Hårfjerning


© iStock

Alt du skal vide om hårfjerning

Hvilken metode skal du bruge til at fjerne uønsket pelsvækst? Vi guider dig

1. marts 2016 af Rikke Hovn Poulsen

Er du træt af at skære dig på skraberen? Frygter du smerten ved voksbehandlinger? Eller overvejer du måske ligefrem at få håret fjernet permanent?

Så er du kommet til det rigtige sted! Her kan du læse alt, hvad der er værd at vide om hårfjerning, metoder, nyheder, fordele og ulemper.

Så er der ingen undskylding for vinterben længere! (medmindre du hører til dem, der synes, at hår rundt omkring på kroppen er klædeligt – så behøver du ikke at læse videre).

Kvinde barberer ben
© iStock

Barbering

Hvad er det?
Der er ingen grund til at bruge mange ord på at forklare princippet bag den gode, gamle skraber – odds’ene for, at du aldrig har haft sådan en i hånden, er vist temmelig små!

Du kan barbere dig både på benene, under armene og få en trimmet mis ved at barbere dig i bikinilinjen – men lad være med at forsøge dig med en ’full brazilian’. Eller endnu værre: I ansigtet. Så ender du nemlig med skægstubbe som en fuldvoksen mand, og det klæder de færreste kvinder.

Brug en ladyshaver, der er designet til at barbere de fine hår på hele kroppen, i stedet for din kærestes engangs-skrabere, der er beregnet til tykt mandeskæg – vidste du forresten, at det er hans skæg, som afgør, om du vil være kærester med ham

Det er også bedre at bruge rigtig barber-gelé som smørrelse i stedet for sæbe, da geléen ikke udtørrer huden. Nogle kvinder sværger dog til at bruge balsam i stedet for barber-gelé – forsøg dig frem, og find ud af, hvad der virker for dig.

Sådan gør du:

  1. Find et rent og skarpt barberblad frem – risikoen for, at du skærer dig, er langt større, hvis bladet er sløvt.
  2. Tag et langt bad. Det varme vand blødgør hårene og gør dem lettere at arbejde med.
  3. Barber langsomt i hårenes groretning (oppefra og ned). Det kan godt være, barberingen bliver knap så tæt, som når du skraber i den modsatte retning, men til gengæld minimerer du risikoen for snitsår og indgroede hår.
  4. Skyl hårene væk fra barberbladet efter hvert strøg.
  5. Tør dig forsigtigt ved at duppe med et håndklæde – lad være med at skrubbe.
  6. Smør området ind i en uparfumeret fugtighedscreme efter endt barbering. 

Fordele:

  • Det er den billigste måde at fjerne hår på
  • Det er let
  • Du kan gøre det selv, så du behøver ikke bestille tid på en klinik flere uger i forvejen
  • Det går hurtigt
  • Huden er helt blød og hårfri umiddelbart efter barberingen
  • Det er 100 procent smertefrit (medmindre du mister grebet og skærer i dig selv – så gør det lige pludselig rigtig nas!)

Ulemper:

  • Hårene gror hurtigt ud
  • Hårene føles tykkere og mere stikkende, når de vokser ud igen, fordi de er blevet skåret over
  • Du risikerer at få ar, hvis du skærer dig
  • Der er stor risiko for røde knopper og indgroede hår – specielt i bikinilinjen
Fjerne hår med hårfjerningscreme
© iStock

Hårfjerningscreme

Hvad er det?

En creme med kemikalier, der opløser hårene på overfladen af huden. Der findes forskellige cremer, der er beregnet til bikinilinjen, på benene og i ansigtet. Det er meget vigtigt, at du tjekker, om cremen er beregnet til det område, du vil bruge den på – ellers risikerer du udslæt og allergiske reaktioner.

Hårene vokser tilbage lige så hurtigt, som når du barberer dig – men de føles lidt mindre stikkende, da de ikke er blevet skåret over på samme måde.

