© Scanpix / Iris

Find den rigtige frisure til din ansigtsform

Woman hjælper dig, hvis du har brug for hår-fornyelse

25. marts 2014 af Mette Andrea Boesgaard

Find den rigtige frisure til din ansigtsform

Dit hår er en vigtig del af dit look. Det skal afspejle, hvem du er, det skal bakke op om din garderobe, og så skal det makke ret og gøre det, du gerne vil have det til! Men det er ikke lige sådan at vælge en frisure. Der er masser at vælge imellem, og hvordan finder du egentlig ud af, hvad der er rigtigt for dig? Frygt ikke, for Woman har svaret!

Inden du går i gang

Når du vælger frisure, skal du selvfølgelig først og fremmest tænke på, hvad du godt kan lide og hvad du gerne vil udstråle med dit hår - er du mest til et afslappet look, eller kan du bedre lide klassisk hår og tøj? Kig dig selv i et spejl i fuld figur og se, hvilket helhedsindtryk du gør. Dit hår skal passe til hele din kropsbygning og din tøjstil.

Derudover er der 3 praktiske ting, du skal overveje:

  • Hvordan er dit hår? Hvad kan rent faktisk lade sig gøre? Har du piv-fladt hår, er det måske ikke lige til at skabe lækkert fald i lokkerne, og kort hår vokser ikke langt på en nat (ikke uden extensions i hvert fald). Selvom styling-produkter og en god klipning kan gøre meget, kan det ikke hjælpe på alt.

  • Hvad passer til din livsstil? Har du 2 minutter til at sætte hår om morgenen, eller ofrer du gerne en halv time på at føntørre, glatte og style parykken? Og hvor mange penge vil du egentlig ofre på lokkerne ? har du råd til extensions og striber hver 2. måned eller er dit budget ikke til den slags ekstravagante vaner?

  • Hvad passer til dit ansigt? Ligesom tøj kan fremhæve dele af din krop, du kan lide, og skjule ting, du er mindre vild med, kan en frisure også bringe proportion og balance til dit ansigt. Derfor er det supervigtigt, at du finder din ansigts-facon. Det gør du ved at trække dit hår tilbage med et pandebånd eller en hårbøjle, så din pande er blottet. Grib din make-up pung og find så en læbestift. Stil dig foran et spejl, og begynd at tegne dit ansigts silhuet op på spejlet med læbestiften. Voilà! - nu er det lettere at se, hvilken ansigtsfacon du har.

Det runde ansigt

 

Her er dit ansigt:
Du har fyldige æblekinder, en lille rund pande og et rundt kæbeparti som skønne Michelle Williams. Der er ikke særlig stor forskel på længden og bredden af dit ansigt - og så har det heller ingen skarpe kanter og vinkler.

Gå efter:

  • FYLDE PÅ TOPPEN: Sørg for at få en klipning, hvor håret fylder mest foroven i stedet for på siden af hovedet. Det giver illusion om et længere ansigt i stedet for at understrege rundheden. Det gælder også, når du sætter håret op - det skal helst sidde oven på hovedet!

  • LANGE LÆNGDER: Prøv med en frisure, der går længere ned end til kæbelinjen. Sørg for, at der er masser af etager i din klipning, så du ikke ender med en masse hår på siden af hovedet, hvor du er allerbredest. Hvis du har langt hår, der hænger løst, skal du forsøge at lade noget af det hænge foran skuldrene. Bløde krøller er også super godt til dig med langt hår og et rundt ansigt.

  • SIDESKILNING: Hold gerne panden fri for hår, så dit ansigt ikke virker endnu kortere, end det i virkeligheden er. Hvis du gerne vil have pandehår, skal du gå efter den lidt længere, blødere model, der starter i en sideskilning, i stedet for en massiv, lige linje hen over panden.

Undgå:

  • EN SKARP PAGE: Hvis dit pagehår slutter over eller lige ved kæbelinje, får den dit ansigt til at virke endnu rundere, end det er. Hvis du gerne vil have pagehår, skal du i stedet forsøge med en lidt længere model, der slutter nogle centimeter under kæben.

  • KORT HÅR: Generelt skal du passe på med de helt korte frisurer, men hvis du sørger for, at det stadig fylder på toppen, kan det sagtens gå alligevel.

  • KRØLLER: De får dit ansigt til at se endnu rundere ud. Tænk opad i stedet for udad!

  • HELT GLAT HÅR: Du skal være forsigtig med at glatte dit hår alt for meget - især hvis du har tyndt hår. Det kan hurtigt få dit ansigt til at se stort ud.

