Kvinde lægger rød læbestift
© iStock

Smæk på læbefarven: Sådan vænner du dig til at gå med læbestift

Giv outfittet et farvepop, eller læg mændene ned med labre femme fatale-læber!

12. september 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Postkasserøde læber er en klassiker, der aldrig går af mode, men det kan nok godt være lidt overvældende at kaste dig ud i, hvis du ikke er vant til det.

Det behøver dog på ingen måde afholde dig fra at gøre det alligevel – det handler bare om tilvænning og de helt rigtige tips, der gør det hele lidt nemmere.

Vi har samlet nogle af de mest almindelige forhindringer på vejen til forførende femme fatale-læber – og selvfølgelig også gode råd, så du kan blive verdensmester i at gå med læbestift!

Du synes, læbestift giver dig gule tænder eller en mærkelig teint

Måske har du prøvet en enkelt farve eller to, men synes ikke, at det er pænt. Det kan der være flere grunde til – måske synes du, at farven står underligt til din hudtone, måske synes du, at dine tænder pludseligt ser for gule ud, eller noget helt tredje. Det kan være lidt af en kunst at vælge den helt rigtige nuance, men det gør virkelig en verden til forskel!

Der er eksempelvis ingen grund til at afskrive alle røde læbestifter, fordi én har været mindre klædelig – du kan altid finde én med en anden undertone, enten varmere eller koldere, der passer bedre til dig

Generelt er kølige farver gode til lysere hud med blå undertoner, mens varmere farver klæder mørkere hud med mere gule undertoner rigtig godt. Hvis du har svært ved at finde det rigtige, så spørg i for eksempel Sephora eller MAC – de er dygtige, og de vil hellere end gerne hjælpe dig!

Det samme trick gælder med sådan noget som gule tænder. Her handler det også om at vælge den rigtige nuance; vil du gerne undgå gule tænder, skal du gå efter en farve med mere blå end orange undertoner, da de blå undertoner udligner de gullige undertoner i tænderne. Her er MACs Ruby Woo for eksempel rigtigt god.

Du synes, læbestift ser for voldsomt ud til dig

Det kan være lidt uvant at se dig selv med helt røde eller lilla læber, men det er meget naturligt, hvis du ikke plejer at gå med andet end en gang vaseline. 

Det kræver bare lidt tilvænning – start i det små med farvet læbepomade såsom Maybellines Baby Lips eller Burt’s Bees Tinted Lip Balm, eller prøv transparente læbestifter i naturlige farver såsom Cliniques Chubby Sticks eller MACs lustre- og glaze-nuancer, for eksempel See Sheer

Du kan også finde en kraftigere farve og bare duppe lidt på læberne, så det ikke bliver for meget. På den måde vænner du dig til at se dig selv med lidt mere farve på læberne, og så kan du langsomt bygge på, hvis du gerne vil prøve vildere farver og andre teksturer.

Du kan ikke lide følelsen af at have noget på dine læber/det er for tørt

Hvis du for eksempel lægger ud med en helt mat og meget pigmenteret læbestift, kan det godt føles meget fremmed, fordi det er en relativt tør og tyk konsistens. 

Heldigvis findes der et utal af læbestiftfinishes, teksturer og konsistenser, så prøv forskellige konsistenser, til du finder den type, du er glad for. 

Det er ofte de matte, der kræver lidt tilvænning (og lidt viljestyrke), fordi det kan være tørt på læberne; det er gerne nemmere at vænne sig til de mere cremede typer, da de føles mere naturlige og læbepomadeagtige, så det kan være et godt sted at starte.

Du synes, læbestiften holder dårligt, og orker ikke at lægge det hele tiden

Måske elsker du looket og fornemmelsen af læbestift, men er dødtræt af at hive lommespejlet frem hele tiden for at tjekke, om du nu har tværet det ud på kinden, eller om halvdelen af farven mangler efter et par drinks. Det er der heldigvis også råd for! 

Til at starte med er det altid en god idé at bruge en læbeprimer og/eller en læbeblyant; det giver et superskarpt look, og du undgår, at farven ‘bløder’ ud i de fine linjer omkring læberne. 

Du kan enten vælge en læbeblyant, der matcher læbestiften, så du netop får den helt skarpe kant, og ellers findes der gennemsigtige læbeprimere såsom Urban Decays Ultimate Ozone Multipurpose Primer Pencil, som sørger for, at læbestiften bliver, hvor den skal – og så passer den til alle farver. 

Derudover kan du gå efter de helt matte og meget pigmenterede læbekulører, da farven holder særligt godt med dem. 

Hvis du gerne vil have en læbestift, der holder i timevis og stort set ikke skal friskes op i løbet af dagen, så er de flydende varianter svaret – her får du også en knivskarp kant, hvis du lægger den rigtigt. 

Det kræver lidt tilvænning, men hvis du går efter Kat von D’s Everlasting Liquid Lipstick eller Lime Crimes Velvetines, så er du sikret en überholdbar læbestift. Er du på budget, er Rimmels Provocalips ret slidstærke, og NYXs Lip Lingerie-serie holder sig også pæn i timevis. 

Sådan lægger du læbestiften

1. Sørg for, at dine læber er gennemfugtede og veleksfolierede, før du tager læbestift på. Du kan bruge en lipscrub til at fjerne død hud og følge op med en god læbepomade, som du lader trænge ind og fugte læberne, før du lægger farve på.

2. Brug eventuelt en lipliner. Hvis du godt kan lide en helt skarp kant på læbefarven, er en lipliner i en matchende farve også din bedste ven. Alternativt kan du bruge en gennemsigtig.

3. Tag læbestiften på med en læbepensel, så du bedre kan styre den, og sørg for, at farven ligger jævnt. Bruger du en flydende læbestift, kan du selvfølgelig bare bruge applikatoren i tuben.

4. Tag et stykke køkkenrulle, og luk læberne sammen om kanten, så du får fjernet overskydende farve og får skabt en god base.

5. Påfør endnu et lag læbestift, så farven virkeligt kommer til sin ret!

6. Stik en finger i munden, luk læberne sammen om fingeren, og træk fingeren ud igen - der er sikkert en ring af læbestift af din finger. Med dette lille trick undgår du, at læbestiften ender på tænderne.

7. Er der småfejl i kanten, kan du rette lidt til med fugtig vatpind eller en lille pensel og en gang concealer ; bare sørg for, at du ikke ødelægger din foundation eller får en underlig concealer-rand om munden – det er heller ikke så flatterende.

8. Bruger du flydende læbestift, kan du sandsynligvis få en knivskarp påføring uden at tænke på flere lag eller farvet lipliner – her skal du bare være opmærksom på at få fjernet småfejl undervejs, da nogle flydende læbestifter kan være temmelig svære at rette, når de først er tørret!

9. Husk at smide både læbestiften og et lommespejl i tasken – på den måde kan du altid lige tjekke op på situationen, især hvis du lige kæmpet dig igennem en fedtet pizza!

Det vigtigste tip af dem alle er selvfølgelig, at du skal gøre det, du føler dig godt tilpas med. Hvis du ikke kan lide fornemmelsen af læbestift, så er det måske ikke noget for dig; men giv det et skud – måske ender du med at blive glad for det!

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?