15 spørgsmål, (og svar) om dit hår
© iStock

10 af alle livets store spørgsmål (og svar) om dit hår

Hvor hurtigt vokser det? Hvorfor bliver det så fedtet? Og hvordan glatter du det mest skånsomt?

7. april 2017 af Redaktionen

1. Hvorfor spalter mit hår?

Håret har et ydre skællag, der beskytter en blød kerne. Når skællaget bliver slidt, kan det ikke længere lukke sig om kernen, men spalter i stedet. Forebyg det ved at skære ned på farvning, føntørring og glatning, bliv klippet cirka hver anden måned, og klem håret tørt med håndklædet i stedet for at gnubbe. 

2. Kan ødelagt hår repareres igen?

Det korte svar er (desværre) nej. Hårets ydre skællag kan åbne og lukke sig – det sker for eksempel, når du farver håret, og når det opsuger plejestoffer i en hårkur eller et andet plejeprodukt. Et ødelagt skællag kan dog kun ‘limes’ sammen igen midlertidigt, det kan ikke som sådan repareres og blive som før. 

3. Hvor hurtigt vokser håret?

Dit hår vokser en halv millimeter om dagen, hvilket giver lidt mere end en centimeter om måneden. Mænds hår vokser lige så hurtigt (eller langsomt) som kvinders. Du kan ikke få manken til at sætte farten op, men hvis du passer godt på den, knækker den i det mindste ikke af før tid.

4. Hvorfor fælder jeg så meget?

Det er normalt at tabe 50-100 hår hver dag. Disse hår kan ikke vokse mere og falder ud. Vasker eller reder du ikke håret dagligt, kan det virke som mere, da du får flere dages hårtab på én gang. Får du pludselig bred skilning eller skaldede pletter, kan det skyldes dårlig kost, stress eller sygdom. 

5. Hvordan tæmmer jeg kruset hår?

Hemmeligheden er fugt. Jo mere fugt du giver stridt hår, desto blødere og mere medgørligt bliver det. Vask det kun to gange om ugen, så det ikke bliver udtørret, og brug en fed hårkur hver gang. Hårolie er kraftigt hårs bedste ven – fordel nogle dråber i håndfladerne, og kør dem gennem manken. 

6. Bliver kvinder tyndhårede med alderen?

Vi bliver sjældent direkte skaldede, men med alderen danner vi mindre af det kvindelige kønshormon østrogen, og så bliver håret mere sparsomt. Hvor mænd får store, skaldede områder, har kvinder heldigvis tendens til at tabe håret jævnt fordelt på issen, så det ikke er lige så tydeligt som hos dem (pssst... døjer du med tyndt hår? Så skal du kende de her produkter). 

7. Hvor langt kan mit hår blive?

Et hårstrå har tre faser: Det vokser i to til syv år, hviler i omkring tre måneder og falder til sidst ud, når et nyt hår er parat til at gro frem. Længden afhænger altså af, hvor længe håret vokser. Har dit hår kun en vækstperiode på omkring fire år, kan det blive cirka 50 centimeter langt – hvis du altså ikke klipper det. 

8. Hvorfor bliver håret fedtet?

Din hovedbund producerer et naturligt fedtstof, der holder både hud og hår fugtet. Vasker du håret ofte eller i meget varmt vand, føntørrer jævnligt eller bruger for skrappe hårprodukter, produceres der ekstra fedtstof for at kompensere for udtørringen – og resultatet bliver fedtet hår. Så måske du kan springe en hårvask over, og begive dig ud i en af disse syv fletninger i stedet?

9. Hvordan glatter jeg mit hår mest skånsomt?

Glat kun helt tørt hår, ellers koger du det! Brug altid varmebeskyttelse først, og indstil dit glattejern til medium eller lav varme, medmindre dit hår er meget kraftigt. Træk en smal lok gennem jernet i en jævn, rolig bevægelse. Skal du glatte samme sted flere gange, så vent, til lokken er kølet af. 

10. Er det farligt at farve håret?

Det er ikke ligefrem sundt for kroppen, men sjældent direkte farligt. Den største risiko er en allergisk reaktion over for et eller flere af stofferne i farven. Nogle reagerer så kraftigt, at de skal have lægehjælp, så du bør altid lave en allergitest, før du farver hår – uanset hvor mange gange du har gjort det før. Har du forresten set, at nutella-hårfarvning åbenbart er en ting?).

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Maria Rothmar.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?