Studerende, der sover på sine bøger
© iStock

10 virkeligt fede ting, du helt sikkert glemmer at sætte pris på som studerende

“Hvad mener du med, at en sommerferie kun varer tre uger?!”

31. august 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

1. Du er ikke ‘rigtig’ voksen. Du er flyttet hjemmefra og skal selv sørge for, at der er mad i køleskabet og holde øje med, om mælken er blevet sur. Alligevel er det helt tilladt at ringe i panik til dine forældre, når voksenlivet bliver lidt for svært, og du har brug for hjælp til, hvordan du laver en selvangivelse... Kommer der mon en dag, hvor vi bare ved ting, ligesom vores forældre?   

2. Pasta med ketchup er et måltid! Lyder det ikke fedt? Bare vent! Der kommer et tidspunkt i dit liv, hvor du savner de dage, hvor du var tilfreds med at spise kold pasta fra dagen før til aftensmad ... Det var jo SÅ meget nemmere og billigere end den Hereford-steak, dine smagsløg nu vil have vænnet sig til. 

3. Du kan fordybe dig i eskimologi! Eller hvad du nu har lyst til... Hvor mange gange i løbet af dagen bander du ikke dit studie langt væk? Du kan tale i timevis om, hvor træls dine undervisere er, eller hvor træt du er af at læse om kongepingvinernes parringsritualer. Men i sidste ende elsker du jo dit studie, og tiden, hvor du studerer, er et af de eneste tidspunkter i dit liv, hvor du kan fordybe dig så fuldstændigt i noget, du brænder for - bare fordi du har lyst!

4. Prisen på en øl... Du kom engang til at bevæge ind på en ‘rigtig’ bar, og her kostede øl 50 kroner! I fredagsbaren fås de til en femmer.  

5. Billige togbilletter! Åååh, du bander togpriserne langt væk, hver gang du skal rejse på en fredag eller søndag, hvor der kun er 25% på togbilletterne ... Om fem år, når studietiden er slut, ville du tage imod den besparelse med kyshånd! 

6. Og apropos billlige ting: studierabat! Du er i din studietid den heldige ejer af et magisk kort, der gør, at (næsten) alle dine tøjkøb lige bliver 10% billigere.

7. Du bor i et bofællesskab. Du er måske ret træt af, at John aldrig tager opvasken, og at Henning altid smider sine sure sokker i gangen! Men du kommer til at savne at bo sammen med en masse andre unge, når du engang er blevet ægte voksen og får råd til din egen lejlighed.  

8. Du kan altid være sammen med dine veninder. Fuldtidsarbejde, mand og børn er endnu ikke i vejen for, at I kan bruge en hel weekend på at se Sex and the City, mens I inhalerer cola og chokolade og glemmer alt om, at et velafbalanceret måltid plejer at indeholde en eller anden form for grøntsager...   

9. Du kan (næsten) gøre lige, hvad du vil, når du vil! Ja ja, du skal selvfølgelig være på uni en gang imellem, og når du ikke er der, er du ved at drukne i ALT det, du skal læse. Men hvis du har lyst til at drikke en kop kaffe med din veninde klokken 11 om formiddagen, så gør du det! Og så må læsning vente til klokken 23.

10. Den tre måneder lange sommerferie! “Hvad mener du med, at en sommerferie kun varer tre uger?!” Den virkelige verden er brutal! 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?