De fleste producenter forsøger at skjule kemikalie-lugten med parfume, men ingen af dem er særligt effektive, så badeværelset kommer hurtigt til at lugte som et mindre kemi-laboratorium. Det føles ikke særlig spa-agtigt at stå nøgen med et tykt lag creme i skridtet, indhyllet i kemikalie-dufte – men heldigvis tager det ikke ret lang tid.

Nogle kvinder sværger til denne form for hårfjerning, mens andre ikke kan få det til at fungere, selv om de følger vejledningen til punkt og prikke. Du er nødt til at prøve dig frem for at finde ud af, om det virker for dig.

Sådan gør du:

  1. Det varierer fra creme til creme, hvordan du skal bruge den, og hvor længe den skal virke – derfor er det vigtigt, at du læser indlægssedlen grundigt!
  2. Et døgn før du vil fjerne hår, skal du lave en lille allergitest for at sikre dig, at du ikke er allergisk over for den creme, du har købt. Kom cremen på huden i et lille område på størrelse med en gammeldags 5-øre – hvis du ikke får udslæt eller røde pletter inden for de næste 24 timer, burde du kunne tåle den.
  3. Vask området med varmt vand eller en varm vaskeklud – det bløder hårene lidt op. Hvis der sidder bodylotion eller olierester på huden, risikerer du, at cremen ikke virker ordentligt. Tør huden grundigt.
  4. Tjek området for sår og rifter – de må ikke komme i kontakt med cremen.
  5. Smør et tykt lag creme på området, så al huden er dækket. Lad være med at arbejde den ind i huden – cremen skal kun ligge på overfladen.
  6. Lad cremen virke i den tid, producenten har angivet på indlægssedlen – hverken mere eller mindre! Ellers risikerer du, at den enten ikke virker efter hensigten, eller at du får en allergisk reaktion. Hvis du kan mærke, at det begynder at klø, skal du fjerne cremen øjeblikkeligt – så er det sandsynligvis, fordi du ikke kan tåle den.
  7. Fjern cremen. For det meste gøres det ved at skrabe overskydende creme væk med en plasticskraber (som følger med i pakken) og derefter vaske resten grundigt væk.
  8. Smør området ind i bodylotion uden parfume. Du må ikke bruge nogen form for produkter, der er hårde ved huden, det næste døgns tid.

Fordele:

Ulemper:

  • Det er ikke alle, der kan få cremen til at virke
  • Du må ikke bruge den, hvis du har rifter eller sår
  • Det lugter og sviner
  • Hvis du er øko-typen, vil du nok ikke bryde dig om at smøre kroppen ind i de stærke kemikalier
  • Du risikerer at få en allergisk reaktion, hvis ikke du er forsigtig
  • Hårene kommer tilbage forholdsvis hurtigt, så du er nødt til at gentage proceduren ret tit
Kvinde vokser sine ben
© iStock

Voksning

Hvad er det?
Der er to former for voksning; på klinik eller hjemme på badeværelset. Men grundprincippet er det samme: Du (eller en kosmetolog) smører varm voks ud over det område, du gerne vil fjerne hår fra. Derefter lægger du et lille stykke stof ud på voksen et par sekunder. Og riitsj – hiver du hele lortet af.

Hårene bliver revet ud med rode, og derfor forbliver du hårfri i flere uger. Mange oplever desuden, at hårene bliver finere og færre med tiden, så de til sidst ikke behøver at blive vokset ret tit. Voks kan benyttes over hele kroppen.

Den største ulempe ved denne metode er uden tvivl smerten: Det gør virkelig, virkelig ondt at hive hårene ud på denne brutale måde, og derfor er der mange kvinder, der fravælger voksningen. Dedikerede voks-fans påstår dog, at det skulle gøre mindre ondt, des flere gange, du får det gjort.

