Hår
© iStock

Disse fødevarer kan gøre underværker for dit hår

Find en budgetvenlig hårkur i køleskabet!

6. januar 2017 af Amalie Caroline Møller Bonde / Costume.dk

Mange fødevarer kan mere end blot at smage godt – de kan eksempelvis gøre underværker for dine lokker. Nogle af listens ni punkter har du formentlig hørt om før, mens andre nok vil komme bag på dig.

Voilà, din næste hårkur er serveret!

1. Avocado

Drømmer du om glansfuldt hår, kan avocado være vejen frem. Tag en most avocado, og fordel den i længderne. Lad det virke i 20 minutter, skyld avocadomosen ud, og brug shampoo og balsam, som du normalt ville gøre.

2. Kokosolie

Hårolie plejer at være midlet mod spaltede og tørre spidser, og her er mange penge at spare ved at bruge kokosolie i stedet. Fordel kokosolien i spidserne, men vær opmærksom på, at du skal bruge meget lidt – en halv lillefingernegl er rigeligt.

3. Majsstivelse

Hvis du er løbet tør for tørshampoo, kan du bruge majsstivelse som erstatning. Drys det i hovedbunden, hvor håret er fedtet. Lad det sidde lidt, og ryst så håret, så det ikke drysser.

4. Olivenolie

Olivenolie både fugter og styrker dit hår. Hvis du har meget tørt hår, kan du sove med olien i håret og lade det sive godt ind natten over.

5. Hårkur

Du kan også blande olivenolien med honning (blandingsforhold 1:1) og lave din helt egen hårkur

6. Mayonnaise

Hvis du gerne vil have silkeblødt hår, er det mayonnaisen, du skal have fat i. Massér det ind i håret, og lad sidde i 20 minutter, før du skyller.

7. Yoghurt

Vil du derimod gerne have dine lokker til at gro, kan du med fordel bruge yoghurt i din hovedbund, hvor mælkesyren vil trænge ind og få det til at vokse hurtigere. Det lyder måske knap så lækkert, men hvad gør man ikke i kampen for de lange lokker? Lad yoghurten sidde i håret i 15 minutter, og vask det derefter grundigt ud.

8. Ketchup

Selvom det virker meget mærkeligt at putte ketchup i håret, er det faktisk ikke helt dumt. Ketchup hjælper med at fremhæve en lys hårfarve, og kan desuden være behjælpeligt for ikke naturlige blondiner, hvis lokker har fået for meget klor og som følge et grønligt skær.

Lad ketchuppen sidde i håret i 20 minutter, og vask derefter håret med shampoo og balsam.

9. Te

Har du derimod mørkt hår, kan du komme lokkerne i din Earl Grey-te og derefter vaske det for at styrke den mørke farve. Dette trick er særligt effektivt for farvet hår. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?