Kvinde med ondt i maven underlivet
© iStock

4 grunde til, at dit underliv er i ubalance – og hvad du gør ved det

Hvis dit underliv begynder at klø, svie eller lugte, kan du finde de mulige årsager her

9. oktober 2017 af Anne-Mette Søndergaard

Dit underliv indeholder en naturlig flora af mikroorganismer – blandt andet af sunde mælkesyrebakterier, der beskytter mod uønskede bakterier og sørger for, at dit underliv er beskyttet. Desværre kan underlivet have svært at beskytte sig selv, hvis mælkesyrebakterierne kommer i undertal og pH-værdien stiger. 

Når der er ubalance i dit underliv, vil du føle kløe, svie, udflåd og dårlig lugt. Disse irritationer kan opstå af forskellige ting, som du slet ikke tænker kan give ubalance.

Vi giver dig her fire grunde til, hvorfor dit underliv kommer i ubalance, og hvordan du får det i balance igen. 

1. Du vasker ‘hende’ FOR grundigt. 

Vi ville ikke have gættet, at dette kunne være en grund, men når du skyller dit underliv med bruseren, så fjerner du de naturligt forekommende bakterier og svamp, som skal være der.

Det gode råd: I stedet for at skylle direkte op i dit underliv foreslår vi, at du vasker dig med intimsæbe eller mandelolie – endelig ikke almindelig sæbe, da pH-værdien er for høj. Sørg også for, at vandet ikke er for varmt, og at du hovedsageligt vasker skamlæberne og ikke op i skeden.

2. Du er på antibiotika

Antibiotika kan ødelægge balancen i dit underliv, da antibiotika også mindsker antallet af gavnlige bakterier i dit underliv, hvilket giver plads til, at de skadelige bakterier rigtig kan få lov til at sprede sig – farvel sundhed, goddag skedesvamp!

Det gode råd: For at undgå dette problem, når du er på antibiotika, kan du tage forebyggende mælkesyrebakterier som enten tabletter eller som stikpiller. 

3. I glemmer at bruge kondom

Nogle gange kan det hele gå så stærkt, at I glemmer at få gummi på kalorius, men det viser sig faktisk, at hans basiske sædvæske ændrer dit underlivs PH-værdi, der dermed fører til, at dit underliv kommer i ubalance.

Det gode råd: Husk kondom – altid!

4. ‘Hun’ kan ikke ånde

Trusseindlæg, bind, g-strenge og skinnyjeans er alle mulige grunde til, at dit underliv føles irriteret. Dit underliv har nemlig brug for at kunne ånde, så det ikke bliver for svedigt dernede. 

Det gode råd: Selvfølgelig kan du ikke undvære bind, når du har menstruation, men uden for den periode anbefaler vi, at du anvender undertøj, dit underliv kan ånde i – for eksempel bomuldstrusser, du kan vaske ved 60 grader. 

Kilder: Sundhedsguiden.dk, newsdesk.aller.dk

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?