Kvinde | Mand | Samtale
© iStock

Vil du have mere i løn? Sådan beder du om det – og får det!

Har du større chance for en lønstigning end at vinde i Lotto?

9. april 2018 af Amalie Kjær Boel

Synes du, at du fortjener mere i løn – men ved du ikke, hvordan du skal spørge din arbejdsgiver om det? Det kan være af helt basale grunde, som at du har hørt en anden kollega får mere end dig, selvom at du er der flere timer. Eller at du eksempelvis har været der i flere år uden nogen form for lønforhøjelse. Hvis dette er tilfældet, så har vi her lavet seks gode råd til, hvordan du beder om mere i løn i samarbejde med Hans Frederik Linde fra Kommunikation og Sprog.

1. Det første du skal gøre – forbered dig grundigt

Hans forklarer forberedelsen som at være lige som tilfældet med ferie og fødselsdage – at alt bliver meget bedre, når det er planlagt. “Årsagen er, at gæsterne eller ens chef dermed får en oplevelse af, at det er noget, som du tager seriøst.” Hans kommer med tre gode måder, du kan forberede dig på:

  1. Hvordan er det gået i virksomheden siden jeres sidste løntjek? “Her kan du se på virksomhedens regnskab eller mails i forhold til, hvilke udmeldinger, der er kommet fra ledelsen.” Hvis du selvfølgelig har adgang til disse ting.
  2. Tænk over din arbejdsindsats siden jeres sidste lønsnak. “Det kan være i forhold til de helt basale ting som dine konkrete arbejdsopgaver, effektivitet og sociale tiltag. Du skal blot tænke på alle de tillærte nye egenskaber, du er blevet beriget med – eksempelvis stresshåndtering og multitasking.”
  3. Hvordan er andre som dig selv lønnet? Hvis du har mulighed for det, så se i lønstatistikker for at kunne sammenligne jeres løn. De fleste kan du få igennem fagforeninger. “Hvis du eksempelvis benytter Danmarks Statistik, så er det godt, hvis du er opmærksom på, at alle medarbejdere puljes sammen. Dette bør du tage højde for i sammenligningsgrundlaget med dig selv og din beskæftigelse.”

2. Du kan altid starte med at skrive en mail

Hans siger: “Heldigvis har mange et afsnit i deres ansættelseskontrakt, ellers kan det måske endda stå i personalehåndbogen, at lønnen forhandles én gang årligt og i en fastlagt periode. I disse tilfælde er det tilstrækkeligt at sende en mail til ens arbejdsgiver om, at man gerne vil booke tid til den årlige lønsamtale.”

Hvis du er en af dem, som måske ikke kan hente hjælp i din ansættelseskontrakt eller i jeres personalehåndbog, så bør du minimum én gang årligt selv bringe en samtale på banen – eksempelvis ved at indkalde din chef til en statussamtale. Hans siger, at en mulig måde at gøre det på er at fortælle ens chef om de ting, som du har udrettet det seneste år og dine forventninger til fremtiden.

3. Større chance for lønstigning end at vinde i Lotto?

Hans siger også, at du bør undgå at stille ultimative krav som “Jeg skal have så og så mange kroner mere i løn hver måned.” Årsagen er, at krav enten kan indfries eller afvises. Derudover siger han også, at ingen bryder sig om at blive presset op i et hjørne og få fortalt, hvad vi skal gøre – specielt ikke vores chef.

“Oddsene er som udgangspunkt gode cirka 50/50, og det er da helt sikkert langt bedre end ved muligheden for at vinde i Lotto. Men der er også en risiko for at få et nej med alt taget i betragtning. Og husk på, at det godt kan være, at din arbejdsgiver ikke kender årsagen til, at du vil have en lønstigning.”

4. Er mandag en dårlig dag at bede om det?

En undersøgelse fra Forbes viser, at en række psykologer i mere eller mindre grad bliver enige om, at mandage er en dårlig dag at bede om mere i løn. Hans er dog ikke helt enig i undersøgelsen og tilføjer: “Jeg vil dog ikke lægge mig fast på, om det i alle tilfælde vil være en dårlig dag. Det afhænger af ens arbejdsgiver. Det handler derimod om, at du finder ud af, hvornår din arbejdsgiver er i top godt humør. Er det måske over eftermiddagskaffen? Eller er din chefs kalender allerede booket godt op den dag, du spørger? Observer din arbejdsgiver, og følg din intuition.”

5. Lav en prioriteret ønskeliste

Hans sammenligner dette punkt med en smoothie. “Forestil dig, at du er tørstig, og det eneste du ønsker dig er en smoothie med passionsfrugt, æble og gulerod. Du stiller nu er krav til om lige præcis denne smoothie. Men hvad nu hvis du ikke kan finde den på dit menukort? Hvad nu hvis du i stedet fokuserede på alle andre muligheder for at få slukket din tørst – så som vand, kaffe, sodavand, saftevand. Se på det som, hvad der er dit egentlige behov. På den måde kan du udvide dit forhandlingsrum, og muligheden for at finde en fælles løsning er nu langt større.”

“Det er præcis på denne måde, at din tilgang skal være til lønforhandlingen. Find dine behov. Det afhænger blandt andet af din nuværende livssituation, herunder eksempelvis om der er børn i billedet. I disse tilfælde kan du spørge om løn på barnet første sygedage, flere feriedage med løn og anden lønnet frihed, som kan være højt på din ønskeliste.”

6. Har du i bund og grund krav til mere i løn?

“Hvis du mener, at alle har et krav på mere i løn, så er svaret ud fra et juridisk synspunkt – nej. Du kan have ret til en lønforhandling, men ikke en lønforhøjelse. Ud fra en praktisk tilgang bør alle i realiteten stige i løn. Årsagen skyldes noget så kedeligt som inflation (prisstigninger i samfundet). Hvis ikke vi som minimum får en lønstigning, der svarer til inflationen for året, så taber vi altså penge. Det skyldes, at vores løn bliver mindre værd, hvis ikke den justeres med prisstigningen.”

Så nu bør du være godt informeret om, hvad du kan gøre – og hvad du ikke bør gøre, hvis du gerne vil have mere i løn. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?