Kvinde holder holder hænderne foran med sos-skilt
© iStock

7 ting, din gynækolog vil have, at du skal stoppe med at flippe ud over

Har du glemt at trimme bikinilinjen eller er du bange for, at du lugter, når du besøger gynækologen? Bare rolig. De har set det hele før og mere til

19. august 2017 af Anne-Mette Søndergaard

Det kan være grænseoverskridende at lægge 'svesken på disken' hos din gynækolog, og det kan være meget svært at stoppe tankestrømmen, der starter med ‘Hvorfor fik jeg ikke lige fjernet de forbistrede hår først?’ og slutter med ‘Jeg lugter garanteret!’.

Du er ikke den første, der stresser over de tanker, og du er heller ikke den sidste, for ved du hvad? Gynækologerne har oplevet det hele (og meget mere), og de er ligeglade. 

En flok kvindelige gynækologer fortæller her, hvad du ikke skal flippe ud over.

1. At du glemte at barbere dine ben og bikinilinjen 

Du bliver måske lidt pinlig berørt over, at du føler dig mere behåret end en hulemand, men bare rolig. Gynækologen Leena Nathan fortæller, at hun enten er ligeglad eller også lægger hun slet ikke mærke til det. Efter hendes mening er patientens helbred det vigtigste – ikke om der er hår eller ej.

2: At du har menstruation under undersøgelsen

Gynækolog-aftalen er booket for laaang tid siden, men du har ikke lige taget højde for, at din menstruation også kommer der. Leena Nathan har set det før, så det chokerer eller frastøder hende ikke. “Hvis du ikke kan gå til gynækologen, når du menstruerer, hvor kan du så gå hen?”, som hun siger. Du skal bare lige være OBS på, at resultaterne kan blive misvisende på grund af blodet, hvis du skal have tjekket din livmoderhals, for eksempel for celleforandringer. 

3. Om du ikke ligefrem dufter af roser dernede

Når du ligger på briksen med spredte ben og gynækologens ansigt er forsvundet et sted dernede, kan du ikke lade være med at tænke tanken ‘Mon jeg lugter?’. Især hvis du begynder at svede, fordi du er nervøs. Selvfølgelig skal du ikke tage til tjek, hvis du kommer direkte fra træning eller ikke har taget et bad en hel uge, men normalt lægger lægen ikke mærke til det – det er en del af jobbet. Det kan endda være en fordel – en meget krads lugt kan nemlig skyldes sygdom, som lægen dermed kan opdage og gøre noget ved.

4. Om du bliver våd, mens du bliver tjekket

Det er en fejltagelse at tro, at du kun bliver våd, når du bliver seksuelt opstemt. Ifølge Gynækologen Leah Millheiser er det helt normalt, at der dagligt kommer klar væske og udflåd ud, uden at du bliver opstemt. Det kan faktisk hjælpe gynækologen, for hvis udflåddet er gult eller grønt, området klør og lugter af fisk, så kan det være tegn på en infektion, som skal ordnes hurtigst muligt. Hvis udflåddet er klart, er alt som det skal være.

5. Om celleprøven af din livmoderhals er ok

Ingen kan lide at få et unormalt testresultat tilbage fra lægen, men som gynækologen Alyssa Dweck siger: “Når det gælder livmoderhalsen eller HPV, så er der for det meste ikke noget at bekymre sig om. 80 millioner kvinder har fået konstateret HPV bare i USA, men det er kun de færreste tilfælde, der udvikler sig til livmoderhalskræft, da virussen arbejder meget, meget langsomt.” Det er dog stadig ikke en undskyldning, du skal bruge for ikke at blive tjekket. Især ikke, hvis der tidligere er fundet uregelmæssigheder.

6. Om din menstruationscyklus har ændret sig

Din menstruationscyklus plejer at være pålidelig som en golden retriever, men i de seneste måneder er den begyndt at ændre sig til enten at komme senere eller vare flere dage end normalt. Det får straks dine alarmklokker til at ringe, men det er dog ganske naturligt, at din cyklus en gang i mellem svinger. Din menstruationscyklus kan variere på grund af alt fra stress og hormoner, til at du har taget på i vægt. 

7. At du har haft sex med mere end én person

Måske er du single og har gang i lagnerne med flere partnere. Måske er du din partner utro eller du mistror ham for at være det. Det er ikke de fedeste informationer at dele med din gynækolog og det kan føles meget akavet. Men kun hvis du er ærlig om dit sexliv, kan din gynækolog give dig de rette informationer for at forhindre, at du får en kønssygdom eller bliver gravid. “Det er vigtigt at huske, at din gynækolog ikke er der for at dømme dig. Hvis han eller hun gør, er det på tide at finde en ny”, siger Leena Nathan. Og vi kan kun give hende ret. 

Kilder: Self.com, Netdoktor.dk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?