Det firkantede ansigt

 

Her er dit ansigt:
Hvis du er den heldige ejer af et firkantet ansigt, skal du kun være glad - nogle af verdens smukkeste og mest berømte kvinder har samme ansigtsform som dig! Se bare på dårende dejlige Keira Knightley her... Dit ansigt er kendetegnet ved en bred pande og et næsten lige så bredt kæbe-parti, der samtidig er meget markant. Det er et stærkt ansigt - og hvis du ikke tænker over det, når du vælger frisure, kan du godt komme til at se en lidt maskulin ud. Brug håret til at bløde linjerne op!

Gå efter:

  • KRØLLER: Et sus af krøller (eller bare en smule bølger) omkring et firkantet ansigt bløder helhedsindtrykket op. Det er allerbedst, hvis du ikke klipper krøllerne kortere end til kæbe-linjen.

  • KORT HÅR: I modsætning til mange andre ansigts-typer kan du sagtens bære kort hår - det ser godt ud til dit markante ansigt. Men sørg for, at der stadig er en smule længde i det øverste af håret, ellers bliver du hurtigt meget drenget at se på.

  • SIDESKILNING: Gå efter den lidt længere model af pandehår, der starter i den ene side og løber blødt hen over din pande - en løs hårtot, der falder ind over dit ansigt, bløder din kæbe gevaldigt op. Sørg altid for, at i hvert fald en del af din pande er synlig under pandehåret.

  • LANGE LÆNGDER: Lag-på-lag er den bedste løsning for dig, der har et firkantet ansigt og gerne vil have langt hår. Tænk etager - og gerne masser af dem - og lad dem starte et lille stykke under kæben. Denne frisure ser også super godt ud i kombination med side-skilning med langt pandehår..

  • OPSAT HÅR: Hvis du gerne vil have ansigtet til at se en smule længere ud, skal du sætte håret op oven på hovedet i stedet for bagpå.

Undgå:

  • EN SKARP PAGE: Den klassiske page, der slutter lige ved kæbelinjen, er ikke specielt god til dig. Hold dig generelt væk fra de helt skarpe frisurer.

  • PANDEHÅR: Når pandehåret er klippet i en helt lige linje hen over panden, bliver dit ansigt endnu mere firkantet at se på. Det er ikke en god idé!

  • TILBAGESTRØGET HÅR: Hvis du stryger håret tilbage fra ansigtet i en stram knold eller hestehale, bliver dine markante træk meget tydelige. Det kan se flot ud til nogen, men det er ikke alle firkantede ansigter, der kan bære det.

  • HELT GLAT HÅR: Langt, glat hår understreger dit firkantede ansigt. Krøller og etager bløder det hele lidt mere op

Det ovale ansigt

 

Her er dit ansigt:
Det ovale ansigt er - som navnet nok antyder - kendetegnet ved at være nogenlunde ovalt: Det er en smule længere, end det er bredt, og pande og kindben er bredere end kæbe-partiet. Mange ovale ansigter er desuden forsynet med markante kindben.

Hvis du er den heldige indehaver af et ovalt ansigt a la Jessica Alba, kan du godt klappe i dine små hænder; det er nemlig den mest harmoniske ansigtsform af dem alle - og derfor kan du roligt eksperimentere løs med alverdens frisurer og længder. Stort set alt passer til dig, så kun fantasien sætter grænser.

Gå efter:

  • AT FREMHÆVE DET BEDSTE VED DIT ANSIGT: Udnyt det faktum, at du ikke behøver at bekymre dig om at nedtone noget som helst ved din ansigtsform. I stedet kan du koncentrere dig om at fremhæve dine bedste træk: Lige meget hvor langt dit hår end er, vil du se bedst ud med etager ved kindben, læber eller hage - vælg selv, hvad du helst vil fremhæve.

  • KORT HÅR: Ja, selvfølgelig kan du også klippe håret helt kort, dit heldige asen! Det er kun modet, der sætter grænser.

  • PANDEHÅR: Du kan slippe afsted med rigtig mange forskellige typer pandehår: kort, langt, massivt eller strøget til siden. Knock yourself out!

  • KRØLLER ELLER BØLGER: Hvis du vil have langt hår, skal du gå efter krøller eller fine bølger. Det fremhæver på det fornemmeste dit skønne ansigt.

  • VIS ØRERNE: Sæt gerne dine lange lokker om bag ørerne - det markerer din perfekte ansigtsform. Træk samtidig det lange hår frem foran skuldrene.

  • OPSAT HÅR: Du er heldig - du kan nemlig tillade dig at skrabe alt håret væk fra dit ansigt. Det fremhæver dine skønne former.

