© iStock

Sundhedsmyter: Går der 20 minutter, før jeg registrerer, at jeg er mæt?

Vi har spurgt en diætist, om mæthedsfornemmelsen lader vente på sig

22. september 2015 af Tine Sandorf

“Det er sandt, at det tager 15-20 minutter, fra du spiser, til du føler dig mæt, fordi flere forskellige signaler først skal nå hjernen, før du kan registrere mætheden,” siger klinisk diætist Maria Felding, der er cand. scient. i klinisk ernæring.

Hun forklarer, at det først og fremmest er signaler til hjernen om, at din mavesæk udvides, der gør sig gældende – især når du spiser større måltider eller måltider, der er meget voluminøse, som for eksempel en stor portion grøntsager. Men hjernen modtager også en række signaler fra de såkaldte fordøjelseshormoner, når den delvist fordøjede mad når første del af tyndtarmen, og det er altså disse signaler og samspillet mellem dem, der er lidt tid om at nå hjernen, så du opdager, at du er mæt.

Tag dig tid

Hvis du gerne vil undgå at overspise eller blive overmæt, handler det om, at du finder tålmodigheden frem, når du sidder ved spisebordet, og tager din sult seriøst, så du spiser, lige når du bliver sulten.

“Når vi er meget sultne og spiser hurtigt, når vi nemlig tit at spise mere, end vi reelt har behov for, fordi mæthedssignalerne er ‘forsinkede’ i forhold til vores spisetempo. Derfor er det en god idé at spise langsommere og ikke vente, til du er ved at dø af sult, før du sætter tænderne i maden. For så er det nærmest umuligt ikke at kaste maden i dig,” siger Maria Felding.

 

Besøg Maria Feldings hjemmeside, eller find hende på Facebook.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?