Skønhedsproblemer med nemme løsninger
© iStock

6 uoverskuelige skønhedsproblemer (med pærenemme løsninger)

Store porer, fladt hår og korte vipper er sygt træls, men faktisk er det ret nemt at fikse!

21. november 2017 af Sarah Lyster Nielsen

1. Store porer

Porer kan af gode grunde ikke forsvinde, da de har en vigtig funktion, men har du meget store og synlige porer, kan du godt minimere dem lidt. Store porer hænger sammen med en overproduktion af talg i huden, som blandes med andre ting (såsom død hud), og det gør det sværere for porerne at komme af med olien, og derfor forstørres de.

Det er vigtigt, at du undgår skrappe ingredienser i de produkter, du bruger, så den ikke bliver for tør, og at du husker at fugte den godt. Pas også på med at skrubbe din hud for meget, da det også kan give mere tør hud, som ender med at overproducere olie.

Så altså, sørg for at fugte huden godt, og du kan også overveje at bruge en primer, der skjuler porerne, for eksempel Photo Finish Pore Minimizing Primer fra Smashbox.

2. Fladt hår

Fladt, klasket hår er aldrig sjovt, men der findes heldigvis cirka en milliard volumenprodukter, der kan hjælpe dig. En gang med føntørreren (selvfølgelig med en god varmebeskyttelse) og mousse i håret giver rødderne et løft, så dit hår ser lækkert og voluminøst ud. 

Varmen fra føntørreren aktiverer også ofte stylingprodukterne, så det er i sig selv også en god grund til at føntørre. Du kan også bruge et særligt volumenprodukt, som både kan bruges i vådt og tørt hår, for eksempel Avedas Pure Abundance Style Prep, der giver dit hår masser af fylde.

3. Fedtet hud

Hvis du døjer med fedtet hud, gælder der faktisk mange af de samme tips, som der gør til store porer. Sørg for at være omhyggelig, når du vælger produkter, der skal på huden, pas på med scrub, og brug en god, dybderensende lermaske – og så en masse fugt!

I løbet af dagen er blotting paper din bedste ven – så ser du nemlig altid frisk ud.

4. Skrøbelige negle

Har du skrøbelige negle, kan du bruge et styrkende produkt såsom Heromes Nail Hardener-serie eller en styrkende underlak, eksempelvis L’Oreals La Manicure Xtreme Hardener. Hvis du ikke orker produkter, som skal direkte på neglene, kan du også tage silica som kosttilskud; det kan du købe på apoteket.

5. Korte vipper

Har du korte vipper, kan det nogle gange handle om at finde den rigtige mascara – her kan en tubemascara fra for eksempel DivaDerme være svaret, da den dækker dine vipper med små polymerrør, som giver megalange vipper. Hvis det ikke fungerer, er vippeserum helt fantastisk; det er lidt dyrt, men du får virkeligt lange vipper med for eksempel M2 Beauté eller Swiss Clinic.

6. Pigmentpletter

Pigmentpletter kan bedres med en serum, der opbryder og lysner dem, eksempelvis Clearly Corrective Dark Spot Solution fra Kiehl’s; alternativt kan du bruge en meget dækkende foundation såsom All Nighter Full Coverage Longwear Liquid Foundation fra Urban Decay eller Lock-it Foundation fra Kat von D

Kilder: Paula's Choice, Beautyheaven

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?