Læs om de 5 overraskende ting, der giver dig fedtet hud
© iStock

5 overraskende ting, der giver dig den (belastende) fedtede hud

Hvor kommer alt den overskydende olie egentlig fra?

5. december 2016 af Stylista.dk / Sofie Ringtved Jensen

Vi ved vist efterhånden godt allesammen, hvad der forårsager, at vi får fedtet og uren hud: Det er kort sagt, når hudens naturlige olieproduktion forhøjes og blander sig med døde hudceller, så dine porer tilstoppes.

Men selvom du har styr på, hvorfor du fra tid til anden får de irriterende udbrud, er det jo ikke svaret på, hvor alt den overskydende olie egentlig kommer fra?

Læs de fem mest basale årsager her.

1. Hvis du renser din hud FOR meget

Vi ved allesammen, at det er vigtigt at rense sin hud morgen og aften for at slippe af med døde hudceller, makeuprester og generel skidt, som lægger sig på huden i løbet af dagen eller natten.

Men selvom det er en god idé, kan det også godt tage overhånd. Hvis du renser huden for meget, kan du nemlig risikere at fjerne hudens naturlige barriere, hvilket kan resultere i to uheldige scenarier: en meget tør eller en ekstra fedtet hud. Den sidste skyldes, at hudens naturlige forsvar vil overproducere olie for at undgå den udtørrede overflade.

Løsning: Stop endelig ikke med at rense huden, men sørg for at holde dig til din morgen- og aftenrutine, og brug desuden et renseprodukt, som ikke er for hård mod din hud.

2. Mejeriprodukter

Selvom du forsøger at holde dig fra de fedtede fastfood-fælder, kan din madrutine alligevel godt være årsagen til den fedtede hud. De ellers så sunde mejeriprodukter kan nemlig være mindst ligeså skyldige.

Det er, fordi alle mejeriprodukter har et naturligt indhold af hormoner, som ikke er hensigtmæssige at have et for højt indtag af.

Derudover har mange af denne slags madvarer et højt indhold af sukker, som kan øge din krops glykemiske indeks og dermed fedte din hud yderligere – og desuden ælde den hurtigere!

Løsning: Oplever du en meget fedtet og uren hud, kan du med fordel prøve at skære ned på dit indtag af mejeriprodukter i en periode og holde øje med, om det gør en forskel.

3. Hormoner

Apropos hormoner, så kan disse generelt få en stor del af æren for den fedtede og urene hud.

Eksempelvis er din menstruationscyklus en stor synder, og den har stor indvirkning på hudens udseende, fordi den kan øge hudens olieproduktion betydeligt i løbet af en cyklus.

Løsning: Læg mærke til, hvilke perioder af din cyklus din hud fedter mere eller mindre, og prøv at handle derefter. Du kan for eksempel i perioder, hvor du producerer mere olie, bruge et kraftigere renseprodukt end i perioderne, hvor du ikke har så fedtet hud.

4. Dine hudprodukter

En rigtig god idé, hvis du oplever en fedtet hud, er at tage et godt kig på de produkter, du putter i ansigtet – måske er det deres fortjeneste, at din hud fedter til?

Som før nævnt er det i mange tilfælde en god idé at holde dig til milde rense- og fugtighedsprodukter. På den måde kan din hud i højere grad selv navigere i forhold til omgivelserne og dermed få lov til at ånde, så der ikke kommer uheldige bivirkninger, som overproduktion af olie.

Løsning: En god fingerregel er, at hvis din hud har tendens til at blive fedtet, skal du sørge for kun at bruge oliefri produkter, som føles lette på din hud.

5. Dine gener

Vi ved det godt – det er ikke verdens mest betryggende ting at få at vide, at dine gener er skyld i den fedtede hud, men ikke desto mindre er vi allesammen forskellige, så visse mennesker er bare mere udsatte end andre, uden de nødvendigvis gør noget forkert.

Løsning: Den gode nyhed er dog, at der stadig er råd at hente. Oplever du en fedtet og uren hud, men har allerede taget højde for ovenstående faktorer, kan en god lermaske være et godt skridt på vejen mod den hud, du ønsker.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Kilde: Schweiger Dermatology Group, Marieclarie.com

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?