Det kræver en speciel teknik at hive hårene ud. De små stof-stykker skal lynhurtigt rives af i en 40 graders vinkel, og det kan godt tage lang (smertefuld) tid at lære at gøre det ordentligt selv. Derfor kan det godt betale sig at få en professionel til at gøre det de første par gange, så du kan lure hendes tricks af, inden du kaster dig over hjemme-voksningen.

Efter en voksbehandling er der stor risiko for irriteret hud og indgroede hår. Undgå stramtsiddende, syntetisk tøj og parfumerede produkter i området en dags tid efter voksningen. Efter et par dage, når huden er faldet helt til ro, skal du exfoliere grundigt med en god bodyscrub (vi hjælper dig med at lave din egen lige her!) – det modvirker indgroede hår.

Det er vigtigt, at du ikke vokser på sår, modermærker, solskoldninger og andre former for hudirritationer. Derudover skal du passe på, hvis du har sukkersyge, da det forhøjer risikoen for infektioner.

Fordele:

  • Det tager flere uger, før hårene kommer tilbage
  • Du undgår ’skægvækst’; hårene er helt bløde, når de vokser ud igen, fordi de er blevet hevet op med rod
  • Det tager forholdsvis kort tid at fjerne hår fra store områder af kroppen.
  • Du kan vokse næsten alle områder af kroppen, inklusiv ansigtet og hele kusinen

Ulemper:

  • Det er dyrt at blive vokset på en klinik hver fjerde uge
  • Det er besværligt, og det sviner, hvis du gør det derhjemme
  • Det gør HERREONDT (i hvert fald de første par gange)
  • Hårene skal være omkring en halv centimeter lange, før de kan rives ud. Det betyder, at du jævnligt er nødt til at gå rundt med behårede ben i flere uger, mens du venter på, at de vokser ud igen.
Fjerne hår med sugaring
© iStock

Sugaring

Hvad er det?
En urgammel metode, der stammer helt tilbage fra oldtidens Mellemøsten.

Sugaring-behandlingen er grundlæggende den samme som en voksning – forskellen er, at voksen bliver erstattet med varm sukkermasse. De fleste oplever, at denne metode gør langt mindre ondt end voksbehandlingen; først og fremmest fordi hårene hives ud i groretningen.

Huden bliver langt mindre irriteret end under en voksning, og sukkeret virker rensende, exfolierende og bakteriedræbende. Derfor er risikoen for ømhed, rødme og indgroede hår efter en sukker-behandling også langt mindre.

En anden fordel frem for voksen er, at du ikke behøver vente på, at hårene bliver en halv centimeter lange, før du kan få en ny behandling. Sugaringen kan laves så snart, hårene begynder at vokse ud.

Mange kvinder oplever, at hårene bliver finere og færre, når de har fået regelmæssige sugar-behandlinger gennem længere tid. Metoden er så mild, at du kan bruge den over hele kroppen.

Hvis du har lyst til at eksperimentere med at lave din egen sugar-voks derhjemme i køkkenet, finder du en opskrift her.

Fordele:

  • Det tager flere uger, før hårene kommer tilbage – og med tiden kommer der til at gå længere tid mellem behandlingerne
  • Du undgår ’skægvækst’; hårene er helt bløde, når de vokser ud igen, fordi de er blevet hevet op med rod
  • Det tager forholdsvis kort tid at fjerne hår fra store områder af kroppen.
  • Du kan vokse næsten alle områder af kroppen, inklusiv ansigtet og hele kusinen
  • Det gør mindre ondt end en voksbehandling

Ulemper:

  • Det er dyrt at blive få regelmæssige behandlinger på en skønhedsklinik – de fleste steder koster en sugaring lidt mere end en almindelig voksning
  • Det er ikke alle klinikker, der tilbyder sugaring. Skriv navnet på din by og ’sugaring’ i søgefeltet på Google for at finde ud af, om der ligger en klinik nær dig
Kvinde plukker øjenbryn
© iStock

Plukning

Hvad er det?
At plukke hår med en pincet er en meget effektiv måde at fjerne hår på – men det tager desværre utroligt lang tid, hvis du har tænkt dig at plukke større områder hår for hår. Derfor giver det mest mening kun at plukke enkelte, vildfarne hår eller små områder rundt omkring på kroppen eller i ansigtet, som for eksempel øjenbrynene – som vi hjælper dig med at plukke rigtigt lige her.

