meget avancerede stillinger, så er det faktisk hamrende ligegyldigt, om I vælger en gammelkendt klassiker, eller om I kaster jer ud i en ny og spændende position. Det vigtigste er måden, I elsker på: Det er strengt forbudt at pumpe derudaf! I stedet gælder det om at holde stillinger helt uden at bevæge jer, eller kun ved at bevæge jer ganske lidt, så I kan mærke hinanden og jer selv helt bevidst. Minimumstid for en stilling i tantrasex er en halv time, så væbn jer med tålmodighed og bevidsthed.

Et par gode råd

  • Kan han ikke holde erektionen? Så lad ham lave småbitte bevægelser i dig, men kun lige nok til, at han kan holde pikken oprejst. Og så kan han jo også bruge lejligheden til at se, hvordan du reagerer på hans minimale bevægelser.
  • Er han lige ved at komme? Så stop straks! Han må først komme til allersidst (efter du har fået en masse orgasmer) og kun hvis I har aftalt, at han skal slutte med at komme..
  • Er I begge to alt for ivrige? Brug åndedrættet til at geare ned – hvis I trækker vejret dybt og langsomt, sætter I nemlig farten ned.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?