Beskyt huden i vinterkulden
© iStock

Sådan beskytter du huden i vinterkulden

Det kræver en god portion kærlighed indefra – men bestemt også udefra

28. februar 2017 af Tina Lykkegaard

Man kan for alvor mærke kulden bide i kinder, læber og ikke mindst hænderne. Måske oplever du, at huden bliver mere tør end normalt eller måske en smule irritation i huden på grund af kulden. 

Det kan du faktisk gøre ganske meget ved, men det kræver en god portion kærlighed indefra – men bestemt også udefra. Jeg har sagt det før, men for en god ordens skyld skal du vide, at hele 80 procent af din ydre skønhed kommer indefra, hvor de sidste 20 procent skal bruges ganske fornuftigt for at få et endnu skønnere resultat. 

Huden skal nemlig beskyttes

Har du nogensinde overvejet, at ansigtet ingen overfrakke har på? Med det mener jeg, at resten af kroppen stort set altid er dækket til med en eller anden form for tøj. Det samme har ansigtet brug for i denne kulde, så du skal gå efter en god nærende creme, som skal være ansigtets vinterfrakke. Endnu bedre så kan du med fordel bruge en god balm.

En balm er en lidt fed salve, som booster huden med fedtstof, men den beskytter også huden gevaldigt. Det skal dog være en naturlig og vegetabilsk balm, ellers risikerer du, at huden stoppes til, hvilket kan give urenheder. Karmameju’s CALM balm er ret suveræn at have med sig denne vinter. Du kan nemlig med fordel bruge den i ansigtet på de mest udsatte steder såsom kinder og læber. Når den varmes op, smelter den i hænderne og bliver en fin tynd olie. Brug den også gerne i hele ansigtet til natten, for at huden kan få lov til at regenerere sig fra dagens udfordringer. 

Lav din egen balm

Er du mere en gør-det-selv-type, så kan du med fordel lave din egen lækre balm. Her kan du helt selv vælge, hvilke typer butters, du vil have i sammen med en flydende olie. Du kan eksperimentere med 15 gr. butters som sheasmør og/eller mangosmør og tilsætte 20-25 gr. flydende olie eventuelt hybenolie, lidt jojobaolie eller hindbærkerneolie. Butters smeltes forsigtig i vandbad, og de flydende olier hældes i, hvorefter du pisker det hele sammen. Her bliver til 50 ml. Stil på køl i 20 min. Herefter vil den hurtigt sætte sig.

Kroppen skal også plejes indefra og gerne med olier, som indeholder GLA fedtsyren, som er rigtig effektiv til at smøre huden indefra. Her kunne du med fordel vælge hampefrøolie til normal/tør hud eller kæmpenatlysolie til meget tør hud. Tag 2 spsk. dagligt vinteren over. Spis også gerne avokado, nødder, frø og kerner hver dag. Kværn eksempelvis 1-2 spsk. blandede hørfrø, sesamfrø og græskarkerner, og skyl ned med vand straks. Det giver kroppen en masse sundt fedt, men det booster også din fordøjelse med nærende fibre. En god cocktail til den indre sundhed.

Inden du lader dig friste af detox-kure

Lige om lidt bliver vi bombarderet med en masse detox-kure efter julens dejlige mad og nytårets festlige løjer, men inden du presser dig selv igennem en hård udrensningskur, synes jeg, du skal huske dig selv. Det kan godt være, det kræver lidt ekstra nærende mad de efterfølgende uger, men det kan du sagtens gøre uden, at det bliver hårdt på sådan en måde, hvor du faktisk bare stresser dig selv og din krop. Sætter du strenge regler op for dig selv, kan du nemlig stresse kroppen mere, end det gavner. Vi har så mange idealer, vi bare SKAL leve op til, men hvorfor egentlig? 

Måske er det bedre, at du bruger din januar på at drikke lækre grøntsagsjuice eller smoothies, som fylder din krop op med en masse vitaminer og mineraler samt et væld af gode næringsstoffer. Forsøg at snig så mange grøntsager ind i din kost som muligt. Gerne både let bagte, få rå, let svitsede eller dampede grøntsager på alle mulige måder. Det vil give din fordøjelse en velfortjent pause fra den tunge mad fra julen. Spis sundt fedt fra eksempelvis avokado, koldpresset økologisk olivenolie, hampefrøolie, økologisk laks, nødder, frø og kerner dagligt. Sundt fedt vil også holde din sukkertrang nede, da det vil holde dit blodsukker stabilt. 

Masser af grønt

Fed julemad, sukker, slik, kage, kaffe, brød, komælk vil øge vores syreniveau i kroppen, som gør dig træt og dvask. Det kan også give dig fordøjelsesbesvær, men også en øm krop generelt. Derfor skal vi have gjort kroppen mere basisk. Start din morgen med en halv presset citron i vand, som er kroppens helt eget indre brusebad. Grøntsager har også denne basiske effekt, så du vil ret hurtigt mærke en ændring i kroppen ved at øge niveauet af grøntsager i din kost. Den nemmeste måde at booste kroppen med grøntsager er som sagt ved at drikke grøntsagsjuice og lækre smoothies, hvor du eksempelvis kan bruge økologisk babyspinat sammen med ananas eller æble. 

Husk at mærke efter

Du skal mærke efter og vælge det naturlige valg. Lad dig ikke friste af underlige drikke eller sjove finurlige chokoladebare, som er “sunde”, da de altid er tilsat alt muligt mærkeligt. Spis det, der findes i naturen. Det er langt bedre for dig, og lad dig så ikke stresse eller irritere over, hvordan du HAR spist, men fokusér på, hvordan du vil spise den kommende tid. Stress øger nemlig også vores syreniveau i kroppen. Pas godt på dig selv.

Kærligst Tina Lykkegaard 

Artiklen er skrevet af Tina Lykkegaard, der er under uddannelse til holistisk hudterapeut og arbejder til dagligt i Naturskøn i Aarhus. Følg @tinalykkegaard på Instagram, og få mange flere skønhedstips.

Vil du ikke risikere at gå glip af de nyeste sundhedstips?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?