Kvinde der er forstoppet
© iStock

Døjer du med forstoppelse? Her er lægens råd til en velfungerende mave

Du kan slippe af med de irriterende maveproblemer ved at lave små ændringer i din hverdag

26. februar 2017 af Amalie Blixt

Det er møgirriterende, når du går rundt og har ondt i maven, føler dig oppustet og tung, og din krop ikke vil adlyde (selvom du skærer ned på din elskede kaffe). Alligevel er forstoppelse ikke noget, vi har vildt meget lyst til at tale om, men det skal vi nu. 

For hvorfor kan du ikke komme på toilettet, og hvad kan du gøre ved det? Vi har talt med Hans Raskov, som er speciallæge i kirurgiske mave-tarmsygdomme og har sin egen klinik. Her får du hans gode råd, så du kan slippe af med din oppustede mave.

Hvorfor er du forstoppet?

For kvinder i alderen 18-35 år er det sjældent, at der ligger en sygdom til grund for forstoppelsen. Årsagerne til, at du i perioder kan føle dig forstoppet, er ofte at finde i din livsstil.

Dog kan forstoppelse hos unge kvinder også skyldes en tilstand, der hedder “irritabel tyktarm”. Selvom tilstanden rent faktisk har en betegnelse, er den hverken farlig eller en decideret sygdom. Tilstanden kan opstå efter maveinfektioner eller antibiotikaforbrug, men kan også være relateret til stress. Irritabel tyktarm skal konstateres ved lægelige undersøgelser, der udelukker andre lidelser som for eksempel allergi.

Skal du søge læge?

Et “normalt” afføringsmønster er at gå på toilettet mellem tre gange om dagen og tre gange om ugen – det svinger altså meget fra person til person.

Du bør søge læge, hvis der går mere end tre dage mellem du kommer på toilettet, og hvis denne tilstand varer i mere end tre uger. Hvis din forstoppelse ikke er så ekstrem, at du skal søge læge, så er der en række ting, du selv kan gøre for at få en velfungerende mave.

Hvad kan du selv gøre?

Kostfibre

Vi kan hurtigt drukne i kostråd, men her er ét, som har en direkte positiv effekt på din fordøjelse: Spis minimum 30 gram kostfibre om dagen. Ifølge Hans Raskov får danskerne i gennemsnit kun omkring halvdelen af den anbefalede dosis kostfibre, så det er noget, vi alle skal blive bedre til. Kostfibre får du blandt andet fra fuldkorn og grove grøntsager, og du kan eventuelt starte ud med at bruge en kosttabel til at tjekke, om du når de 30 gram dagligt.

Prøv for eksempel denne grønne suppe med masser af fibre eller disse havrekiks med dadler og kanel.

Væske

Vi ved godt, at vi skal drikke mere vand, men mange af os glemmer det alligevel i løbet af dagen. Drik 2,5 liter vand hver dag – men husk at lade være med at genbruge din plastikflaske. Brug en BPA-fri flaske, og sæt en streg, hver gang du har drukket ud, indtil du når målet. 

2,5 liter kan måske lyde af meget, men den første liter, du drikker, snupper nyrerne til urinproduktion. Derudover fordamper 0,5 liter per døgn med vejrtrækningen, og alt afhængig af, hvor fysisk aktiv du er, så fordamper der også en del væske gennem huden i form af sved.

Motion

Vores kroppe og vores tarme er ikke byggede til, at vi sidder foran en computer hele dagen. Du skal helst være fysisk aktiv dagligt, men fysisk aktivitet kan jo være mange ting – du kan for eksempel gå en dejlig tur.

Så kom i gang med at motionere for din maves og dit velbehags skyld – det kan jo sagtens være sjovt.

Kosttilskud

Det kan være godt for din fordøjelse at tage et tilskud af mælkesyrebakterier. Mælkesyrebakterierne gendanner balancen i dine tarme og er især vigtige, hvis din forstoppelse er stressrelateret. Gå efter et tilskud af mælkesyrebakterier, der indeholder forskellige stammer af levende lactobacillus- og bifidobakterier (ja, det lyder som volapyk, men det giver mening, når du skal finde vej i junglen af kosttilskud). Hans Raskov plejer at anbefale disse kapsler fra Lactocare Daily til 260 kroner til sine patienter.

Hvis du synes, det er svært at få de 30 gram kostfibre hver dag, kan du også tage et kosttilskud af opløselige kostfibre. Hvis du vil have tilskud af både mælkesyrebakterier og kostfibre, findes der faktisk et kosttilskud, som forener de to – nemlig Lactocare Fiber til 103,50 kroner.

Hvis dit system går helt i stå i en periode, må du gerne bruge milde afføringsmidler. De fås i håndkøb på apoteket, men brug ikke afføringsmidler i mere end en uge uden at tale med din læge.

Døjer du stadig med forstoppelse? Hvis du har fulgt Hans Raskovs råd og stadig har problemer med fordøjelsen, bør du tage et smut til lægen.

Vil du ikke risikere at gå glip af de nyeste sundhedstips?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?