Myspace: Kvinde tager selfie i spejl
© iStock, Myspace

10 grinern ting, du gjorde, da du havde Myspace

‘Hvilken sang afspejler mig mon mest? Smile af Lily Allen eller Hollaback Girl af Gwen Stefani?’

6. november 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

1. Efter skole tændte du straks den stationære computer og loggede ind på Myspace, Arto og MSN. Også kaldes vigtigste-virtuelle-kontakt-til-omverdenen for os, der var teenagere i 00’erne.

2. Du havde endnu ikke en fancy telefon med frontkamera, så dine selfies blev taget med et lille digitalkamera ind i spejlet. Meget gerne også med blitz.

3. Du brugte længere tid på at vælge den HELT rigtige sang til din profil, end du i dag bruger på at stene nuttede hvalpe-videoer på Instagram. ‘Hvilken sang afspejler mig mon mest? Smile af Lily Allen eller Hollaback Girl af Gwen Stefani?’

4. Dine veninder havde brugt lige så lang tid på at vælge netop deres sang, men alligevel slukkede du for musikken i det sekund, du trykkede ind på deres profil. Nej, du havde virkelig ikke lyst til at blive mindet om din venindes kærestesorger med Sys Bjerres Malene, når du var i det vildeste festhumør.

5. At vælge hvilke venner der skulle på din “Top Friends”-liste, var lige så umuligt, som at vælge om du skulle have de røde eller grønne Kawasaki-sko på i skole. Du ville jo egentlig gerne have Trine på listen, men du var ikke på hendes, så det var IKKE en mulighed. 

6. Du skrev søde ting om dine veninder i deres profiltekst – og det samme gjorde de i din. Så var du også sikker på, at søde Anders fra 9.b fik smidt direkte i hovedet, hvor sjov og dejlig du var, så SNART han trykkede ind på din profil.

7. Du gik lige så meget op i din Myspace-profils udseende, som du gik op i dit eget. Hvis du undrer dig over, hvad du har brugt din tid på som teenager i 00’erne, er valg af baggrund og farver til din Myspace-profil altså et ganske godt bud.

8. Faktisk kunne du allerede som 13-årig skrive “Stort kendskab til HTML” på dit CV. Det hjalp dog ikke så meget, når du bare søgte et fritidsjob i Bilka...

9. Det kildede altid lidt i maven, når du fik en ny besked eller venneanmodning. Uhhh, frøken Populær.

10. Apropos venneanmodninger. Du sendte sikkert dobbelt så mange, som du fik, til folk, du ikke riiiiigtigt kendte. Men det var altså bare lidt federe at have 200 venner frem for fem.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?