Der er en del smerte involveret i pincet-metoden, og du risikerer rødme og små knopper de steder, du hiver håret ud med rod. En måde at minimere smerten på er at åbne porerne først med varmt vand – tag et langt bad først, eller dup dig med en varm vaskeklud.

Hvis det er øjenbrynene, du vil plukke, er det en god idé at gå til en kosmetolog første gang, så hun kan hjælpe med at forme dem rigtigt. Derefter bør du gøre det til en vane at plukke hver eller hver anden dag – så skal du kun hive et par enkelte hår ud ad gangen, hvilket er en noget mere overkommelig opgave, end hvis du skulle stå og hive fyrre smertefulde hår ud et efter et.

Pas på med at overplukke dine øjenbryn. Hvis du plukker hårene regelmæssigt i lang tid, bliver hårvæksten mindre. Det kan godt være, at du synes, det er smart med to helt tynde streger som 17-årig – men chancen for, at du ønsker se sådan ud resten af livet, er ikke ret stor!

Nogle kvinder oplever, at det gør mere ondt at plukke hår i perioden op til deres menstruation – hvis det også gælder for dig, kan du forsøge at lægge plukke-seancerne på andre tidspunkter.

Sådan gør du:

  1. Sørg for at stå ved et spejl med masser af lys, så du kan se, hvad du laver
  2. Vask området i varmt vand
  3. Stræk huden forsigtigt ud med fingrene
  4. Tag fat om håret med pincetten, så langt nede mod huden, som du kan komme til uden at få noget skind med
  5. Træk håret nænsomt, men fast, op fra hårsækken i hårets gro-retning. Lad være med at hive hårdt og hurtigt – du risikerer, at håret knækker, hvilket medfører indgroede hår
  6. Hvis du døjer med rødme, kan du gnide en isterning over området bagefter – det skulle få hævelsen til at lægge sig.

Fordele:

  • Det er meget billigt
  • Det er let at finde ud af, og du kan gøre det når som helst
  • Du har god kontrol over hvert enkelt hår, hvilket er en rigtig god ting ved for eksempel øjenbrynene eller små hår omkring brystvorterne

Ulemper:

  • Det kan gøre rigtig nas – specielt i følsomme områder som omkring brystvorterne og i ørerne
  • Du risikerer indgroede hår
  • Huden bliver ofte rød og lidt hævet efter en omgang plukning – det ser ikke specielt godt ud, hvis du gør det om morgenen inden arbejde
  • Det tager lang tid, og derfor hverken kan eller skal du plukke større områder af kroppen
  • Du må ikke plukke stride hår, der vokser ud fra skønhedspletter – barber dem af i stedet
Kvinde fjerner hår med en epilator
© iStock

Epilator

Hvad er det?
En epilator er en lille, elektrisk maskine, som hiver hårene op med rod, når du fører den hen hun over huden.

Det største problem med denne hårfjernings-metode er smerten: Maskinen hiver flere hår op ad gangen, og det er derfor umuligt at styre, om de bliver hevet med eller mod gro-retningen. Og modsat en voksning, der er overstået på få minutter, tager det lang tid at epilere større områder af kroppen – i hvert fald i begyndelsen.

Det gør vanvittigt ondt, første gang du forsøger dig med en epilator. Men bare rolig. Du er ikke alene om at lide for skønheden: Læs selv Woman-læsernes pinlige øjeblikke her, hvor der både er blevet plukket bryn med barberskrabere og brændt øjenvipperne af – Av!

