Sund | De gode sider ved vores sære kropsfunktioner
© iStock

8 kropskiks, som du bør glæde dig over

Selvom de – indrømmet – også kan være pisseirriterende!

14. februar 2017 af Redaktionen

Hvorfor finder vi tabte hår alle vegne? Og hvad sker der for hovedpine? Det er jo så irriterende! Heldigvis er der også gode sider ved de sære kropsfunktioner – læs selv her. 

Sved

Derfor får du det: Sved er kroppens kølesystem. For at holde den indvendige temperatur nede, når det er varmt, når du træner, eller når du er nervøs, sender kroppen sveden ud gennem huden. Når det fordamper, køler det kroppen naturligt ned.

Derfor skal du glæde dig over det: Når du sveder, kommer kroppen af med en masse affaldsstoffer, som ophober sig inde i din krop. Og hvem vil ikke gerne af med dem? Desuden udskiller du samtidig feromoner, som er seksuelt stimulerende duftstoffer. Så det er bare op på kondicyklen, tøser! 

Fregner 

Derfor har du dem: De små pletter kommer på grund af en forhøjet mængde af det mørke pigment melanin i kroppen. Det er kroppens naturlige solcreme, der skærmer mod uv-stråling og derved mindsker risikoen for hudkræft.

Derfor skal du glæde dig over dem: Det kan godt være, du var træt af dem som barn – men de er flotte, moderne og meget eftertragtede hos blandt andre modeller og skuespillere. På nettet findes der endda guides til, hvordan du sminker dig til et fregnet look. Så nyd dem – det er fantastik at have fregner. 

Hud, der skaller af

Derfor får du det: Huden består af tre lag. Cellerne bliver dannet dybt nede i huden, hvor de har en levende kerne. Den taber de, efterhånden som de bevæger sig op igennem huden. De ender på overfladen, hvor de danner skjold for de levende celler længere nede. Det yderste lag bliver dermed hele tiden skiftet ud.

Derfor skal du glæde dig over det: Ny, ung hud? Ja tak! Når de døde hudceller forsvinder, dukker den nye bløde hud frem nedenunder. Så gang i skrubbehandskerne, og find ind til den bløde hud. Du kan for eksempel starte med at lave dine egne ansigtsmasker! 

Hår, der fælder 

Derfor gør du det: Håret har en naturlig cyklus: Hvert hårstrå vokser i omkring seks år, før det falder af. Herefter gror der et nyt hår frem i den gamle hårsæk. I perioder med stress, eller hvis du stopper med p-piller, kan du fælde mere på grund af de hormonelle ændringer.

Derfor skal du være glad for det: Juhuu, lækkert og skinnende hår! De løse hår, du irriterer dig over at tabe allevegne, betyder heldigvis, at nye flotte hår er på vej frem. Ellers ville du konstant gå rundt med en virkelig slidt manke. (Pssst... læs her, hvordan du får en sund hår-rutine) 

Appelsinhud

Derfor får du det: Under huden ligger der altid et lag fedt, som er din krops polstring,
og som giver dig energi. Fedtet ligger i små rum mellem huden og musklerne, og efterhånden som du bliver ældre, bliver vævet stivere, og der kommer små buler i huden.

Derfor skal du glæde dig over det: Kvinder har mere fedt i kroppen end mænd, og vores fedtdepoter ligger anderledes end deres. Men fortvivl ikke! For det er jo præcis derfor, vi er så bløde og dejlige at røre ved. Vi er de perfekte putte-makkere! Så pyt med, at lidt af alt det bløde buler hist og her. Han er i hvert fald ligeglad. 

Søvn i øjnene 

Derfor har du den: I øjenkrogen udskilles der et fedtet, klæbrigt stof, som opsamler støv, pollen og sand, så det ikke sætter sig i selve øjet. Mens du sover, samler det sig i små klumper i øjnene, så det sidder som søvnklatter, når du vågner.

Derfor skal du glæde dig over den: Dine øjne er følsomme apparater, så de har brug for et beskyttelsesværn, og det er her, søvnen kommer ind i billedet. Den hjælper dig til at undgå øjenbetændelse og ridser på hornhinden, når små lumske støvkorn, sand og andet skidt truer øjet. Kom an, støv – vi har snask! 

Hovedpine 

Derfor har du det: Hovedpinen kommer, når nervetråde i nakken og langs hjernen aktiveres, udvides eller irriteres. Det kan være på grund af stress, mangel på vand eller en dårlig arbejdsstilling.

Derfor skal du glæde dig over det: Din krop har en fænomenal evne til at fortælle dig, når det er tid til at slappe af. Ellers ville du fortsætte, til du segnede! Hovedpine er også en god grund til at dyrke lagengymnastik, for det er en bedre kur end vand og Panodiler. Ja, tak! 

Nys

Derfor gør du det: De små fimrehår i næsen indeholder sensorer, som opfanger fremmede partikler, der kommer ind i næsen. Det sætter så gang i næsebor og bihuler, som sættes i bevægelse for at fjerne de generende stoffer. 

Derfor skal du glæde dig over det: Ud, ud, ud med alle de ting, som kildrer i næsen. Nys rydder op i næseborene og holder dem rene og fri for bakterier. Men husk lige at holde dig for næsen, for ellers ryger alle herlighederne ud på menneskene omkring dig (og det med flere hundrede kilometer i timen). 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Fie Hviid Olesen.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?