Så meget vand bør du drikke, når du træner?

Det er måske mere, end du lige tror

24. august 2016 af Anja Bruneskjold / IForm

Det er ingen nyhed, at det er både godt OG livsvigtigt at drikke rigelige mængder vand, og for de fleste af os findes der også masser af gode grunde til at drikke mere af det. Men det kan måske være vanskeligt at vurdere, hvor meget vand, du egentlig har behov for, når du træner.

Faktisk er det ikke så vigtigt, om det lige er vand eller anden væske, du hælder indenbords i forbindelse med træning. Det væsentlige er bare, at din krop får den mængde væske, den har brug for, så du undgår at blive dehydreret, når puls og svedproduktion stiger.

Udover, at du kan blive virkelig tørstig, hvis du træner, mens du er næsten dehydreret, så kan det faktisk også påvirke selve træningen. En undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskiftet Sports Medicine, viser, at væskemangel kan sænke din udholdenhed med op til 10 procent.

Så meget vand skal du drikke

Det påvirker altså din træning meget mere, end du måske lige er klar over. På en almindelig dag UDEN træning har kroppen brug for ca. 6-8 store glas vand. Men på træningsdage bør du derudover, i hvert fald som tommelfingerregel, forsøge at drikke ca. 250 ml vand en halv time inden træning og afslutte med at drikke omkring en halv liter vand efter træning.

Hvor meget man bør drikke i løbet af træningen, er svært at vurdere. Men din krop kan i udgangspunktet sagtens klare en halv times træning uden at få tilført nogle former for væske.

Læs også, hvorfor det bl.a. er supervigtigt at drikke et glas vand inden sengetid!

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?