Epilatoren giver mange lyst til at giver op med det samme, så de nægter nogensinde igen at komme i nærheden af sådan et apparat. Men andre bider tænderne sammen og påstår hårdnakket, at det kommer til at gøre langt mindre ondt efter et par gange. Og hårene bliver efter sigende både finere og lettere at hive ud med tiden.

Det tager flere uger for hårene at gro ud efter en epilering, og du undgår grimme stubbe, fordi hårene ikke bliver skåret over. Til gengæld må du leve et par uger med hår på benene, for de skal være omkring en halv centimeter lange, før du kan hive dem ud igen.

Mange kvinder får små, røde knopper i timerne efter en epilering, så det er en god idé at gøre det om aftenen, hvis du har tænkt dig at vise stængerne frem dagen efter.

Sådan gør du:

  1. Læs brugsanvisningen grundigt igennem, før du går i gang - der er forskel på, hvordan de forskellige epilatorer skal bruges
  2. Gå i bad – det bløder huden op. Men sørg for, at du er helt tør, inden du tænder maskinen. Lad være med at bruge bodylotion på det område, du vil epilere.
  3. Start med et af de mindre følsomme områder de første par gange, som for eksempel benene. Du kan være sikker på, at du ALDRIG får tændt for epilatoren igen, hvis du går direkte i krig med bikini-linjen!
  4. Gå langsomt frem og indstil maskinen på laveste hastighed til at begynde med. Bevæg epilatoren langsomt hen over huden med den ene hånd uden at presse. Brug den anden hånd til at holde huden udstrakt.
  5. Smør huden ind i en beroligende bodylotion, for eksempel med aloe vera.
  6. I løbet af de næste par dage, når huden er faldet ned og rødmen har lagt sig, er det en god idé at bruge en god body scrub for at undgå nedgroede hår. Gentag med et par dages mellemrum.

Fordele:

  • Når først du har investeret i epilatoren, er det ganske gratis at fjerne hår
  • Du kan fjerne hår, når det passer dig – uden at bestille tid på en dyr klinik
  • Det sviner overhovedet ikke – og du kan se fjernsyn imens
  • Det tager flere uger, før hårene vokser ud igen, og du får ingen stikkende stubbe
  • Mange oplever, at hårene bliver finere og færre med tiden

Ulemper:

  • Maskinen er forholdsvis dyr – især hvis du kun får brugt den en enkelt gang
  • Det er smertefuldt – især de første par gange og på områder med følsom hud, som for eksempel kusinen
  • Du må leve et par uger med hår på benene, før de bliver lange nok til at hive ud igen
  • I timerne efter epileringen bliver hud rød og prikket
  • Du risikerer indgroede hår
Kvinde bleger sine hår over læben
© iStock

Blegning

Hvad er det?

Dette er egentlig ikke en metode til at fjerne hårene med – men den kan hjælpe dig med at skjule dem, så de bliver knap så synlige. Princippet er det samme, som når du afbleger dit hår: Du kommer en creme på hårene, lader den virke i cirka et kvarter (læs instruktionerne på pakken grundigt igennem) – og vupti er hårene blevet helt lyse.

Blegning fungerer bedst på helt fine hår, som egentlig ikke ville være noget problem, hvis ikke de var så mørke – for eksempel hår på overlæben. Alle kvinder har hår her, men for de flestes vedkommende er de lyse og næsten usynlige. Men for mørkhårede kvinder med lys hud kan hårene være et problem, og her kommer blegningen ind i billedet.

Det er vigtigt, at du laver en lille test med blegecremen et diskret sted, før du smører den i ansigtet. Hvis huden bliver rød og irriteret i løbet af det næste døgns tid, er du allergisk – og så er det no-go!

Blegning holder normalt 2-4 uger, før du er nødt til at gentage hele molevitten. 

