Kvinde med concealer under øjne og langs næsen
© iStock

7 ting, du ikke anede, du kunne bruge din concealer til

Concealeren kan bruges til MEGET MERE end bare at skjule manglen på søvn

11. august 2017 af Anne-Mette Søndergaard

Det er fredag og du holdt den obligatoriske torsdagsbar med veninderne i går. Nu er klokken 7.00, du har kun sovet i tre timer, og du skal møde på arbejde klokken 8.00. Du har brug for et mirakel for ikke, at ligne en fra Michael Jacksons Thriller-video resten af dagen. Heldigvis har du din magiske concealer til at skjule de voldsomme rander under øjnene og også lige den bums, der er dukket op i løbet af natten. Men vi fortæller dig nu, at den kan bruges til ENDNU MERE for at opdatere din skønhedsrutine.

1. Øjenskyggebase

Endelig kom du gennem dagen og blev det fredag aften. Det skal fejres! Din øjenskygge skulle gerne holde hele natten uden at sætte sig som streger på dine øjenlåg, og her er concealeren din overraskende bedste ven. Fordel en lille smule på hvert øjenlåg, læg øjenskyggen på og TADA! Øjenskyggen holder til den lyse morgen, selvom du har rystet måsen som samtlige dansepiger i Nik & Jays musikvideoer!

2. Primer til læbestiften

Det kendte scenarie. Du er i byen, du har drukket drinks og kysset lidt (meget) med ham den søde fra baren, så går du på ud på toilettet, kigger dig i spejlet og det eneste spor du kan finde af din læbestift, er en trist, ujævn streg på det yderste af dine læber. Dup et par dråber concealer på læberne inden læbestiften, så vil den ikke længere på mystisk vis forsvinde fra dine læber og ned på dit glas. Som bonus får den også farven på din læbekulør til at træde endnu tydeligere frem. 

3. Definition til læberne

Nu hvor du alligevel har concealeren for munden, så kan du også få mere fokus på dine læber. Du lader en tynd concealer-streg følge din amorbue og resten af mundens omrids, så overgangen mellem hud og farve bliver endnu skarpere – og du ser endnu skarpere ud!

4. Highlight under øjenbrynet

Vi vil jo alle gerne have, at vores øjenbryn er on fleek. Et smukt sæt øjenbryn kan definere hele dit look, og her kan concealeren også bruges. Når du har formet brynet, laver du en fin concealerkant hele vejen langs øjenbrynets underside. Kanten får dem til at fremstå perfekt og den lyse nuance får øjet til at virke mere åbent. Det kan vi lide!

5. Reparer eyelinerfejl

Det kræver utroligt høj koncentrationsevne at lave den perfekte eyeliner-streg, og den er der bare ikke hver gang. Når det går helt galt, er der eyeliner på hele øjenlåget... Gider du ikke at starte helt forfra, kan du bruge concealeren som en slags camouflerende viskelæder, når eyelineren er tør. 

6. Blandes i fugtighedscremen

Dilemmaet dukker op igen og igen. Det er lørdag morgen, du skal i Netto for at købe frysepizza. Dit ansigt har brug for fugt, men du er ikke helt med på at vise det frem i offentligeheden. Hvis du blander lidt concealer i en lille klat af din fugtighedscreme, vil din hud få den pleje den fortjener samtidig med, at du får en mere ensartet hud – jamen, det er jo næsten en hjemmelavet BB-creme!

7. Contouring

Har du ikke lyst til at investere i et decideret contouring-kit, kan concealeren også fungere i en snæver vending. Brug en lys concealer på ansigtets højeste punkter, for eksempel kindben, næseryg, amorbuen og punktet mellem brynene. Skal det være endnu mere markeret, kan du stryge lidt solpudder under kindbenene og langs hårgrænsen. Tag den, Kim Kardashian!

Kilder: Makeup.com, Discorvergoodnutrition.com

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?