Kvinde sveder
© iStock

Eksperten forklarer: Det sker der med din hud, når du træner med makeup

Får du heller ikke taget din makeup af, inden du rammer løbebåndet?

11. juli 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Du kender det sikkert: Efter arbejde eller studie tager du direkte til træning, for hvis du først kommer hjem og får sat et afsnit af din yndlingsserie på, kommer du stensikkert aldrig afsted.

Derfor ender du som regel altid med at have makeup på, når du rammer fitnesscenteret. Men hvilke konsekvenser har det egentlig for din hud? Det gør Tina Lykkegaard, som er under uddannelse til holistisk hudterapeut og har bloggen Tina Lykkegaard, os meget klogere på lige her.

Er det skidt for min hud at træne med makeup? 

Tina Lykkegaard fortæller, at makeup altid vil lægge sig på huden, men at der er stor forskel på, hvilken type makeup du bruger. 

“Bruger du makeup, hvor huden kan “ånde” igennem, har huden en bedre chance for at udskille de affaldstoffer, som kommer ud via sveden, når du træner. Er huden helt fri for makeup og ren, så kan hudens porer langt bedre udskille affaldstoffer gennem huden, men huden har forholdsvist nemt ved at ånde igennem 100 procent mineral makeup.”

Svedig træning

“Man siger faktisk, at sved er kilden til ungdom, så ønsker man at holde sig ung og skøn, så er det bare med at svede,” fortæller Tina Lykkegaard. 

Når vi sveder, udskiller kroppen nemlig affaldsstoffer, som ellers kunne have ophobet sig i huden, hvilket kan give uren hud, hudorme og rødme i huden.

Så det er altså både godt for vores krop og vores hud at træne, men hvis du træner med makeup, får huden nogle udfordringer. 

“Du skal forestille dig, at når du træner og har makeup på huden, vil hudens små porer være “lukket” til for makeup, og derfor har huden sværere ved at udskille sveden og affaldstofferne,” siger Tina Lykkegaard.  

Sveden skal gerne vaskes af relativt hurtigt efter træningen, da affaldstofferne, som er i sveden, ikke skal sidde på huden. Tina Lykkegaard anbefaler derfor, at du tager et bad efter træning, hvor du renser ansigtet godt. Du kan eventuelt bruge en vaskeklud, da den vil mindske hudorme og tilstoppede porer.  

Hvis du VIL træne med makeup

Jo mere makeup og jo flere lag, du har på til din træning, jo sværere bliver det for huden at udskille sved og affaldsstoffer, fortæller Tina Lykkegaard.

Hun anbefaler derfor, at du skal bruge naturlig makeup, som ikke indeholder tilstoppende ingredienser (eksempelvis mineralske olier eller talkum), hvis du vil træne med makeup. 

“Dette kan være en stor synder til hudorme og en hud, der har svært ved at blive renset i dybden. Brug hellere makeup, hvor huden kan ånde og som er baseret på 100 procent mineral makeup. Mine favoritter er BeMineral og det danske, nye mærke Miild.

Derudover kan du have in mente, at en let dækkende pudder, som er baseret på mineraler, ikke er nogen stor synder. Ellers kan du overveje at droppe makeup på selve huden, og i stedet holde dig til mascara, som jo gør utrolig meget for vores ansigt. Mascara har nemlig ingen negativ effekt på huden.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?