Fordele:

  • Ingen skægstubbe
  • Ingen indgroede hår
  • Det er forholdsvis billigt
  • Du kan gøre det hjemme
  • Det gør slet ikke ondt

Ulemper:

  • Du risikerer irriteret hud og i værste tilfælde allergiske reaktioner
  • Du fjerner ikke hårene – de er kun blevet lysere
  • Regelmæssig blegning risikerer at skade huden
  • Det fungerer bedst på helt små områder med fint hår
Fjerne hår med threading
© iStock

Trådmetoden (threading)

Hvad er det?
Threading er en oldgammel, mellemøstlig metode til at fjerne hår – den kaldes khite på arabisk og fatlah på egyptisk.

Behandleren bruger en tynd bomuldstråd, som hun ruller hen over hårene med en speciel teknik, så hårene fjernes helt nede i hårsækken. Hun holder den ene ende af tråden i munden og bruger begge hænder til at styre hårfjerningen.

Metoden er meget skånsom, fordi den ikke irriterer huden som for eksempel en voksning kan gøre. En dygtig behandler kan fjerne hårene meget præcist, og derfor er det en god måde at fjerne hår i ansigtet på, specielt i øjen-omgivelserne.

Det tager dog lang tid at lære teknikken, så det er nok ikke noget, du skal kaste dig over derhjemme - overlad trådningen til en professionel.

Fordele:

  • Det går hurtigt
  • Det er en meget præcis hårfjernings-metode, så linjerne bliver ofte mere lige, end hvis du bruger en pincet og fjerner hårene et ad gangen
  • Det gør mindre ondt end at vokse eller plukke brynene
  • Der er ingen kemi involveret
  • Resultatet varer 2-4 uger

Ulemper:

  • Der er ikke ret mange saloner i Danmark, der foretager behandlingen. Søg på Google efter ordene ’hårjerning’, ’tråd’ og navnet på din by for at finde en behandler.
  • Det gør lidt ondt – og huden kan godt blive lidt rød i et par timer
Fjerne hår med laserbehandling
© iStock

Laserbehandlinger

Hvad er det?
En lille, håndholdt laser sender lys med høj energi ned gennem de enkelte hår. Lysimpulserne bliver til varme i hårsækkene, så de nærmest bliver brændt af, og derfor holder de helt op med at producere hår fremover.

En laserbehandling er ikke smertefri – det føles nærmest som at få en elastisk smækket mod huden, hver gang en impuls rammer. Men smerten er ikke nær så slem som ved visse andre former for hårfjerning.

Desværre er det kun kvinder med mørke hår, der kan få gavn af denne behandling. Lyse, røde og grå hår kan ikke fjernes med laser.

Og så er der lige prisen: Du er nødt til at tage på klinik for at få det gjort, og det koster i omegnen 700 kroner per behandling. Du skal regne med et sted mellem 7 og 12 behandlinger, før resultatet er optimalt.

Der skal gå mindst otte uger mellem behandlingerne. Huden kan godt blive rød og irriteret i et par dage, og du må ikke få sol på området i to uger efter hver behandling.

Husk at undersøge, om din klinik opfylder lovens krav: Behandlingen må kun udføres af læger eller medhjælpere med dokumenterede, relevante kvalifikationer. Hjælperen må gerne udføre behandlingen, uden lægen er til stede, men det er et krav, at den ansvarlige læge skal komme på klinikken dagligt.

Selv om laser bliver kaldt ’permanent hårfjerning’, skal du nok forbedrede dig på, at du alligevel må i gang med skraberen på et tidspunkt. Det er de færreste, der bliver 100 procent fri for hår resten af livet – hormonpåvirkninger som graviditet og p-piller kan få hårene til at vokse ud igen. Men bevoksningen bliver helt sikkert mindre sparsom end før.

Fordele:

  • Du får betydeligt mindre hårvækst – resten af livet!
  • Du kan få behandlingen på alle steder af kroppen – også på store områder

Ulemper:

  • Det er hundedyrt – specielt på et SU-budget
  • Du slipper sandsynligvis ikke for at fjerne et par hår i området af og til
  • Behandlingen virker ikke på lyse, røde eller grå hår

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?