Kvinde binder sine sko
© iStock

Det er IKKE dig, der er noget galt med, hvis din træning ikke virker

... det er nemlig ikke alle motionsformer, som din krop reagerer på

3. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Er du en af dem, der er knap så vild med fitnesscentret, men alligevel forsøger at hive dig selv afsted til en times sved på panden? Eller kan du i virkeligheden godt lide at træne, men har du udfordringer med at holde motivationen oppe? 

Ligegyldigt om du tilhører den ene eller den anden kategori, kender du sikkert følelsen af, at din træning nogle gange ikke rigtigt rykker ved noget. Ligemeget hvor mange vægte du løfter, eller hvor mange squats du laver, bliver din krop hverken fastere eller lettere – og det er ærlig talt ret irriterende, ikk'?

Måske tænker du, at du ikke træner hårdt nok, og at det er derfor, at din træning ikke virker. Men kære dig, en ny undersøgelse viser rent faktisk, at nogle kroppe simpelthen ikke er bygget til visse motionsformer. 

Dine gener gør forskellen 

Det betyder helt konkret, at din krop måske ikke reagerer særlig positivt eller effektivt på én type motion, som til gengæld virker virkelig godt for din venindes krop. Hvis du eksempelvis har prøvet at løbetræne, men ikke føler, at du rykker dig og bliver bedre, kan det altså skyldes din krop – og IKKE din indsats.

Den nye undersøgelse viser, at det er dine gener, som afgør, hvilken type motion der passer til dig. Forskere har nemlig testet en række personers udholdenhed, og det var, hverken alder, køn eller etnicitet der spillede ind på, hvor godt de klarede sig i de forskellige motionsformer – det var testpersonernes gener.

Mens nogle personer eksempelvis bliver stærkere og får mere energi af styrketræning, kan andre risikere, at de rent faktisk mister muskelmasse – i hvert fald hvis de ikke gør det helt korrekt. 

Test dig selv

Det store spørgsmål er, om din krop er bygget til, at du får mest ud af din træning, hvis du intervaltræner (korte, effektive træningspas) eller træner udholdenhed (længere, mindre hårde træningspas). Bør du løbetræne, spille badminton, svømme eller gå til aerobic?

Du kan ikke lige teste dine gener, men du kan rent faktisk finde ud af, om den træning, du laver, virker. Inden du går i gang med en ny træningsform, skal du nemlig lave en lille test, som viser din fysiske form, skriver New York Times. Løb eksempelvis op af trapper, og tæl, hvor mange trappetrin du kan løbe, inden du bliver forpustet.

Efter du har testet den nye træningsform af i et par uger, kan du gentage trappetrins-testen, og se, om du kan klare flere trin denne gang. Hvis du er blevet bedre, er der god chance for, at du har valgt en træningsform, der passer til din krop – men hvis du ikke har forbedret dig, skal du nok overveje at prøve et nyt hold i fitnesscentret.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?