Kvinde i løbetøj
© iStock

12 af de bedste (og mest simple) træningstips fra kvinder, der rent faktisk træner

Hvordan gør de det? Altså kommer af sted igen og igen – af egen fri vilje!

27. oktober 2017 af Redaktionen

Venter du også på, at mormorarme og muffintoppen bliver moderne? Eller lyder ordet ‘fitnesscenter’ bare som en by i Rusland? Frygt ej! Vi har spurgt 12 træningsglade kvinder om, hvad de gør for at slukke Netflix og komme af sted. 

1. Løb, løb, løb

“Løb var slet ikke mig, men min veninde udfordrede mig til at løbe en 10 kilometer. Da vi havde købt billetten, var der ingen vej tilbage! Vi fulgte samme løbeprogram, og ingen af os ville svigte. Og vi gjorde det fandeme! Nu er jeg pludselig løbetypen.”

– Maria 

2. Godt gear

“Undervurdér aldrig effekten af lækkert tøj – heller ikke, når det gælder træning! Jeg køber noget nyt en gang imellem, som jeg glæder mig til at komme ned i centeret og prøve in action. Jeg kan jo ikke rigtigt tage mine nye tights på på arbejde, vel? Så det giver mig en god grund til at komme af sted.”

– Sofie 

3. Træn som en mand

“Jeg hookede op med en mand fra mit studie (altså ikke på den frække måde). Det har virkelig lært mig meget at træne med ham, og han presser mig altid. Jeg gider jo ikke være en svagpisser... Desuden elsker han at træne, og det smitter af på mig.”

– Josefine 

4. Vær realistisk

“I starten lavede jeg en aftale med mig selv om, at jeg bare skulle træne én gang om ugen. Det var lige til at overskue, og jeg fik det gjort hver uge – og mere til. Derefter satte jeg det op til to gange om ugen. Sørg for at sætte dig et mål, som du ved, du overholder. Succes motiverer meget mere end fiasko.”

– Simone 

5. Planlæg forud

“Jeg starter hver uge med at lægge en plan for min træning resten af ugen. Hvilke dage skal jeg træne hvad, hvorhenne, med hvem og hvornår – og det skal selvfølgelig tilpasses alle de andre ting, jeg gerne vil nå. Det skriver jeg så ind i min kalender, og når det står der, får jeg det gjort. Det står jo i min kalender!”

– Nathalie 

6. Tag noter

“For mig virker det at føre træningsdagbog. Efter hver træning skriver jeg ned, hvilke øvelser jeg lavede, hvor mange og hvor tunge. Det presser mig til at yde endnu mere næste gang, og jeg elsker at se mine resultater på papiret blive bedre og bedre. Og tro mig; der er virkelig en udvikling at følge!”

– Ann-Louise 

7. Prøv det hele

“Da jeg meldte mig ind i fitnesscenteret, anede jeg intet om de forskellige hold. Derfor prøvede jeg dem fra en ende af, og det var fedt! Jeg fandt mine faste favoritter (som jeg for øvrigt slet ikke havde regnet med ville være mig), og jeg ved præcis, hvilke hold jeg kan variere med, hvis jeg keder mig lidt på de sædvanlige.”

– Sigrid 

8. Søg hjælp

“Ville du have lært at læse eller regne, hvis du ikke havde haft en lærer? Nej! Derfor er det logisk, at du ikke lærer at træne – eller at blive glad for det – hvis du ikke har én, der underviser dig. Jeg vil anbefale en personlig træner. Det gjorde en kæmpe forskel for mig!”

– Frederikke 

9. Lad lysten styre

“Jeg tager aldrig på hold, som jeg synes er kedelige. Hader du at spinne? Lad være! Elsker du yoga? Dyrk det. Du skal altid vælge hold efter, hvad du har mest lyst til, og ikke efter, hvor du forbrænder flest kalorier. På den måde er der større chance for, at du kommer igen – og det giver trods alt mest i længden.” 

10. Så er der serveret

“Jeg giver den altid lidt ekstra til træning, hvis jeg ved, at jeg skal have noget lækkert at spise bagefter, og vigtigst: At jeg ikke skal vente længe på det! Derfor sørger jeg for at have lavet mad, som bare skal varmes, når jeg kommer fra træning, eller jeg giver mig selv lov til at købe mad udefra. Fordi jeg fortjener det!”

– Camilla 

11. Nul undskyldninger

“Hvad er din undskyldning for ikke at træne? Find ud af det, og fjern den! Min var, at jeg var for sulten inden aftensmaden og for mæt efter. Derfor spiser jeg noget ved 15-tiden, når jeg skal træne efter job. Så er rumlende mave ikke en undskyldning.”

– Sanne 

12. Gør det let

“Et af de bedste tips til rent faktisk at få trænet er at gøre det så let for dig selv som muligt. Vælg det fitnesscenter, der ligger allertættest på dit hjem eller dit job, så du kører forbi det på vej til eller fra arbejde. Eller bestem dig for, at du i det mindste kan sætte femten minutter af til en hurtig løbetur. Det kan alle få tid til!”

– Rebecca 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Sara Møller Christensen.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?