Kvinde sover med makeup
© iStock

Eksperten forklarer: Det sker der med din hud, når du sover med makeup

Magtede du ikke lige at fjerne mascaraen... igen?

10. marts 2017 af Tina Lykkegaard

Du kender det sikkert: Dagen har været lang, og du kan ikke heeelt overskue at fjerne den makeup, du påførte i morges. Du tænker, at det nok ikke skader at springe over en enkelt dag, og smider hovedet på puden. Dagen efter venter en ny dag, og du når måske ikke at få renset ansigtet helt grundigt... 

Her kan du læse fire vigtige grunde til, at du SKAL rense din makeup af hver aften. Hvis det alligevel glipper en enkelt gang, får du også en simpel guide til, hvordan du bedst renser huden dagen derpå.

1. Skidt og snavs. Der findes mange makeuptyper på markedet, og nogle typer tilstopper huden mere end andre. Dog har huden bedst af at blive afrenset fuldstændig – ligemeget hvilken makeup du bruger. Det er ikke kun makeuppen, der skal afrenses, men lige så meget dagligdagens skidt og snavs fra eksempelvis bilos og forurening. 

2. Regeneration. Et andet stort dilemma ved at sove med makeuppen på er, at huden regenererer om natten. Det betyder, at huden styrkes og repareres om natten, hvor huden vil have brug for fugt og pleje i stedet for gammel makeup. 

3. Bakterier. Mange piller og rører også sig selv i ansigtet mange gange i løbet af dagen, og hænderne er fyldt med bakterier, som allerhelst ikke skal i kontakt med huden, da det eksempelvis kan forværre uren hud. 

4. De værste syndere. Mascara er det værste – og måske dét, de fleste kvinder i virkeligheden gør. Det kan irritere øjnene og faktisk også give øjenbetændelse, og så slider det gevaldigt på vipperne, som kan knække og blive tynde.

Foundation er også en stor synder, fordi den trænger ned i huden (som den jo skal), men som tidligere nævnt kan det tilstoppe porerne i huden. Det kan generelt også irritere huden og eventuelt give allergi. 

Sådan renser du dagen derpå

Har trætheden taget over, og har du sovet med makeup på, er det vigtigste at få renset huden om morgenen. 

  • Du kan med fordel bruge en ren jojobaolie, som du masserer rundt i ansigtet, da jojobaolie opløser skidt og snavs
  • Derefter tager du en fugtig varm vaskeklud og tager olien af
  • Du kan gøre dette af flere omgange
  • Giv derefter huden noget fugt i form af en creme eller olie

Kærligst Tina Lykkegaard

Artiklen er skrevet af Tina Lykkegaard, der er under uddannelse til holistisk hudterapeut og vejleder og guider i hudproblemer. Følg @tinalykkegaard på Instagram, og få mange flere skønhedstips.

Vil du ikke risikere at gå glip af de nyeste skønhedstips, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?