Undgå:

  • LANGT, FLADT HÅR: En af de eneste frisurer, der ikke klæder dig, er det lange, flade gardin-look. Når det hænger ned foran dit ansigt, kan formen let komme til at se aflang ud i stedet for oval - og hvorfor gemme din perfekte ansigtsform væk og ødelægge den smukke symmetri og balance, du er begavet med?

Det aflange ansigt

 

Her er dit ansigt:
Dit ansigt minder en hel del om det ovale - det er bare blevet "trukket" lidt i begge ender, så resultatet er en lille smule aflangt. Har du et aflangt ansigt - a la Sarah Jessica Parkers - er du ofte også udstyret med en lang pande og en aflang næse, så derfor er det ekstra vigtigt at vælge den rigtige frisure.

Gå efter:

  • PANDEHÅR: Kast dig ud i alle former for pandehår. Det er super flatterende for din ansigtsform, fordi det lige skærer det øverste stykke af dit ansigt væk - især hvis du også er velsignet med en lang pande.

  • EN SKARP PAGE: Den skarpe page, der slutter lige over kæbelinje, er perfekt til dig, fordi det skaber illusion af et bredere ansigt.

  • KRØLLER: Et brus af krøller får håret til at fylde i siderne, og det gør dit ansigt mere harmonisk. Men lange, bløde bølger kan også gøre det.

  • KLIP HÅRET NED I EN SPIDS: Hvis du gerne vil have langt hår, er det en god idé at klippe det i en trekant, hvor det forreste hår er forholdsvis kort, og håret bliver længere ned ad ryggen.

 Undgå:

  • KORT HÅR: Lad være med at klippe dit hår alt for kort - det får kun dit ansigt til at se endnu længere ud.

  • LANGT, GLAT HÅR: Smid glattejernet i skraldespanden, for helt langt, glat hår gør dit ansigt endnu længere. Skulderlangt hår er generelt meget bedre til kvinder med lange ansigter.

  • MIDTERSKILNING: Når du skiller håret på midten, sætter du fokus på den linje, hvor dit ansigt er allerlængst. Prøv i stedet med en lækker sideskilning.

Det hjerteformede ansigt

 

Her er dit ansigt:
Hvis dit ansigt er bredt ved panden og går skråt ned i en smal kæbe og en spids hage, hører du til blandt de hjerteformede. Det er et super feminint ansigt, og du har - ligesom Reese Witherspoon - masser af muligheder med hensyn til frisuren. Men forsøg alligevel at nedtone hagen lidt - det gør helhedsindtrykket lidt mere harmonisk.

Gå efter:

  • PANDEHÅR: De fleste former for pandehår ser godt ud til dig - især den lidt længere model, der går ned over øjenbrynene eller den, der starter i siden og løber henover din pande. Pandehåret tager lidt af fokus væk fra dit hageparti, og samtidig kan det bruges til at dække en stor pande.

  • PAGEHÅR: Du kan satens bære en page. Men sørg for, at den ikke er kortere end til hagen.

  • FYLDE FORNEDEN: Dit hår skal helst fylde allermest lige omkring hagen. Det skaber harmoni, fordi det udjævner lidt af det hjerteformede. Krøller og fald er godt, men det er bedst, hvis det starter fra ørene og nedefter - så indrammer det dit ansigt på smukkeste vis.

 Undgå:

  • PANDEHÅR: Pas på med at klippe pandehåret for kort og lige over. Det kan let se mærkeligt ud på din brede pande.

  • KORT HÅR: Du kan sagtens have kort hår, men lad det endelig ikke fylde for meget oven på hovedet. Hvis du vælger at lade lokkerne falde, skal du sørge for at holde de øverste lag forholdsvis lange.

  • HØJ KNOLD: Pas på frisurer og opsætninger, der fylder på toppen - medmindre du virkelig har lyst til at understrege din hjerteform.

  • TILBAGESTRØGET HÅR: Det sætter virkelig fokus på din brede pande og din spidse hage, hvis du sætter håret op i en stram knold eller hestehale. Så vælg en blød, rodet knold eller hestehale i stedet.

Gode råd

Når du nu kender til dig selv, din stil og din ansigtsform, kan du gå på jagt efter dit nye hår. Hvis du mangler inspiration til, hvad du skal gøre ved håret, så glo på billeder i reklamer og af stjerner, i blade, i tv og på nettet og lad dig inspirere.

 

Vil du være helt sikker på, at du har valgt rigtigt? Så prøv frisuren, inden du lader frisøren klippe! På internettet er der masser af steder, hvor du kan afprøve frisure blot ved at uploade dit billede.

Prøv din nye frisure på, før du sætter dig i frisørstolen

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?