Baloo Luftens helte Kim Possible Disney
© Walt Disney Television Animation / Disney Channel Original

10 tegnefilmsserier fra vores barndom, der stadig holder max i dag

“Bum bum bum bum bum – det skal nok gå!”

18. oktober 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Da vi var børn, sad vi troligt foran tv’et hver fredag, når der kom Disney Sjov – det var jo ugens vigtigste udsendelse! Den dag i dag sidder vi måske ikke lige klar hver fredag, men alligevel kan vi selvfølgelig alle introsangene til de bedste serier, der kørte på både DR, TV2 og alle de mange børnekanaler, der også er kommet til.

Tegnefilmsserier kunne altså noget, da vi var børn – især introsangene – og vi har udvalgt 10 fantastiske serier, som vi elskede dengang – og som vi med glæde ville gense i dag! 

1. Luftens Helte

Luftens Helte er en af de ultimativt fedeste serier, der nogensinde har været på tv. Basta! Baloo, Rebekka, Kim og Molly tog på eventyr i Vildanden og stødte på lidt af hvert – både trøfler og pygmæer, arrige luftpirater og rubiner i marmeladen – og så havde serien en fantastisk intro, som du selvfølgelig kan få lov at gense (og genhøre) lige her.

2. Rip, Rap og Rup på eventyr

Anders Ands nevøer er flyttet ind hos Joakim von And, da Anders selv tjener i flåden. Og selvfølgelig kommer der masser af ballade og fede eventyr ud af den ordning! Det var en god serie dengang, og den holder tydeligvis stadig i dag – Disney har nemlig valgt at lave en ny udgave af den i 2017!

3. Mumitroldene

Det idylliske mumiunivers var både drømmeagtigt, underligt og ret creepy – og helt fantastisk. De små, runde mumitrolde oplevede de underligste ting og mødte en række finurlige væsner, og selv om meget lidt af det gav mening, blev vi alligevel suget ind i universet. Og så crushede vi altså lidt på Mumrikken… han var altid så klog!

4. Braceface

Teenageren Sally og hendes venner havde præcis de samme problemer, vi havde, hvis vi altså ser bort fra den elektriske bøjle. Men teenageliv, bøjle og drengeproblemer var noget, vi kunne nikke genkendende til – og det var altså meget fedt!

5. Nøddepatruljen

Chip og Chap havde samlet et brandgodt hold med den geniale opfinder Dimsy, osteglade Monty og fluen Summa, og sammen løste de mysterier og reddede gang på gang verden i lille skala. 

6. Powerpuff Pigerne

Powerpuff Pigerne var små, søde og latterligt badass! De fik nogle gedigne tæsk, men de klarede altid ærterne, uanset hvad Mojo Jojo, Amøbedrengene og Grønhudsbanden udsatte dem for – og de viste, at man altså sagtens kan være både sød, venlig og overdrevet sej på samme tid. 

7. Totally Spies

Totally Spies var nærmest voksenudgaven af Powerpuff Pigerne, men Sam, Clover og Alex var i virkeligheden bare almindelige highschool-piger (altså, med hemmelige identiteter og alle de sygeste gadgets, selvfølgelig). Det, vi var mest misundelige på, var nok pudderfonen – den er altså klart federe end en iPhone!

8. Pinky and the Brain

“Du, Brain, hvad synes du, vi skal lave i aften?” “Det samme, vi laver hver aften, Pinky – forsøge at overtage verdensherredømmet!” Pinky og Brain var laboratoriemus med gigantiske ambitioner, og selv om det (så vidt vi ved) aldrig lykkedes, fulgte vi alligevel med i deres mange komplicerede planer og efterfølgende katastrofale resultater.

9. Bubbibjørnene

Ned med trylledrikken, og så af sted! Bubbibjørnene var små, men Bubbi, Bøvle og Buller klarede altid de store, dumme Grumlinger alligevel – den dag i dag gad vi stadig godt have fingre i sådan en gang trylledrik til en tur i fitness eller bare til en helt almindelig mandag

10. Kim Possible

Kim Possible var den sejeste teenagepige ever – hun var en vild cheerleader, og i fritiden nakkede hun skurke til højre og venstre med Ron, Rufus og så Wade i øret. Vi ville alle sammen gerne være Kim Possible – hun kunne jo alt!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?