Kvinde kigger ud af vindue
© iStock

3 gode råd til dig, der gerne vil blive bedre til at tale om dine følelser

En psykoterapeut hjælper dig blandt andet med at starte den svære samtale

16. juli 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Har du svært ved at tale om dine følelser? Så ved dine veninder, din kæreste eller din familie måske ikke helt, hvordan du har det inderst inde. 

Heldigvis gør psykoterapeut Pia Torp, der har speciale i parterapi og selvudvikling, dig her meget klogere på, hvad du kan gøre for at blive bedre til at tale om dine følelser – og giver dig et par grunde til, hvorfor du måske har svært ved det.

Hvorfor er jeg ikke god til at snakke om følelser?

“Det korte svar er, at du ikke har lært det. Måske kommer du fra et hjem, hvor man ikke taler så meget om det, man føler. Måske er du bange for at vise dine følelser, fordi du skammer dig over dem. At du føler dig forkert, hvis du taler om det?” siger Pia Torp. 

Ifølge psykoterapeuten er vi alle født med grundfølelserne glæde, sorg, tristhed, vrede, frustration, irritation, jalousi, misundelse, nysgerrighed, foragt og angst – og generelt forstår vi, når andre mennesker dealer med en af disse følelser. Du ved eksempelvis, hvornår en anden person er glad eller vred, også uden personen fortæller dig det.

“At tale om, hvad man føler, er noget, som et trygt barn lærer gennem sine forældre og søskende. Hvis man ikke lærer fra sine forældre eller omgivelser, hvad følelserne betyder, og hvordan man forholder sig til sine følelser, kan det være svært at sætte ord på,” fortæller Pia Torp.

Hvis dine forældre eksempelvis har fortalt dig, at de var glade, selvom du som lille har spurgt dem, om de var kede af det (og de rent faktisk var kede af det), har du allerede som barn været forvirret over, hvad du skulle tro og føle.

Råd 1: Start samtalen

Hvis du vil blive bedre til at snakke om dine følelser, anbefaler Pia Torp, at du starter med dig selv. Du kan starte med sætningen “Jeg føler, at...” – også selvom du vil fortælle noget, du oplever hos en anden person. 

Hvis du gerne vil fortælle din kæreste, at du altså ikke kan lide, at han ikke kommer hjem til den planlagte tid, så sig: “Jeg bliver vred, når du ikke kommer hjem til tiden. Jeg har brug for, at du ringer, når du ikke kommer hjem til tiden.”

Pia Torp foreslår, at du også kan starte med at sige: “Jeg har noget, jeg gerne vil dele med dig.”

Hvis du gerne vil dele dine følelser og oplevelser om din dag, kan du starte med at fortælle din veninde eller kæreste om den og efterfølgende spørge: “Hvad er det bedste, du har oplevet i dag?” På den måde åbner du op for en dialog. 

Råd 2: Åben op

Når du ved, hvilke sætninger du med fordel kan bruge for at starte en samtale, kan du begynde at åbne op for dine følelser. Nu er spørgsmålet bare, om der mon er noget, du bør være obs på omkring, hvad du fortæller til en person frem for en anden. 

Ifølge Pia Torp handler det om, hvilke følelser du gerne vil formidle. Du kan eksempelvis sagtens fortælle alt og åbne dig helt op overfor din kæreste eller veninde, mens du bør passe lidt på med at vise hele følelsesregistret overfor din chef. 

Pia Torp udpensler herunder, hvad du kan være opmærksom på, når du vil snakke om følelser med din kæreste, din veninde eller din chef.  

Din kæreste: Din kæreste er din fortrolige, og I kan dele alle følelser, fordi det er kernen i et godt parforhold, at din partner kan møde dig der, hvor du er, og forstå, hvordan det er at være dig. Hvis du er trist over en hændelse, er det trygt, at din kæreste kan være der for dig.

Din veninde: En veninde er rummelig for dine følelser, og det er godt at have en god veninde, der vil forstå dig. Hvis du, som nævnt tidligere, gerne vil dele noget vigtigt med din veninde, kan du eventuelt starte med at sige: “Jeg har noget, jeg gerne vil dele med dig.”

Din chef: På arbejdspladser skal du have situationsfornemmelse for, hvad der kan siges og gøres. Det er okay at være sur over eksempelvis at have mistet en god kunde og sige det med et glimt i øjet til sin chef – men du skal nok ikke blive fuldstændig hysterisk foran din chef

Råd 3: Stå ved den, du er – på en moden måde

Selvom det er vigtigt at fortælle, hvad du føler, kan det i nogle situationer være lidt upassende at vise alle dine følelser. 

“Det kan eksempelvis være upassende at vise sin misundelse, hvis ens veninde er kommet ind på drømmestudiet, men selv er blevet vraget. Her vil det nok være en situation, hvor man må ønske hende tillykke, og så kan man jo snige ind med lidt humor, at man er lidt misundelig. Det handler om at lære at regulere sine følelser, og stå ved den, man er, på en moden måde,” siger Pia Torp. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?