Skønhed | Sundhedsmyter om parfume
© iStock

Skal dine produkter være med eller uden parfume? Læs disse 6 sandheder, inden du vælger

Der er mange myter om parfume. Nogle er sande, mens andre er pure opspind!

7. marts 2017 af Redaktionen

Giver parfume allergi? Er naturlige duftstoffer mere sikre? Vi giver dig sandheden om seks af de mest almindelige myter, så du kan finde hovede og hale i parfumedebatten.

1. Myte: “Naturlige dufte og æteriske olier er ikke så skrappe som kunstig parfume”

Sandheden: Rent faktisk giver naturlige duftekstrakter oftere allergi end de kunstige. Kan du ikke tåle parfume, vil du altså sandsynligvis reagere mindst lige så kraftigt på naturlige duftstoffer som på de syntetisk fremstillede. 

2. Myte: “Jeg får parfumeallergi, hvis jeg bruger parfumerede produkter”

Sandheden: Nej, ikke nødvendigvis. Du kan sagtens bruge duftstoffer dagligt uden nogensinde at udvikle allergi. Risikoen vil dog altid være der – vil du være sikker på aldrig at blive allergisk over for parfume, skal du helt undgå det, både i kosmetik, vaskemidler og alt andet i hverdagen

3. Myte: “Et produkt virker mindre effektivt, hvis det er uden parfume”

Sandheden: Parfume har ingen anden funktion end at få noget til at dufte godt. Selv produkter som deodorant (bruger du forresten din deo rigtigt?) og sæbe fungerer lige så godt uden som med parfume – resten af ingredienserne skal nok sørge for, at du ikke lugter dårligt, omend du jo så heller ikke kommer til at dufte af blomster. 

4. Myte: “Uparfumerede produkter lugter grimt”

Sandheden: Mange parfumefri skønhedsprodukter lugter ikke af noget som helst, mens nogle kan have en lidt gær-agtig eller medicinsk lugt, der stammer fra de øvrige ingredienser. Det er sjældent, at de lugter direkte dårligt – producenterne ved jo godt, at det også skal være rart at bruge dem. 

5. Myte: “Parfumefri produkter er bedre for miljøet”

Sandheden: Der er ingen sammenhæng mellem mængden af parfume i et produkt, og hvor skadeligt det er for miljøet. Vil du undgå parfume, kan du gå efter produkter med den blå krans fra Astma Allergi Danmark, mens Svanemærket betyder, at det er skånsomt for miljøet. 

6. Myte: “Hvis et produkt er uden parfume, er det mere sikkert”

Sandheden: Hvis du har parfumeallergi, så ja. Derudover er et parfumefrit produkt ikke nødvendigvis mere skånsomt end andre skønhedssager – du kan også reagere på andre ingredienser end den tilsatte duft. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Maria Rothmar.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?