Sundhedstips til dig, der gerne vil spise (lidt) sundere
© iStock

15 tips til dig, der gerne vil spise (lidt) sundere

Forbud er forbudte... hallelujah!

15. november 2016 af Redaktionen

Mange af os drømmer om at spise lidt sundere – men endnu flere af os har ualmindeligt svært ved at overskue omfattende kostplaner, hvor det er forbudt at spise både dit og dat.

Derfor har vi samlet 15 overskuelige tips til dig – så kan du udvælge dem, du tror, der vil gøre den største positive forskel for dig.

1. Sunde(re) snacks

Fjernsynshygge = fyldt slikskål! Eller hvad? Hvis du har et problematisk forhold til bland selv-slik og gerne vil skrue lidt ned for sukkeret, kan du i stedet forkæle dig selv med en stor skål mandler, nødder og rosiner.

2. Spis hvidløg

Fyr endelig op for hvidløgsforbruget. Det lille løg styrker immunforsvaret, dræber skadelige bakterier, sænker dit blodtryk og kolesteroltal, forebygger hjertekarsygdomme og fremmer stoffet serotonin, som både virker antidepressivt, lindrer stress og gør dig godt tilpas.

3. Sundt fedt

I stedet for at undgå fedt bør du være bevidst om, hvor det kommer fra. Få det gode fedt fra avocadoer, nødder, kerner, frø, oliven, fed fisk og koldpressede olier. Så får du til gengæld et højere stofskifte, længere mæthedsfølelse, bedre koncentration, blødere hud og mere energi. 

4. Små portioner

Mange af os har en tendens til at spise, hvad der er på tallerkenen, selv om vi allerede er mætte. Undgå overspisning ved ganske enkelt at spise aftensmad af en mindre tallerken, for eksempel en frokosttallerken, eller spise morgenmad af en mindre skål i stedet for en stor dyb tallerken.

5. Spis fisk

Hjernen består af næsten to tredjedele fedt, hvoraf en stor del er omega-3. For at hjernen kan fungere optimalt, skal du tilføre netop denne fedtsyre, som du får fra blandt andet fed fisk, rapsolie, hørfrø og valnødder.

6. 6 om dagen

Der skal 600 gram frugt og grønt i maskineriet hver dag, og du kan ikke erstatte den rene vare med vitaminpiller. Naturlig frugt og grønt giver en god mæthedsfølelse, masser af fibre og op mod 5.000 gavnlige stoffer, du ikke kan få på pilleform. 

7. Spis ingefær

Spis ingefær! Det lindrer kvalme, forebygger blodpropper, sænker kolesteroltallet. Der er masser af gode grunde til at spise ingefær hver dag, og så indeholder det mere end 50 antioxidanter, der hjælper med at neutralisere skadelige stoffer fra røg og forurening. 

8. Gode snacks

Du kan få styr på sukkertrangen ved at spise sunde mellemmåltider formiddag og eftermiddag, så du holder dit blodsukker stabilt. Prøv rugbrød med banan, gulerodsstave eller en håndfuld nødder. 

9. Forbud forbudt

Lad være med at forbyde dig selv bestemte fødevarer – det fører i sidste ende kun til, at du får større trang til det, der er forbudt. Und dig selv alt, men skær gerne drastisk ned på mængden, hvis du ved, at det er usundt. 

10. Husk morgenmad

Det er ikke smart at skippe morgenmaden. Du bliver stresset og træt og får trang til usund mad senere på dagen. Start i stedet dagen med en sund og lækker morgenmad, du kan sætte tænderne i med god samvittighed fx en portion mættende protein, som du blandt andet får fra mælkeprodukter eller æg. 

11. Frugt og fuldkorn

Vælg de rigtige kulhydrater. Den hurtige slags giver blodsukkeret en rutsjetur og dræner din energi. Det gælder slik, kager, hvidt brød og sodavand. Langsomme kulhydrater fra frugt, grøntsager og fuldkorn mætter bedre og længere og holder din energi oppe dagen igennem. 

12. Spis med god samvittighed

Mad skal ikke give dårlig samvittighed! Enten nyder du chokoladen fuldt ud og fravælger skyldfølelsen, eller også lader du helt være med at spise den. Ting, du får det dårligt med dig selv af at spise, er ikke det værd. 

13. Drik vand

Sluk altid tørsten i vand, gerne cirka halvanden liter om dagen. Fyld på med vand fra morgenstunden og drik gerne et glas, inden du går i seng. Du kan gøre postevandet mere spændende ved at tilsætte frosne bær, frugt i tern, citronskiver, frisk ingefær i skiver eller mynteblade. 

14. Spis farverigt

Mæsk dig i frugt og grøntsager i alle regnbuens farver. Naturens farvelade hedder fytokemikalier – nogle fantastisk sunde banditter, der beskytter mod alverdens sygdomme.

15. Vigtigt vitamin

Det er virkelig vigtigt at få D-vitamin nok, da det forebygger flere kræftformer. Sollys hjælper huden med at danne vitaminet, og et kvarters lys 4-5 gange om ugen er nok. Fra april til september er solens lys ikke stærkt nok, så der skal du dække vitaminbehovet med fisk eller kosttilskud. 

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet og er skrevet af Maria Rothmar.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?