Kvinde der spiser og drikker sundt
© iStock

Er din veninde besat af at leve sundt? Måske lider hun af spiseforstyrrelsen ortoreksi

Bliv klogere på din venindes sygelige besættelse af mad – og få råd til, hvordan du bedst hjælper hende

28. marts 2017 af Katrine Vendelbo

Spiseforstyrrelser er desværre noget, som mange af os har haft – eller har – tæt inde på livet. Enten som den ramte eller den pårørende. Da Astrid delte sin historie om, hvordan hendes sunde liv tog overhånd og gjorde hende syg, fik vi for alvor en idé om, hvor hårfin grænsen mellem sund og usund er. 

Føler du, at din venindes sunde livsstil er gået hen og blevet usund – men er du ikke helt sikker på, om der er tale om en reel sygdom?

Vi vil gerne gøre dig klogere på, hvad ortoreksi er, hvilke tegn du skal være opmærksom på, og hvordan du bedst hjælper din veninde videre. 

Hvad er ortoreksi? 

Ortoreksi er ligesom anoreksi og bulimi en spiseforstyrrelse, hvor den ramte er besat af sin kost. Forskellen ligger i, at folk med ortoreksi hverken sulter sig eller kaster maden op igen – i stedet er de fokuserede på madens kvalitet. De har et overdrevet fokus på sundhed og det at spise sundt, og mad er så stor en besættelse hos mennesker, der lider af ortoreksi, at de har svært ved at leve en normal hverdag.

De ramte lader sig inspirere af diæter og kostvejledninger, og de danner ud fra disse deres egne regler og ritualer for, hvilken slags mad de må spise. Der kan både være tale om regler for, hvilken farve maden må have – eller hvor få kalorier den må indeholde.

Derfor tager folk med ortoreksi ofte deres egen mad med til sociale sammenkomster, fordi de er bange for at spise mad, som ikke overholder disse regler. 

Hvilke tegn skal jeg som veninde være opmærksom på?

Kontrol, regler og ritualer

Først og fremmest handler ortoreksi om kontrol. Den ramte har et altoverskyggende behov for at kontrollere, hvad der kommer ind i deres mund. Der udvikles derfor nogle helt specifikke regler og ritualer for, hvad de må spise – og hvornår de må spise. På den måde træder almindelige behov og lyster i baggrunden, og kroppens signaler ignoreres i værste tilfælde.

Så vær opmærksom, hvis din veninde går meget op i at frasortere visse farver fra sin mad eller undgår mad i en bestemt størrelse. Måske hun også ligefrem takker nej, hver gang du inviterer på middag, eller måske dukker hun aldrig op til begivenheder, som involverer spisning? 

Hvis hun generelt begynder at trække sig væk fra dig og virker dikterende i sit syn på sundhed, er det her, alarmklokkerne for alvor skal ringe. Din veninde kan nemlig risikere at isolere sig socialt. Hvis hun først får lov til at være alene om problemet, kan hun ende med at miste interessen for alt andet end maden – og så er hun svær at hjælpe.

Hvorfor er min veninde blevet syg?

Sundhedsbølgen raser

Vi er ramt af en sundhedsbølge, hvor der i dag er et langt større fokus på sundhed end tidligere. I sundhedskampagner og gennem de officielle kost- og motionsråd guides vi af sundheds- og slankeeksperter til, hvad der er bedst at spise. Der er tale om et sundhedsideal, som mange af os forsøger at leve op til. Din veninde er højst sandsynligt blevet påvirket af de mange undersøgelser, som dikterer, hvad der er sundest at spise. Hun tager udgangspunkt i sundhedsbudskaberne – men fordi hun netop ønsker at kontrollere sin kost, fortolker hun selv på budskaberne og laver sine helt egne regler.  

Ligesom mange med anoreksi og bulimi finder både støtte og farlig viden på sociale medier, lader folk med en sygelig besættelse af sundhed sig også inspirere af omgivelserne. På Instagram er der en masse profiler, som udstiller deres sundhed til inspiration for andre – måske din veninde har sammenlignet sig så meget med dem, at hun er blevet besat af at leve op til dem og deres resultater?

Kontrol og selvværd

Personer, der typisk blive ramt af ortoreksi, har i forvejen et lavt selvværd. Derfor forsøger de at kontrollere deres udseende og krop. Din veninde forbinder en sund livsstil med det perfekte, og hun føler derfor et meget bedre selvværd, når hun lever op til sundhedsidealet.

Måske din veninde også er typen, der altid har brug for at lave noget og foretrækker struktur og planlægning i hverdagen? Det kan være årsagen til, at hun er endt med at udfylde fritiden med at planlægge sin kost. Al planlægningen og alle reglerne giver måske din veninde en form for (falsk) tryghed.

Hvordan hjælper jeg bedst min veninde?

Der er en risiko for, at ortoreksien med tiden udvikler sig til anoreksi, fordi reglerne og diæterne bliver mere og mere ekstreme. Det kan resultere i underernæring, depression, angst og social isolation. Din venindes besættelse af at ville leve sundt og være sund kan altså ende med at være farlig – og som pårørende har du naturligvis et ønske om at ville hjælpe. 

Måske du kan lokke din veninde til at tage denne test, som giver hende en fornemmelse af, om hun lever FOR sundt? Der er dog desværre sandsynlighed for, at hun ikke er villig til at indse, at hun har et problem – og fordi I har vidt forskellige syn på sundhed, kan du have problemer med at nå ind til hende. Dét tackler du bedst ved at opsøge hjælp hos folk, der har erfaringer med ortoreksi. 

Professionel hjælp

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade kan netop hjælpe både ramte og pårørende med at tackle ortoreksi. Du kan ringe eller skrive anonymt til rådgivere, som selv har haft spiseforstyrrelser tæt inde på livet, og som derfor har et godt udgangspunkt for at hjælpe dig med at hjælpe din veninde.

Kilde: Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade

Vil du ikke risikere at gå glip af andre artikler fra Woman?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?